Anmeldelse
Tre stærke kvinder af Marie NDiaye
Håb og håbløshed præger en modig og vibrerende skrevet fortællingskreds om mennesker, hvis skæbner krydser spor mellem Europa og Afrika. Det er stærkt, sanseligt og uforglemmeligt.
Frankrig og Senegal, Paris og Dakar er scenerne i romanen, der består af tre selvstændige fortællinger af og om kvinder, der på forskellige måder er blevet fanget ind af konflikterne mellem Europa og Afrika. Fortællingerne deler tid og sted, og personerne er svagt forbundne.
Den parisiske advokat, Norah, er blevet kaldt til Dakar af sin sengalesiske far, fordi hendes bror er anklaget for et drab på en kvinde. Selv er Norah fraskilt, men forholdet til en ny mand og de sammenbragte børn er ikke uden problemer. I Dakar møder hun den dominerende far, som er på fallittens rand, men han fastholder sit jerngreb om alle i sin nærhed. Det bliver en rejse, hvor hun konfronteres med de mørke sider i sin opvækst og sin egen adfærd over for familien.
I den længste fortælling er det en mandlig fortæller, Rudy, som fra Dakar er vendt tilbage til Sydfrankrig med sin sengalesiske kone, Fatima, og de har sammen den syv-årige Djebril. Fortællingen handler om Fatima, idet Rudy i sin frustration over egne uforløste ambitioner har sagt til sin kone, at hun bare kan rejse tilbage, hvor hun kom fra. Dagen går med tankespind, hvor han sætter fokus på sin fastlåste situation, tendens til selvbedrag og sin tvivl.
Da Khadys mand dør, og hun stadig er barnløs, bliver hun bortvist fra sin svigerfamilie. Pludselig står hun uden for et menneskeligt fællesskab, og det får hende til at drømme om Europa, hvor hendes kusine Fatima bor. Sammen med en ven, Lamine, begiver hun sig ud på den farefulde rejse gennem ørkenen, hvor nye ubeskrivelige ydmygelser finder sted. Til det sidste fastholder hun sin identitet og sin værdighed ved gang på gang at gentage sit navn: ”Det er mig, Khady Demba”.
Skæbner fra Afrika og Europa krydser spor i en modig bog, der tager fat på usigelige ting som selvransagelse, indsigt og accept. Vibrerende og blidt med fine magiske indslag konfronteres vi med de store følelser, hvor både ondskab, vold og kærlighed findes.
Den fransk-sengalesiske forfatter, født 1967, modtog i 2009 den prestigefyldte Concourt-pris for romanen.
Håb og håbløshed præger en modig og vibrerende skrevet fortællingskreds om mennesker, hvis skæbner krydser spor mellem Europa og Afrika. Det er stærkt, sanseligt og uforglemmeligt.
Frankrig og Senegal, Paris og Dakar er scenerne i romanen, der består af tre selvstændige fortællinger af og om kvinder, der på forskellige måder er blevet fanget ind af konflikterne mellem Europa og Afrika. Fortællingerne deler tid og sted, og personerne er svagt forbundne.
Den parisiske advokat, Norah, er blevet kaldt til Dakar af sin sengalesiske far, fordi hendes bror er anklaget for et drab på en kvinde. Selv er Norah fraskilt, men forholdet til en ny mand og de sammenbragte børn er ikke uden problemer. I Dakar møder hun den dominerende far, som er på fallittens rand, men han fastholder sit jerngreb om alle i sin nærhed. Det bliver en rejse, hvor hun konfronteres med de mørke sider i sin opvækst og sin egen adfærd over for familien.
I den længste fortælling er det en mandlig fortæller, Rudy, som fra Dakar er vendt tilbage til Sydfrankrig med sin sengalesiske kone, Fatima, og de har sammen den syv-årige Djebril. Fortællingen handler om Fatima, idet Rudy i sin frustration over egne uforløste ambitioner har sagt til sin kone, at hun bare kan rejse tilbage, hvor hun kom fra. Dagen går med tankespind, hvor han sætter fokus på sin fastlåste situation, tendens til selvbedrag og sin tvivl.
Da Khadys mand dør, og hun stadig er barnløs, bliver hun bortvist fra sin svigerfamilie. Pludselig står hun uden for et menneskeligt fællesskab, og det får hende til at drømme om Europa, hvor hendes kusine Fatima bor. Sammen med en ven, Lamine, begiver hun sig ud på den farefulde rejse gennem ørkenen, hvor nye ubeskrivelige ydmygelser finder sted. Til det sidste fastholder hun sin identitet og sin værdighed ved gang på gang at gentage sit navn: ”Det er mig, Khady Demba”.
Skæbner fra Afrika og Europa krydser spor i en modig bog, der tager fat på usigelige ting som selvransagelse, indsigt og accept. Vibrerende og blidt med fine magiske indslag konfronteres vi med de store følelser, hvor både ondskab, vold og kærlighed findes.
Den fransk-sengalesiske forfatter, født 1967, modtog i 2009 den prestigefyldte Concourt-pris for romanen.
Kommentarer