Anmeldelse
Venteværelset i Atlanten af Mona Høvring
25-årige Olivia arver et hus på Island og får endelig mulighed for at slippe for at være sammen med sin skrækkelige mor i herlig og poetisk roman om at være ung og ked af det.
Olivia er til sin mosters begravelse, og hun har det ikke godt. Men hendes sindsbevægelse handler ikke om tabet af mosteren, for som hun siger ”min ynkelige tilstand skyldes hverken sorg eller savn, for den døde havde aldrig stået mig særlig nær, desuden nåede hun at fylde firs før hun gav op, man kan jo heller ikke forlange at leve for evigt” . Så er tonen slået an og morsommere og mere kynisk bliver det kun i Albert Camus introlinjer i 'Den fremmede':” I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke”.
Da vi møder Olivia på 25 år kæmper hun til stadighed med at slippe ud af sin på alle måder rædselsfulde, udspekulerede og dominerende mors fangarme. Og ex-kæresten Kristian og jobbet på aluminiumsværket har i den grad også tappet hendes kræfter. Men mosteren, hende der lige er død, har testamenteret Olivia en villa i Reykjavik, og det er i og for sig godt nok. Men det er som om, lykken og det gode humør ikke kan indfinde sig.
Da Olivia en dag støder ind i Bé, sker der noget. Selvom hun ikke er særlig imødekommende overfor den meget venlige og checkede Bé, føler hun en vis tiltrækning, og da hun beslutter at tage op til huset på Island, inviterer hun spontant Bé med.
Villaen ligger naturskønt, en dejlig plet lige midt i Atlanterhavet, og Bé og Olivia har nogle skønne dage sammen. Efterfølgende, da Bé er taget hjem til Norge, tilbringer hun dage alene i eftertænksomhed. Måske er der lys i horisonten, måske er hun forelsket i Bé.
’Venteværelset i Atlanten’ en meget poetisk og smuk roman om en kvinde, der ikke kan finde det rigtige spor. En ung kvinde, der stadig er alt for påvirket af sin mors egoistiske indblanding og manipulationer og derfor oplever livet som en kamp. En kvinde, som aldrig har fået lov til at drømme og gøre noget godt for sig selv. Mødet med den anden kvinde Bé åbner op for dimensioner i livet, hun ikke kender til. Som læser øjner man et lys i horisonten og et håb for den unge kvinde.
25-årige Olivia arver et hus på Island og får endelig mulighed for at slippe for at være sammen med sin skrækkelige mor i herlig og poetisk roman om at være ung og ked af det.
Olivia er til sin mosters begravelse, og hun har det ikke godt. Men hendes sindsbevægelse handler ikke om tabet af mosteren, for som hun siger ”min ynkelige tilstand skyldes hverken sorg eller savn, for den døde havde aldrig stået mig særlig nær, desuden nåede hun at fylde firs før hun gav op, man kan jo heller ikke forlange at leve for evigt” . Så er tonen slået an og morsommere og mere kynisk bliver det kun i Albert Camus introlinjer i 'Den fremmede':” I dag døde mor, eller måske i går, jeg ved det ikke”.
Da vi møder Olivia på 25 år kæmper hun til stadighed med at slippe ud af sin på alle måder rædselsfulde, udspekulerede og dominerende mors fangarme. Og ex-kæresten Kristian og jobbet på aluminiumsværket har i den grad også tappet hendes kræfter. Men mosteren, hende der lige er død, har testamenteret Olivia en villa i Reykjavik, og det er i og for sig godt nok. Men det er som om, lykken og det gode humør ikke kan indfinde sig.
Da Olivia en dag støder ind i Bé, sker der noget. Selvom hun ikke er særlig imødekommende overfor den meget venlige og checkede Bé, føler hun en vis tiltrækning, og da hun beslutter at tage op til huset på Island, inviterer hun spontant Bé med.
Villaen ligger naturskønt, en dejlig plet lige midt i Atlanterhavet, og Bé og Olivia har nogle skønne dage sammen. Efterfølgende, da Bé er taget hjem til Norge, tilbringer hun dage alene i eftertænksomhed. Måske er der lys i horisonten, måske er hun forelsket i Bé.
’Venteværelset i Atlanten’ en meget poetisk og smuk roman om en kvinde, der ikke kan finde det rigtige spor. En ung kvinde, der stadig er alt for påvirket af sin mors egoistiske indblanding og manipulationer og derfor oplever livet som en kamp. En kvinde, som aldrig har fået lov til at drømme og gøre noget godt for sig selv. Mødet med den anden kvinde Bé åbner op for dimensioner i livet, hun ikke kender til. Som læser øjner man et lys i horisonten og et håb for den unge kvinde.
Kommentarer