I et vellykket mix af gys og socialrealisme fortæller de stærke noveller fra Argentina om en barsk virkelighed set med børns og kvinders øjne. Fortidens ondskab kiler sig ind på alle måder.
Med en helt usædvanlig energi og styrke fortæller disse 12 noveller, der alle har skarpe pointer, om det moderne Argentina. Her er børn, der forsvinder, en præst i et slumkvarter, der begår selvmord, teenagere, der eksperimenterer med stoffer, og kvinder der sætter ild til sig selv. Fortidens skygger fra en brutal diktaturstat er levende som psykiske mareridt, der er tæt på det magiske eller spøgelsesagtige, og samtidig er vi i en konkret socialrealistisk virkelighed i Buenos Aires. Hver novelle har sit eget særlige gys og spændingsmoment, og tilsammen favner de væsentlige temaer som ondskab, vold, fattigdom, forurening, sort magi, parforhold, venskaber og ikke mindst aktuelle politiske forhold.
Fælles for hovedparten af novellerne er verden set med pigers og kvinders øjne. De bor i fattige kvarterer med stor ulighed og ser og hører ting, der gør dem nysgerrige eller bange. De kan være i opposition til familien eller til ægtefællen, relationerne er komplekse på baggrund af mange års diktatur, idet hemmeligheder og løgne fra dengang stadig dominerer og trænger sig på.
”At brænde kvinder er noget mænd gør, min skat. De har altid brændt os. Nu gør vi det selv. Men ikke for at dø: for at vise vores ar frem”. Dette citat fra titelnovellen fortæller om handlekraftige kvinder, der protesterer mod kvindevold. En mand har sat ild til sin kone, fordi hun er ved at forlade ham. Når han ikke kunne få hende, skulle ingen andre have hende. Kvinden går herefter rundt i byen og fortæller sin historie og udstiller sine ar. Det fører til en stribe af selvafbrændinger, der bliver til en landsdækkende aktion mod styret og det mandsdominerede samfund. Det er virkelig stærk kost.
Uhyggelig er novellen 'Adelas hus’, hvor tre børn inspireret af diverse gyserfilm, bryder ind i et forladt hus. Hylder med afrevne negle og tænder, tøj og lægebøger fortæller om tragiske hændelser. Adela forsvinder, men i virkeligheden var der intet i huset. I ’Den snavsede dreng’ bor et gadebarn sammen med sin gravide mor på gaden, men senere findes han brutalt myrdet. Fortælleren bor også i dette farlige kvarter og havde kontakt med drengen. Kunne hun have forhindret det? Mange spørgsmål står tilbage.
Sproget er præcist med skarpe dialoger og fint formede situationer, der angiver de forskellige stemninger i en støt stigende spændingskurve. Det er skrevet med en særlig lethed, der skjuler flere lag og dybder i såvel psyken som i samfundet. Forfatteren er blevet sammenlignet med den chilenske forfatter Roberto Bolano. Jeg synes desuden den dominikansk-amerikanske Junot Diazs forfatterskab indeholder flere af de samme elementer.
Den farvestrålende forside med smukke tropiske blomster, frugtstande, grønne orme og et sort bånd med skarpe pigge signalerer på fornem vis bogens underfundige og tvetydige univers.
Mariana Enriquez, der er født i 1973 i Buenos Aires, er allerede en anerkendt forfatter med flere udgivelser bag sig. Novellerne her er solgt til udgivelse i mere end 20 lande.
Kommentarer