En fascinerende, fabulerende og forførende læseoplevelse om mennesker, kunst og verdens ende.
Jeg har været betaget af Rasmus Hastrups forfatterskab, siden jeg læste novellesamlingen ’Liv’, der udkom i 2016. Hastrups fortællinger er lige dele fascinerende, tankevækkende, velskrevne og spørgsmålsfremkaldende. Han lefler aldrig for laveste fællesnævner, men udfordrer læseren.
Nu er Hastrup aktuel med sin fjerde udgivelse, ’Ur’, og selvom undertitlen er 'en historie', så består fortællingen af en række historier på tværs af tid og sted. Alle har dog base i det samme udgangspunkt, nemlig et kort over verden lavet i midten af 1300-tallet.
Læseren introduceres til historien med Æinir Glyrifax’s beretning. Han er en dygtig illuminator, der i 1355 bliver tilkaldt af fyrst Hasenkopf på Schloss Schwalbengrab. Hasenkopf ønsker at lave verdens smukkeste og mest nøjagtige kort, og har i den anledning tilkaldt de dygtigste skriftkloge, illuminatorer og mest lærde hoveder i Europa. Men kortet er ikke et almindeligt kort, og konsekvenserne af kortet spreder sig som ringe i vandet.
’Ur’ er en af den slags bøger, man med fordel kan læse flere gange. Hver gennemlæsning bringer detaljer frem, som åbner for nye lag i historien. Det er vanskeligt at fortælle ret meget af handlingen uden at ødelægge læseoplevelsen. Vi springer mellem forskellige fortællere i forskellige tider og på forskellige steder. I kapitler, der umiddelbart virker helt løsrevet fra den samlede fortælling, dukker små ledetråde op, som med et knips forener historierne. Sproget følger de enkelte kapitlers tid og sted, og veksler mellem fantastisk billedsprog over breve til et fremtidigt ”testamente” skrevet 17 år efter Den Store Ordstorm i 2121.
Rasmus Hastrup har skrevet en vildtvoksende roman om tid og rum, om uendelige dimensioner og kunstens evne til at bryde alle grænser og om menneskets evne til at skabe umådelig skønhed og fuldkommen ødelæggelse.
Kommentarer