Stor og ambitiøs bog om miljøkrisen har flotte perspektiver og serverer rammende kendsgerninger, men den bryder sin kontrakt med læseren.
Jorden lider. Vores forfædres jord, vores egen jord, vores oldebørns jord. Hvorfor gør vi så ikke noget?
Magnason kaster lys over, hvad vores sultne måde at bruge verden på betyder. Dette som afsæt for en gentænkning og efterlysning af en ændret adfærd. Han peger på vores sprogs ”kommen til kort” som en del af grunden til, hvorfor vi ikke gør noget mere for at bremse udviklingen. Mængderne af CO2, metangas og olie og tidsperspektivet i et spænd over mange tusind år sorteres som ”hvid støj” i vores menneskehjerner. Når Magnason så tager fat på miljøkrisen med en bog fyldt med ord, må det vel betegnes som et paradoks, men Magnason vil nærme sig emnet sådan her:
”Den eneste måde, man kan spore sig ind på dette emne, er ved at gå bagom det, til siden, under det, frem og tilbage i tiden, være personlig, men også gå videnskabeligt til værks og desuden gribe til mytologiens sprog. Jeg er nødt til at skrive om tingene ved ikke at skrive om dem.”
For selvom vores ord er for ”små” til at indfange udviklingen på vores jord, er det dem, der skaber vores virkelighed, står der et sted, og det er jo sandt. I bogens første del kører det godt for under-bagom-bagud-metoden, men så begynder den at skride, og kontrakten mellem forfatter og læser lider under præsentationerne af de vanvittige oliemasser og uhyggelige CO2-udsigter. Det føles som hård tackling på hård tackling i en sportskamp, man troede skulle bæres frem af teknisk snilde og subtile suveræniteter. Ja, selvfølgelig er der brug for gruvækkende tal og barske kendsgerninger i en bog om miljøkrisen, men mængden af disse lader som nævnt hånt om bogens kontrakt med læseren.
I ’Tiden og vandet’ er der mange flotte, rystende, rørende detaljer og overvejelser om Islands, Nordens og Verdens historie og fremtid, men også her bliver summen for stor. De fine perspektiveringer til Magnasons familiehistorie og Islands imponerende litteratur- og naturhistorie – bl.a. fortællingen om urkoen Audhumbla, verdens næringsgiver skabt af rimfrost, fra ”Den Ældre Edda” – står sætning om sætning med youtubevideoer og samtaler med Dalai Lama om jordens tilstand. Disse underbygges med fakta om jordens katastrofekurs afstedkommet af vores vaner med bilerne, flyene, olien, madspildet, overforbruget, vildnatursudrydningen. Og så er der jordens livgivende vidundere, såsom de lidende gletsjere og koralrev.
Vidtforgrenet. For vidtforgrenet. (D)en(ne) læser har et lukningspunkt, og det lukningspunkt flød over under læsningen.
’Tiden og vandet’ er smukt oversat af Nanna Kalkar og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2021.
Kommentarer