Tirsdag formiddag af Renée Toft Simonsen

Når angsten får sit tag i én, er man så prisgivet for altid? Vejen ud af angsten kan være lang og smertefuld.

Iben lever sit liv i vindueskarmen. Hun kigger ud på livet på havnen, fuglene og menneskene fra sit vindue. Det er længe siden hun sidst har været ude. Hun har pænt takket "Nej tak" når de fik en invitation, og ladet Skyggen ( hendes mand) tage af sted alene.

Hendes forhold til Skyggen har længe kørt på vågeblus, hvilket  har fået ham til at drikke mere og mere i frustration over, at han må gøre alting selv. Samtidig underviser han på universitetet og er i gang med at gøre sit studie færdigt. Alligevel forsøger han sommetider at gøre Iben glad, men uden resultat.

Pludselig en dag bliver lysten til at komme i svømmehallen så stor, at hun tvinger sig selv af sted. Med hjertet i halsen begiver hun sig derhen, og må kæmpe en hård indre kamp for at komme derind. Efter svømmeturen har hun det lidt bedre. Vandet som lukkede sig om hende, og glæden ved den fysiske udfoldelse var god.

Bagefter går hun ind i dampbadet. Hun sætter sig i et hjørne lidt væk, men kan alligevel ikke lade være med at lytte efter, hvad de andre kvinder taler om. Det er tilsyneladende tirsdag formiddag, de har mulighed for at mødes, og snakken går om vidt forskellige ting, lige fra mænd, børn, seksualitet, ligestilling og til hustruvold. Intet er helligt.

Netop mødet med kvinderne i dampbadet bliver en ny begyndelse for Iben. Tirsdag efter tirsdag iler hun af sted, bange for at gå glip af noget. Efterhånden bliver hun lidt mere modig og vover at drømme om at blive en del af kvindernes fællesskab.

Romanen er velskrevet og bærer præg af stor indsigt, kvinderne er rigtig godt beskrevet, og de repræsenterer en bred vifte af tidens kvinder. Den giver en god indsigt i, hvordan det er at leve med en angstneurose, og forklarer nogle af de spørgsmål, som andre kan stå uforstående overfor. Let at gå til, skrevet i et almindeligt sprog, og uden brug af en masse fremmedord, som kunne forstyrre læsningen. Godt gået, René!

Politiken, 2007. 241 sider.