Anmeldelse
Ulige uger
Giese rimer ikke på hverken tabu, skyld eller skam. Hendes bog er en opmuntrende håndsrækning til mødre, der lige er blevet skilt.
Ditte Giese er forfatter, journalist og kritiker. Hun er kendt som feministisk debattør, men fik i dette forår en række kvinder med lange efternavne på nakken foranlediget af det polemiske debatindlæg Hvorfor tuder forældre i Generation Millenial mere end deres børn?. Nu er hun aktuel med ’Ulige uger’, en bog om at blive skilt, når man har børn.
Den flotte forside med kvindelige ansigter signalerer, at det er en bog til kvinder. Janusansigterne indikerer desuden, at en skilsmisse kan opleves på mange måder og har flere sider, fortiden, nutiden og den forvandlede fremtid og en kalender med forskel på lige og ulige uger.
Bogen vil utvivlsomt være brugbar og blive givet til og læst af mange, der står midt i en af livets store omvæltninger, skilsmissen. Forfatteren har mange fine perspektiver på livet før, under og efter skilsmissen og giver gode anbefalinger til film, musik og litteratur om emnet, som læseren kan spejle sig i eller svælge over. Ditte Giese er både skarp, sørgmunter og sjov, når hun sætter ord på nogle af de vanvittige, hårde og absurde situationer og dilemmaer, mange oplever i forbindelse med det brud, der fører til kernefamiliens opløsning.
Giese ønsker med bogen at nedbryde tabuer og give gode råd og opmuntringer i en svær tid, og hendes udgangspunkt er langt fra katastrofetænkning:
”Okay, en skilsmisse kan opleves som en personlig katastrofe, men det kan også være helt katastrofalt ikke at blive skilt. At gå og køre hinanden ned under gulvbrædderne. At have børn, der dagligt træder ind i en hadefuld, giftig boble af foragt og vrede derhjemme. Eller man kan ende som nogle af dem, der kører løgnagtige affærer ved siden af.”
Hun fortæller sin egen historie om en utro ægtemand, der pludselig kom hjem fra en løbetur og ville skilles, men også om en hård tid i fosterstilling. Forholdsvist hurtigt blev hun dog ramt af en vigtig erkendelse: ”Jeg kommer ikke til at tilgive mig selv, hvis det her smadrer mig som menneske.” Denne erkendelse indrammer bogens mest brugbare og opbyggelige budskab, ikke mindst i forholdet til børnene, som er skilsmissens virkelige tabere, hvis deres forældre går i hundene eller bekriger hinanden.
Om børnene, savnet og sorgen skriver Giese fint og fortrøstningsfuld. Selv om der næppe er noget rigtig godt at sige om at skulle undvære sine børn halvdelen af tiden, er det ikke en katastrofe. Så er der børnenes sorg og nye tilværelse med to hjem, men det er ikke emnet for denne bog, der koncentrerer sig om de voksnes selvomsorg og alt det, man kan gøre noget ved.
Til den armsvedsplagede nye skilsmissemor følger en række gode råd om dating og kropspleje og fordele-ulempe-lister. For nogle vil enkelte af rådene måske forekomme ligegyldige, men hvis man vil læse om brazilians og dickpics er der noget at komme efter, og man kan altid trække på smilebåndet eller bladre videre. Der er mange fine historier og anekdoter fra fraskilte kvinder, forfatteren har interviewet, og ikke mindst håb og forsikringer om, at der findes et godt liv på den anden side.
Der er mange veje til frisættelse, og det eneste virkelig gode råd, jeg fik efter min skilsmisse, var at acceptere, at familiens sammenbrud tager tid at lære at leve med, men så er præmissen for en selvhjælpsbog jo håbløs. I hvert fald ville det blive en meget kedelig bog. Det er Ditte Gieses bog bestemt ikke, den er et virkelig hæderligt forsøg på at nedbryde tabuer og give trøst og håb i en svær tid med flere svirp, kærlig solidaritet og humor. Bagefter kan læseren gå videre med Suzanne Brøgger eller andre forfattere fra bogens litteraturliste, hvis hun ikke er ude at date.
