Anmeldelse
Ved glemslens rand af Sergej Lebedev
Den russiske forfatter knytter bånd mellem det personlige og den politiske fortid i en stor porøs fortælling om ødelæggelser i sindet og i naturen.
Erindring og fortrængning er de to store temaer i den russiske forfatter Sergej Lebedevs vigtige debutroman, hvor den unavngivne fortæller knytter bånd mellem det personlige og det politiske, her stalintiden i det tidligere Sovjetunionen.
Som barn boede fortælleren i en datja (sommerhus), hvor en blind mand, Bedstefar To, flyttede ind. Drengen var fascineret af den ukendte mand, og da manden reddede drengens liv ved at afgive blod til ham og efterfølgende døde, efterlod det drengen med spørgsmål og skyld. Hvem var Bedstefar To? Som uddannet geolog går han på opdagelse i mandens fortid og ender langt ude i tundraen, hvor Gulag-lejrene lå. Forfatteren sætter skræmmende billeder på ødelæggelserne i naturen og menneskesindet.
Det er en fin beskrivelse af barnets verden i en landsby tæt på Volga, hvor skolen er ved at lukke pga. for få elever. Vi er på kanten af Europa, og på den anden side er der birkekrat, de sibiriske sumpe, ødemarker, kulde og ikke mindst lejrene. I området er der synlige beviser fra fortiden, rustne kampvogne, skyttegravshuller, granatsplinter mv. Ukrudtsplanterne kvæler jordbærrene. De voksne fortier fortiden, kun små indtryk deles. Den opmærksomme dreng oplever et ubehageligt nærvær ved Bedstefar To, føler sig overvåget og er bange for hans bydende tonefald. Også de voksne undrer sig. De siger, ”han lugter af stat”. Og hvad betyder det, og hvordan har han overlevet?
Bedstefar Tos død kaster en skygge på fortælleren, idet han forpligtede sig til en taknemmelighed over at have overlevet ulykken. På baggrund af nogle efterladte breve forfølger fortælleren som voksen de få spor, der måske kan føre ham til en forklaring. Han rejser til det nordlige Sibirien ud i tundraen til de tidligere miner og baraklejre. Landskabet har nemlig ikke glemt fortiden, hvor mennesker og systemer har sat sig ødelæggende spor. Her har ingen ryddet op.
Forfatteren, der er geolog, ligesom fortælleren, har en formidabel evne til at visualisere de efterladte og døde ting, stederne i det forrådte landskab, som bliver et sindbillede på samfundets kollektive hukommelsestab. Igennem fortællinger med de næsten genfærdsagtige mennesker han møder i det store intet, indser man så også hvorfor. For hvem kan forstå, rumme eller tilgive så megen ondskab og uoprettelige ødelæggelser?
Romanen er en sjælden kombination af erindring, historie og politik skrevet i en filosofisk, reflekterende stil. I anden halvdel af bogen grænser sproget til det patetiske og svulstige med en del gentagelser. Men det skal ikke hindre mig i at anbefale denne vigtige russiske roman, der med en særlig porøsitet giver nye indsigter i, hvorfor det er så vigtigt at skrive om det uudsigelige, idet sproget åbner nye horisonter for erkendelse. Jeg vil umiddelbart sammenligne ham med nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj, der har skrevet så fremragende om sovjetmenneskets hverdagsliv.
Forfatteren er født i 1981 i Moskva og er på få år blevet sin generations vigtigste stemme. Bogen her er hans første på dansk, og den blev i 2016 udnævnt til af Wall Street Journal til at være et af årets bedste bøger.
Den russiske forfatter knytter bånd mellem det personlige og den politiske fortid i en stor porøs fortælling om ødelæggelser i sindet og i naturen.
Erindring og fortrængning er de to store temaer i den russiske forfatter Sergej Lebedevs vigtige debutroman, hvor den unavngivne fortæller knytter bånd mellem det personlige og det politiske, her stalintiden i det tidligere Sovjetunionen.
Som barn boede fortælleren i en datja (sommerhus), hvor en blind mand, Bedstefar To, flyttede ind. Drengen var fascineret af den ukendte mand, og da manden reddede drengens liv ved at afgive blod til ham og efterfølgende døde, efterlod det drengen med spørgsmål og skyld. Hvem var Bedstefar To? Som uddannet geolog går han på opdagelse i mandens fortid og ender langt ude i tundraen, hvor Gulag-lejrene lå. Forfatteren sætter skræmmende billeder på ødelæggelserne i naturen og menneskesindet.
Det er en fin beskrivelse af barnets verden i en landsby tæt på Volga, hvor skolen er ved at lukke pga. for få elever. Vi er på kanten af Europa, og på den anden side er der birkekrat, de sibiriske sumpe, ødemarker, kulde og ikke mindst lejrene. I området er der synlige beviser fra fortiden, rustne kampvogne, skyttegravshuller, granatsplinter mv. Ukrudtsplanterne kvæler jordbærrene. De voksne fortier fortiden, kun små indtryk deles. Den opmærksomme dreng oplever et ubehageligt nærvær ved Bedstefar To, føler sig overvåget og er bange for hans bydende tonefald. Også de voksne undrer sig. De siger, ”han lugter af stat”. Og hvad betyder det, og hvordan har han overlevet?
Bedstefar Tos død kaster en skygge på fortælleren, idet han forpligtede sig til en taknemmelighed over at have overlevet ulykken. På baggrund af nogle efterladte breve forfølger fortælleren som voksen de få spor, der måske kan føre ham til en forklaring. Han rejser til det nordlige Sibirien ud i tundraen til de tidligere miner og baraklejre. Landskabet har nemlig ikke glemt fortiden, hvor mennesker og systemer har sat sig ødelæggende spor. Her har ingen ryddet op.
Forfatteren, der er geolog, ligesom fortælleren, har en formidabel evne til at visualisere de efterladte og døde ting, stederne i det forrådte landskab, som bliver et sindbillede på samfundets kollektive hukommelsestab. Igennem fortællinger med de næsten genfærdsagtige mennesker han møder i det store intet, indser man så også hvorfor. For hvem kan forstå, rumme eller tilgive så megen ondskab og uoprettelige ødelæggelser?
Romanen er en sjælden kombination af erindring, historie og politik skrevet i en filosofisk, reflekterende stil. I anden halvdel af bogen grænser sproget til det patetiske og svulstige med en del gentagelser. Men det skal ikke hindre mig i at anbefale denne vigtige russiske roman, der med en særlig porøsitet giver nye indsigter i, hvorfor det er så vigtigt at skrive om det uudsigelige, idet sproget åbner nye horisonter for erkendelse. Jeg vil umiddelbart sammenligne ham med nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj, der har skrevet så fremragende om sovjetmenneskets hverdagsliv.
Forfatteren er født i 1981 i Moskva og er på få år blevet sin generations vigtigste stemme. Bogen her er hans første på dansk, og den blev i 2016 udnævnt til af Wall Street Journal til at være et af årets bedste bøger.
Kommentarer