Lulu Marie skildrer et menneske uden kurs i denne syrede og fine digtsamling, som beskriver livets trivielle overdrev.
’Vejviseren bløder’ skildrer en syret virkelighed, hvor det meste kan bytte plads eller forandre sig. Sproget er hele tiden på vej nye steder hen, og hverdagen gennemsyres af en rolig melankoli, som jeg’et har svært ved at undslippe. Digtene kredser om at navigere i sit eget liv, men titlen indikerer, at det måske ikke helt går som planlagt, at vejviseren er defekt og jegét famler mere eller mindre i blinde.
Det kunne godt lyde som en triviel tristesse, men det er det ikke. Digtene formår at fremskrive rørende sansninger og skildre et arbejdsliv fyldt med kedelige gentagelser. Særligt godt er det, når Lulu Marie beskriver jeg’ets ustyrlige længsel efter et du – den menneskelige længsel står stærk i ordenes nerve.
Et eksempel på den ovenstående længsel er følgende digt: ”I spejlet. / Hvert sekund. / Ønsker mig dig.” Digtet står som en kort opsummering på den længsel eller det forhold, som jeg’et har og ønsker sig mere af. Kærligheden står som en kontrast til den mere skånselsløse skildring af egen krop, tilværelse og arbejdsliv. Særligt hverdagslivet bliver ikke skånet: ”Årerne ses hver morgen når jeg stiger ud af / sengens blåviolette dyb. / Lig lukt i helvede. / I forgården. I fosterstilling.”
’Vejviseren bløder’ er en digtsamling, som er svær at definere; den skildrer barndom, voksenliv, fantasiverdener, kedelig tristesse og kærlighed i en pærevælling af forskellige sprog og forestillingsverdener. Det ene øjeblik er det barnets naive blik, det næste den voksnes opgivelse. Der er en vekselvirkning mellem skildringen af de groteske spørgsmål i arbejdslivet, der hele tiden fordrer en udvikling og den stilstående opgivelse i, at ting hører op.
De surrealistiske elementer fungerer fint som støddæmper for den socialrealistiske elendighed, og det giver nogle gode billeder undervejs på nethinden, samtidig med, at det vender tilværelsen på hovedet: ”Inde i murstenene bor en lille dame med et / gevær. / Der kommer miralleblomster ud af det. / Smukke, hvide, krukkede blade. / Det må stoppes. / Fæld det. / Nu og ikke næste år.” Jeg’et har en tendens til at ville stoppe det smukke og lade det uskønne fortsætte.
Digtsamlingen kan virke lettere diffus, fordi jeg’et bevæger sig temmelig retningsløst rundt i sin egen tilværelse og forestillingsverden. Den tilstand medfører en vis omskiftelighed i sprog og tilstand, som måske kan virke utilnærmelig for nogle læsere, men dykker man ned i sproget, rytmerne og beskrivelserne giver ’Vejviseren bløder’ et fint indblik i, hvad det vil sige at være et menneske, der finder sit eget liv forvirrende. Og det kender de fleste af os nok til i større eller mindre grad.
Kommentarer