Underjordiske timer af Delphine de Vigan

Eminente personkarakteristikker i mørk og filosofisk roman om fortvivlelse, fortræd, angst, sorg og ensomhed i byernes by under jorden.

Nogle af mine yndlingsromaner er skrevet af den franske forfatter Delphine de Vigan, ikke mindst hendes autofiktive bestseller Alt må vige for natten (2013), men også den filosofiske spændingsroman Baseret på en sand historie (2016). En af De Vigans tidligere romaner, ’Underjordiske timer’ (2009), er netop oversat til dansk. Den er ikke på samme fortællermæssige niveau som efterfølgerne. De Vigan har udviklet sig som forfatter, og redigeringen kunne måske have været strammere, men hendes røntgenblik på menneskeskæbner og miljøer fryder. Jeg vil derfor anbefale nogle underjordiske timer med bogens fortvivlede hovedpersoner, Mathilde og Thibault.

Krydsklipningen mellem de to hovedpersoners historier driver romanen om to skæbner, hvis veje krydses i metroen d. 20. maj mod bogens slutning. Livet har ikke været nådigt mod nogen af de midaldrende hovedpersoner, og de bevæger sig begge registrerende i undergrunden, der bliver et billede på menneskets mistrøstige tilværelse og fungerer som bogens tredje hovedperson.

”I Paris’ Metro kaster en kvinde eller mand sig ud foran et tog hver fjerde dag. Det har Mathilde læst i avisen. RATP er meget tilbageholdende med statistikker, men der har længe eksisteret krisegrupper for de berørte togførere. Nogle af dem kommer sig aldrig”.

Mathilde er alene med tre store drenge, efter hendes mand døde i et trafikuheld, da de var små. Hun har kæmpet sig videre med sorgen,”et blegt ar, der næsten går i ét med huden”, via sit job som assistent for marketingchefen i en international fødevarekoncern, som hun ånder og lever for. Da hun modsiger sin chef under et møde, bliver hun frosset ude og forflyttes til et ensomt kontor, pulterkammeret, hvor hun fratages alle sine opgaver og kontakter. Chefen er kold og magtsyg og skyr ingen midler for at knække hende.

Lægen Thibault besøger Paris udsatte, der lider af luftvejsinfektioner og ensomhed. Han har lige forladt sin kæreste, som ikke gengældte hans kærlighed. Som ung fik han klemt en finger af i en bildør, og drømmen om at blive kirurg måtte opgives. Han længes efter en kvinde, der kan elske ham med hele hans trætte liv. En kvinde der kender til svimmelhed, angst og glæde.

”Med ti år i lægevagten bag sig har han set en del. Han har været i nærkontakt med angst, nød og galskab. Han ved, hvad lidelse er og kender dens grænser af rædsel, og han har set, hvordan man kan blive overmandet, hvordan man kan fare vild, og hvad man mister. Han er blevet vant til tragedier.”

Personkarakteristikkerne af Mathilde og Thibault er eminente, ligesom deres intense registreringer af byen og de andre passagerer under jorden. Man får lyst til at tage dem i hånden og tage sig af dem og håber romanen igennem, de kommer til at spille en rolle for hinanden. Om de gør det, må du selv læse.

”Men fortvivlede mennesker møder ikke hinanden. Eller i hvert fald kun på film. I det virkelige liv krydses deres veje, de strejfer hinanden og kolliderer. Og ofte støder de hinanden væk som to magnetiske poler.”