Giese rimer ikke på hverken tabu, skyld eller skam. Hendes bog er en opmuntrende håndsrækning til mødre, der lige er blevet skilt.
Ditte Giese er forfatter, journalist og kritiker. Hun er kendt som feministisk debattør, men fik i dette forår en række kvinder med lange efternavne på nakken foranlediget af det polemiske debatindlæg Hvorfor tuder forældre i Generation Millenial mere end deres børn?. Nu er hun aktuel med ’Ulige uger’, en bog om at blive skilt, når man har børn.
Den flotte forside med kvindelige ansigter signalerer, at det er en bog til kvinder. Janusansigterne indikerer desuden, at en skilsmisse kan opleves på mange måder og har flere sider, fortiden, nutiden og den forvandlede fremtid og en kalender med forskel på lige og ulige uger.
Bogen vil utvivlsomt være brugbar og blive givet til og læst af mange, der står midt i en af livets store omvæltninger, skilsmissen. Forfatteren har mange fine perspektiver på livet før, under og efter skilsmissen og giver gode anbefalinger til film, musik og litteratur om emnet, som læseren kan spejle sig i eller svælge over. Ditte Giese er både skarp, sørgmunter og sjov, når hun sætter ord på nogle af de vanvittige, hårde og absurde situationer og dilemmaer, mange oplever i forbindelse med det brud, der fører til kernefamiliens opløsning.
Giese ønsker med bogen at nedbryde tabuer og give gode råd og opmuntringer i en svær tid, og hendes udgangspunkt er langt fra katastrofetænkning:
”Okay, en skilsmisse kan opleves som en personlig katastrofe, men det kan også være helt katastrofalt ikke at blive skilt. At gå og køre hinanden ned under gulvbrædderne. At have børn, der dagligt træder ind i en hadefuld, giftig boble af foragt og vrede derhjemme. Eller man kan ende som nogle af dem, der kører løgnagtige affærer ved siden af.”
Hun fortæller sin egen historie om en utro ægtemand, der pludselig kom hjem fra en løbetur og ville skilles, men også om en hård tid i fosterstilling. Forholdsvist hurtigt blev hun dog ramt af en vigtig erkendelse: ”Jeg kommer ikke til at tilgive mig selv, hvis det her smadrer mig som menneske.” Denne erkendelse indrammer bogens mest brugbare og opbyggelige budskab, ikke mindst i forholdet til børnene, som er skilsmissens virkelige tabere, hvis deres forældre går i hundene eller bekriger hinanden.
Om børnene, savnet og sorgen skriver Giese fint og fortrøstningsfuld. Selv om der næppe er noget rigtig godt at sige om at skulle undvære sine børn halvdelen af tiden, er det ikke en katastrofe. Så er der børnenes sorg og nye tilværelse med to hjem, men det er ikke emnet for denne bog, der koncentrerer sig om de voksnes selvomsorg og alt det, man kan gøre noget ved.
Til den armsvedsplagede nye skilsmissemor følger en række gode råd om dating og kropspleje og fordele-ulempe-lister. For nogle vil enkelte af rådene måske forekomme ligegyldige, men hvis man vil læse om brazilians og dickpics er der noget at komme efter, og man kan altid trække på smilebåndet eller bladre videre. Der er mange fine historier og anekdoter fra fraskilte kvinder, forfatteren har interviewet, og ikke mindst håb og forsikringer om, at der findes et godt liv på den anden side.
Der er mange veje til frisættelse, og det eneste virkelig gode råd, jeg fik efter min skilsmisse, var at acceptere, at familiens sammenbrud tager tid at lære at leve med, men så er præmissen for en selvhjælpsbog jo håbløs. I hvert fald ville det blive en meget kedelig bog. Det er Ditte Gieses bog bestemt ikke, den er et virkelig hæderligt forsøg på at nedbryde tabuer og give trøst og håb i en svær tid med flere svirp, kærlig solidaritet og humor. Bagefter kan læseren gå videre med Suzanne Brøgger eller andre forfattere fra bogens litteraturliste, hvis hun ikke er ude at date.
Kommentarer