Tidskisten er en smuk og mytisk roman om tidens og kærlighedens væsen, der kan nydes af både børn og voksne.
Andri Snær Magnason blander science fiction med eventyr i sin prisbelønnede roman, der handler om, hvor slemt det kan gå, hvis man prøver at styre hele verden.
Det går rigtig skidt med økonomien. Pigen Sigrun forsøger at opmuntre sine forældre og få dem til at tænke på andet end krise, prisindex og rentefald, men det lykkes ikke. I stedet beslutter de sig for at afvente krisens afslutning i Timax' fantastiske tidskister, der holder tiden ude. Og Sigrun skal selvfølgelig med.
Da Sigruns tidskiste åbner sig igen, føles det, som om der kun er gået et øjeblik. Men der ligger et dådyr i sofaen, og gennem et kæmpehul i taget kan Sigrun se op i den blå himmel. Forvirret forsøger hun at åbne sine forældres kiste, og mens hun leder efter en unbrakonøgle, møder hun drengen Markus. Markus tager hende med hen til en gammel kvinde ved navn Svale, hvor de også møder andre børn, som alle ønsker at få at vide, hvad der er sket. Som svar fortæller Svale dem historien om Raventina, den evige prinsesse og datter af kong Dimon af Pangea og den underskønne Vårsol, og det er denne beretning, der fylder det meste af romanen.
Vårsol dør straks efter Raventinas fødsel. I sin store sorg beslutter Dimon sig for at erobre hele verden for sin datters skyld, så hun kun skal opleve lykke og glæde, og til sidst vil han tvinge selv tiden til at underlægge sig sine ønsker. Trods kong Dimons gode intentioner ender fortællingen således med krig, død, misundelse, sorg og oprør. Og kun hvis den gamle forbandelse bliver brudt, kan Sigruns verden igen vågne op.
Romanen er et eventyr for de lidt større børn, men når man som voksen læser med, rummer den flere lag. Tidskisten udkom i 2013 lige i kølvandet på Islands store økonomiske krise. Et andet eksempel er fortællingens navne. Kongens regnemester hedder Exel og kan ikke krydse linjer, mens Pangea, sagnlandet hvor kong Dimon regerer, på oldgræsk betyder 'hele verden' og er betegnelsen for det superkontinent, som eksisterede i Palæozoikum- og Mesozoikumæraerne, før kontinenterne blev adskilt til deres nuværende placeringer. En adskillelse, der også sker i romanen. Endelig indeholder historien masser af referencer til eventyr og sagaer.
Man behøver dog ikke vide spor om disse ting for at nyde fortællingen, som er virkelig fint oversat af Kim Lembek:
"Kongen sad midt i nettet af sin verdensmagt, fuldstændig rundt på gulvet af alt det, det var nødvendigt at styre og bestemme. Han var som regel altid gået til møde, når Raventina vågnede, så han kunne aldrig sige godmorgen, og som regel nåede han heller ikke at sige godnat. Han var ikke sikker på, om han var en edderkop eller en flue, der sad fast i tidens net."
Kommentarer