Vær god ved dyrene

Fortvivlelse, sorg og vemod blandes med skarpe refleksioner og stilistisk opfindsomhed i smuk og poetisk roman om moderne mennesker.

Karen er netop blevet skilt fra sin mand, som hun har treårige Anna med. Adskillelsen fra datteren kommer bag på Karen, hun har det hæsligt og kan ikke tænke på andet end det enorme savn, hun lider under hver anden uge, når datteren er hos faderen. 

Med de korte og stramt komponerede kapitler fører hovedpersonen Karen os rundt i tiden efter skilsmissen. Med dyrelivet som metafor tager hun morsomt, men også brutalt, fat i moderne menneskers eksistens og kønsroller. Hun udpeger menneskets skrøbelighed og udstiller det, der ifølge konventionen burde være sameksistens og samdrægtighed, på grum vis. Når vi bliver skilt, ændrer vi personlighed, vi er jaloux, vi ved altid, hvad der er bedst for barnet, vi tror, vi har mere ret end vores ex. Men når ægteskabet først er løbet af sporet, og begge parter stadig forsøger at opføre sig civiliseret, ja så gør det stadig forbandet ondt.

Monica Isakstuen har skrevet en original og poetisk roman, nogle kapitler består bare af en linje, andre er som interviews, og igen andre som programmer fra Animal Planet. Tilbageblik til barndommen og så igen frem til nutiden kobles helt uproblematisk, fordi der er hele tiden en stærk kronologisk fremdrift. Der er et håb om en forsoning med fremtiden uden barn hver anden uge, og så alligevel ikke, når hovedpersonen skal være helt ærlig - alle ved at det er den, der har født barnet, der har mest ret, ikke?

Men hvad er hovedproblemet, spørger en veninde, der er lidt træt af klynkeriet. ..og fortsætter…” du er faktisk ret så heldig (…)” ”Småbørnsmor med tid til dig selv, hvor mange af os har det, ligesom.”

Hovedproblemet er, at man har truffet en meget lidt voksen afgørelse, at man har skyldfølelse over det, man har gjort, gjorde, gør, forklarer Karen. Og måske handler det også i Karens tilfælde om noget uafklaret i hendes egen barndom.

’Vær god ved dyrene’ krænger vrangen ud på det moderne menneske, på familien og på moderskabet. Her på toppen af ægteskabsruinen troner Karen med alle sine modstridende følelser. Fortvivlelse, sorg og vemod blandet med skarpe observationer og refleksioner over det at være datter, mor og ex-hustru gør denne roman til noget af det bedste og mest stilistisk opfindsomme, jeg længe har læst.

Monica Isakstuen fik Brageprisen, Norges fineste litteraturpris, for denne roman i 2016. Det forstår jeg godt. Det er en smuk og virkelig original historie.