Konfronteret med sin fars livstruende sygdom er Stochholms digte et forsøg på at rumme og komme overens med sorgen og tabet. Krisen indebærer et kunstnerisk og æstetisk vendepunkt.
”Mit rum er blevet ændret/ jeg har svært ved at følge/ med i den nye tilstand-”. Sådan lyder starten på det første digt i Nicolaj Stochholms seneste digtsamling ’Udenfor pesthospitalet’.
Her tematiseres den grundlæggende oplevelse af status og vendepunkt, der er omdrejningspunktet i alle bogens tekster. De korte, centrallyriske digte bevæger sig mellem mange forskellige billedplaner og betydningslag. Eksempelvis er det hospital der refereres til i digtet ’Uden titel’ det middelalderlige pesthospital i Venedig, hvor byens fattigste blev flyttet hen for at dø, men det er også det meget nutidige og højteknologiske hospital, hvor jegets far ligger syg og døende af cancer.
På lignende vis er næste alle samlingens digte udspændt mellem fortid og nutid, mellem det symbolske og det konkrete, og stilistisk med plads til såvel det højstemt patetiske som det ironiske.
De mange udtryk for krise og selvopgør, der som antydet går som en rød tråd gennem bogen, er tæt forbundet med farens sygdom og jegets smertelige konfrontation med døden og dermed sorgen og afmagten i forhold til at acceptere og forstå ”hvorfor det netop ud af alle/ millioner var dig der fortjente/ så frygtelig en straf, den/ dybere grund er ikke tilgængelig/ for den menneskelige forstand.”
Forholdet til faren er temaet i bogens centrale afsnit ’Sisyfosvariationer’. I tilbageblik og fortættede øjebliksbilleder fra jegets barndom og ungdom skildres samhørigheden og kærligheden mellem far og søn, men uden at konfliktstoffet også anes som en mørk, vibrerende undertone. Som eksempelvis her i ’Udgangsbøn’, hvor han som en anden Sisyfos omsider er nået frem til at kunne parkere stenen: ”Hvor er du i alt dette og/ hvor i hede hule helvede er jeg/ jeg tror jeg er klar til at parkere/ stenen og omfavne din og/ dermed også min egen død/ der er ingen vej udenom.”
Flere danske lyrikere, bl.a. Harald Voetmann i Amduat – en iltmaskine og Søren R. Fauth i Digt om døden, har inden for det seneste år på samme måde kredset omkring far-søn forholdet, hvor det at komme overens med en fars sygdom og forestående død også bliver sønnernes første skridt på vejen mod at kunne se deres egen dødelighed i øjnene.
Kriseoplevelsen i Nicolaj Stochholms dige er dog ikke mindst knyttet til et grundlæggende opgør med hans egen hidtidige digter-rolle, fremkaldt af, at afstanden ”mellem den jeg er og det jeg/ som skriver” er blevet uovervindelig som det formuleres et sted i samlingens første del ’Solkongen’. Han har hidtil været som en solkonge i sit eget suveræne æstetiske univers, med den omkostning at digtet/kunsten er kommet til at skygge for virkeligheden og hans eget liv. Digtene er udtryk for et sviende og selvironisk opgør med ”mit romantiske og nådesløse ståsted” og peger frem mod en ny og langt mere ydmyg opfattelse af digtet som "en forblæst helligånd”.
Der er kommet nyt stof og en mørkere, selvransagende tone ind i Nicolaj Stochholms digte. Det sete og erindrede spiller en større rolle end tidligere, og med den nye ”poetik”, han tegner omridset af i samlingens første del, bliver det spændende at følge, hvordan det vil smitte af på de digte han kommer til at skrive i fremtiden.
Kommentarer