Poetisk og velkomponeret debutroman lægger op til en kritisk diskussion af vores syn på psykisk sygdom.
Paragraftegn optræder på forsiden og indeni Fine Gråbøls debutroman, der elegant sammenkæder paragraffer i serviceloven og mødet mellem en håndfuld unge mennesker i psykiatrien. Med fine billeder indfanger romanen komplekse følelsestilstande, som blandes med paragraffer og psykologi-sprog og lægger op til en diskussion af samfundets behandling af psykisk syge.
’Ungeenheden’ handler om seks unge mennesker på et bosted, hvorfra de skal udsluses fra psykiatrien og øve sig i at leve et mere almindeligt liv. Og det gør de så efter bedste evne:
"Vi åbner en pakke cigaretter med samme urolige lethed, vi ser på hinandens oppustede maver og blinker hemmeligt. Vi trapper op i medicin og ned i medicin og ud af medicin og gør det hele forfra, vi spiser oxapax og griner af psykiaterne, vi prøver at dø på forskellige måder mens livet og boligen og systemet fastholder os her, vi græder sjældent, vi drikker øl på terrassen om fredagen".
De unge lyder navnene Lasse, Marie, Waheed, Sara, Hector, og så er der den navnløse fortæller. Henover en sommer følger vi deres rutiner, nedture og hverdag med hinanden, personalet og det psykiatriske system. Det hele beskrives i et smukt og samtidig nøgternt sprog, der lægger op til eftertanke og debat om diagnoser og omverdenens syn på de sindslidende.
”’De usynlige lidelser’ hører vi andre kalde de psykiatriske diagnoser, sygdomme man ikke kan se, men vi kan se dem helt fint, de er gennemgribende tydelige og artikulerede i vores kroppe, i vores dødeligheder, vi fristes til at spørge, af hvilke årsager ser man psykiske lidelser som usynlige?(…) vi kan godt gennemskue hvilke diagnoser folk har før de har sagt det: Alle drengene har skizotypi eller er skizofrene, alle pigerne er borderline eller tvangsprægede. Spiseforstyrrelserne er man aldrig i tvivl om”.
Der er kommet mange bøger de senere år, som giver indblik i livet med en psykisk sygdom, blandt andre lyrikudgivelser af Asta Olivia Nordenhof og Cecilie Lind og bøger om psykiatriske indlæggelser af Peter Øvig, Linda Broström Knausgård, Delphine de Vigan og mange andre. Endelig bør Sylvia Plaths klassiker Glasklokken fra 1950'ernes USA nævnes, da den også rummer en kritik af datidens behandling af de psykisk syge.
Man skal nok passe på ikke at falde i halvfjerdsernes gøgerede og udpege de syge som raske i et sygt samfund og medicinen og psykiatrien som skurkene, men der er rigtig meget, man kan tænke over og diskutere, heriblandt den hårdtpressede psykiatri, når man har læst Fine Gråbøls gode debutroman. Forfatteren får udgangsreplikken: ”Man kalder indæmningen af følelsesregisteret for behandling”.
Kommentarer