Om at forelske sig på tværs af kontinenter og næsten miste sig selv og hinanden. En roman der på eminent vis indkapsler længslen i følelsesmæssig og konkret fysisk forstand.
Et udfrittende interview åbner teksten. På Migrationsverket i Malmö interviewer en myndighedsperson det dansk-ecuadorianske par, Monica og Victor, der for nyligt har giftet sig og søger om opholdstilladelse til Victor i Sverige. Ubehaget, ydmygelsen og den nødvendige underkastelse hos de to er tydelig over for et system, der i sidste ende afgør deres fremtid.
Dea Sofie Kudsks skrivestil er konkret og ligefrem. Teksten er fuld af opremsninger og detaljer, og ligeledes holder de to hovedpersoner følelserne i skak gennem nøgterne konstateringer, handlinger og ritualer. Der dvæles intet sted i skriften direkte ved følelserne, udover følelsen af længsel. Længslen er allestedsnærværende i romanen. Den er i længslen efter hinandens kærlighed, Victors længsel efter hjem og efter at være accepterede borgere, der kan rejse frit. En altopslugende, tærende længsel.
I ’Udstrakt landskab’ er hverken det følelsesmæssige eller det fysiske landskab åbent. I et forhold, der måske ender med en myndigheds misbilligelse på ægtheden i relationen, og hvor den ydre grænse for ens bevægelsesfrihed er fastsat ved lov, er det for svært og risikabelt at lade både positive og negative følelser få frit spil. Af flere omgange må de to undvære hinanden og vente i uvished. Deres udholdenhed er stor, men ikke uendelig. Og det kan flere gange undre, at det ikke falder dem ind, især Monica, at Ecuador måske kunne opfylde nogle af deres længsler og råde bod på deres pinsler.
Friheden er imidlertid relativ, og selvom Victor får sin opholdstilladelse, forbliver kulden og samfundet ham fremmed. For Victor er den svenske ødemark endnu en lænke, mens det for Monica er et hjem. Omgivelserne og omstændighederne gør dem fremmede for hinanden.
Tiden i romanen er bundet op af henvisninger til måneder, årets gang, landskaber, og hverdagsritualer. Som en søvndyssende gænge, hvor den ene dag tager den anden. Romanens tre første kapitler er fortalt i tredje person, med undtagelse af et enkelt underafsnit, hvor en jegfortæller giver Victor sin stemme. I fjerde og sidste kapitel er tredjepersonsfortælleren erstattet af Monicas jeg. Det er i tekstens jegform, der anes håb og drømme, og det er her kærligheden får plads. Det er virkningsfuldt at lade en alvidende tredjepersonsfortæller berette så indirekte og nøgternt om hovedpersonernes oplevelser.
'Udstrakt landskab' er en sanselig, stemningsfyldt roman om kærlighed, længsel og vedholdenhed, der samtidig kaster et samfundskritisk blik på det nedbrydende limbo, som interkontinental kærlighed må stå på mål for. Med diskrete, sproglige virkemidler leverer Dea Sofie Kudsk en stærk og medrivende roman, der lader sin læser tilbage med en veludført tvetydig slutning.
Romanen bygger på Dea Sofie Kudsks egne oplevelser.
Kommentarer