Melankolsk og bevægende historie om at takle modgang og leve det liv, man nu engang har.
Livet var sorgløst og barndommen fyld med solskin for Jules, Marty og Liz, men så mister de deres forældre i en tragisk ulykke. De er mellem 10 og 14 år gamle og Jules, den yngste, fortæller deres historie. Bogen er meget rørende og filosofisk. Der er et godt drive i Jules fortælling, ofte med en lille foruroligende afslutning på kapitler eller sætninger, der får dig til at læse videre i frygt for, hvad der nu sker.
Der svælges ikke i sorg, den ligger lige under huden, og de tre søskende gør hvad de kan, for at såret ikke springer op. I den overlevelseskamp forbliver de ensomme i mange år, men forenes som voksne i endnu en livsændrende begivenhed.
Læs romanen og nyd både det triste og det hjertevarme. Denne bog er en af dem, hvor man efter læsningen bliver et bedre og klogere menneske. Jeg reflekterer i hvert fald stadig over den. Skal jeg sammenligne med andre bøger, kommer jeg umiddelbart til at tænke på Linda Olssons ’Astrid og Veronica’, der har den samme vemodige tusmørkestemning over sig.
Kommentarer