Anmeldelse
Valseværk af Tóroddur Poulsen
Lavmælte og vellykkede digte fra digterens maskinrum, hvor verden vrides om ordenes akse på drømmenes skib.
Tóruddur Poulsen har udgivet over 30 digtsamlinger på færøsk og udgiver med ’Valseværk’ sin første digtsamling på dansk. Selvom det har været fascinerende at opleve hans brummende, lavmælte digte på skiftevis færøsk og dansk i de tidligere udgivelser, en slags sammenvævning af sprog, fungerer hans poesi heldigvis også udelukkende på dansk.
Et valseværk kan defineres således: ”anlæg hvor materiale, fx metal eller korn, bearbejdes ved hjælp af valser” og en valse: ”cylinderformet legeme der er monteret drejeligt på en aksel i fx en trykpresse, en skrivemaskine, en mølle eller et valseværk” (kilde: ordnet.dk). Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at digtene er maskinelle. Den form for skruer og aksler der beskrives befinder sig i det maritime, og digteren bevæger sig i en drømmelignende tilstand rundt på et skib, hvor rytmerne beskrives i de stilsikre digte.
Noget af det, der går igen i digtsamlingen, er forvirringen. Nogle gange befinder sproget, blikket og sansningen sig to steder på én gang, hvilket er både underholdende og sirligt at læse som fx her: ”jeg bliver lettere / væltet omkuld / af mørket end / af den lyse vind / som sender mig / en hilsen fra / den stumme / solsort hjemme / i cykelskuret”. Andre steder kommer forvirringen til udtryk ved, at jeg’et har svært ved at vågne og ikke kan finde rundt eller kender sin rolle på skibet.
Digtenes aksel drejer om de historier, ingen fortæller. Om glemsel, længsel, kammeratskab og skibsspøgelser. Sproget er dvælende og drømmende, tilsat en tørhed, der kendetegner Tóruddur Poulsens digtning. Et gennemgående tema i ’Valseværk’ er sproget fra en anden tid; erindringer fra en langsommere verden.
I forlængelse af dén erindring indeholder digtsamlingen også en kritik af vores måde at bruge naturen på. Kritikken lyder fx sådan her: ”de klipper / hækken / så den / ligner / dem / selv”. Kort formuleret som en skarp kile ned i vores narcissisme – og det er ikke den eneste perle i løbet af digtsamlingen, der udstiller, hvordan mennesket leger gud.
Selvom jeg lige skulle i gang med samlingen, før jeg kunne overgive mig, skete det undervejs. Grunden til min ikke særlig store modvilje lige skulle opblødes, var det maritime. Det er et anderledes ståsted end mange andre nutidige digtere.
Det er en digtsamling, der kan læses af mange for deres underfundighed kombineret med de drømmende billeder. Det er ikke tilfældigt, at Tóruddur Poulsens poesi flere gange har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Lavmælte og vellykkede digte fra digterens maskinrum, hvor verden vrides om ordenes akse på drømmenes skib.
Tóruddur Poulsen har udgivet over 30 digtsamlinger på færøsk og udgiver med ’Valseværk’ sin første digtsamling på dansk. Selvom det har været fascinerende at opleve hans brummende, lavmælte digte på skiftevis færøsk og dansk i de tidligere udgivelser, en slags sammenvævning af sprog, fungerer hans poesi heldigvis også udelukkende på dansk.
Et valseværk kan defineres således: ”anlæg hvor materiale, fx metal eller korn, bearbejdes ved hjælp af valser” og en valse: ”cylinderformet legeme der er monteret drejeligt på en aksel i fx en trykpresse, en skrivemaskine, en mølle eller et valseværk” (kilde: ordnet.dk). Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at digtene er maskinelle. Den form for skruer og aksler der beskrives befinder sig i det maritime, og digteren bevæger sig i en drømmelignende tilstand rundt på et skib, hvor rytmerne beskrives i de stilsikre digte.
Noget af det, der går igen i digtsamlingen, er forvirringen. Nogle gange befinder sproget, blikket og sansningen sig to steder på én gang, hvilket er både underholdende og sirligt at læse som fx her: ”jeg bliver lettere / væltet omkuld / af mørket end / af den lyse vind / som sender mig / en hilsen fra / den stumme / solsort hjemme / i cykelskuret”. Andre steder kommer forvirringen til udtryk ved, at jeg’et har svært ved at vågne og ikke kan finde rundt eller kender sin rolle på skibet.
Digtenes aksel drejer om de historier, ingen fortæller. Om glemsel, længsel, kammeratskab og skibsspøgelser. Sproget er dvælende og drømmende, tilsat en tørhed, der kendetegner Tóruddur Poulsens digtning. Et gennemgående tema i ’Valseværk’ er sproget fra en anden tid; erindringer fra en langsommere verden.
I forlængelse af dén erindring indeholder digtsamlingen også en kritik af vores måde at bruge naturen på. Kritikken lyder fx sådan her: ”de klipper / hækken / så den / ligner / dem / selv”. Kort formuleret som en skarp kile ned i vores narcissisme – og det er ikke den eneste perle i løbet af digtsamlingen, der udstiller, hvordan mennesket leger gud.
Selvom jeg lige skulle i gang med samlingen, før jeg kunne overgive mig, skete det undervejs. Grunden til min ikke særlig store modvilje lige skulle opblødes, var det maritime. Det er et anderledes ståsted end mange andre nutidige digtere.
Det er en digtsamling, der kan læses af mange for deres underfundighed kombineret med de drømmende billeder. Det er ikke tilfældigt, at Tóruddur Poulsens poesi flere gange har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Kommentarer