Spændende og meget aktuel roman om en københavnerkvinde, der rykker ind i Udkantsdanmark. Hun er fuld af de bedste intentioner men på virkelig dybt vand og fremmed grund.
Undersøgelser viser, at vores såkaldte Udkantsdanmark overvejende er befolket af hankønsvæsner. Kvinderne flytter fra deres udkantsopvækst til de større byer og vender sjældent tilbage igen. Dette faktum viser sig så at være med til at forringe livskvaliteten hos nogle af udkantens mange mænd, som derved har tendens til blandt andet at slå sig på flasken – eller i det hele taget bare at slå på… noget (hinanden for eksempel). Det lyder muligvis stereotypt, og det er det sådant set også, men stereotyper eksisterer jo, og dét i allerbedste velgående.
I Lasse Hjort Madsens spændende og meget aktuelle roman Udkanten ser statistikken dog ud til at være i bedring, om man så må sige, da den 36-årige københavnerkvinde Marion helt af sig selv finder på at flytte til den lille by Nørre Næsby på den forblæste, jyske vestkyst. Hun vil åbne en butik med økologiske varer og både håber og regner med, at lokalbefolkningen vil tage godt i mod hende såvel som hendes initiativ. Hun bliver klogere – så har jeg ikke sagt for meget.
I første omgang lader det da også til, at Nørre Næsbys indbyggere er nogenlunde åbne overfor byens nye beboer. Der er ægteparret Vagn og Ellen, som bliver enige om at invitere Marion over på frokost. Og der er et andet ægtepar, Bo og Grethe, hvor i hvert fald den ene part synes særdeles godt om Marion og køber en masse havregryn i hendes butik. Så er der brugsuddeler Morten, som også tager venligt imod sin nye ”kollega”, og der er den halvlækre ungkarl Mikkel Møller, som hjælper Marion med mere end én ting. Men det kan godt være, man kan tage manden ud af sit udkantsmiljø – man får ikke held til at tage udkantsmiljøet ud af manden.
Det er faktisk en virkelig grov historie, men den har flere facetter end som så. Groft sagt vil jeg dog tage mig den frihed at mene, at Nørre Næsby er befolket af enormt afstumpede mennesker – og det gælder faktisk alle som én. Dem, som ikke deltager aktivt i fordrivelsen og forulempelsen af Marion, vender nemlig bare det blinde øje til. Marion er en interessant figur, idet hun både forekommer meget stærk men også meget stakkels på én og samme tid. Og bogens titel refererer næppe kun til det område, historien udspiller sig i, men også til Marion selv, som bevæger sig støt og roligt mod en ikke synlig (ud)kant – et overdrev, om man vil. Som læser kan man blive gevaldigt irriteret på hende, men det retfærdiggør på ingen måde den behandling, hun udsættes for af de hillbillies, hun render ind i i Nørre Næsby.
Jeg var enormt godt underholdt og optaget af denne roman. Sprogligt set var jeg måske knap så begejstret, da beskrivelser og metaforer ind imellem virkede lidt søgte og anstrengte, men det skal ikke ligge værket til last. Historien er både god, velfortalt, vedkommende, tankevækkende og meget aktuel.
Læs den før din nabo!
Kommentarer