Peter Nielsens digtsamling ’Tider’ er en god læseoplevelse, fordi den kombinerer konkrete sansninger med abstrakte betragtninger.
Der er noget beroligende over at læse Peter Nielsens digte i ’Tider’. En stille digtsamling med sans for detaljen, hvor især forundringen spiller en central rolle i samspil med refleksionen. Det er en bred digtsamling i den forstand, at der for eksempel reflekteres over livet, tiden og døden. Alle tre er begreber, som på mange måder kan virke uoverskuelige, men digtsamlingen forsøger at spore sig ind på, hvad de er, og hvordan de kommer til udtryk.
Digtsamlingen er inddelt i tre dele, der veksler mellem kortere tekster og længere vildtvoksende bevidsthedsstrømme. Alle teksterne beskriver indtryk af verden omkring digterjeget og fremstår ofte som små episoder eller lyriske fortællinger.
Især passagerne som forholder sig til relationerne til mennesker, naturfænomener og konkrete episoder er gode, til tider underfundige, som her hvor alle tre kombineres : ”I forbifarten købte jeg noget regnvand. / Jeg stillede op med et smil på størrelse med / din sjæl. Nogle ideer rodede rundt med mig: / jeg var deres. ”
De længere tekster i anden del fungerer også fint, men undervejs begyndte en vis rastløshed at indfinde sig; jeg ville frem til de korte, mere præcise beskrivelser. Heldigvis var det kun en snigende fornemmelse, der snart blev afløst, fordi de gode sætninger og stemninger igen fangede min opmærksomhed.
I sin vidtfavnende lyrik kan Peter Nielsen minde om Marianne Larsen, for eksempel hendes ’Og tiden er en vild tilstand mod min hud’.
Samlet set er det en rigtig fin digtsamling, hvor styrken netop lever i kontrasten mellem de korte, sanselige digte og de længere vildtvoksende prosaiske stykker. Især når disse indeholder eksistentielle overvejelser, som det udvalgte citat ovenfor, hvor Peter Nielsen formår at vende tingene på hovedet; hvilket er en én af de ting, der gør digtene så interessante.
Kommentarer