Anmeldelse
Aliens: Ti kærlighedshistorier
Bevægende noveller om ensomhedens mange ansigter viser, at mennesker har brug for hinanden.
Terézia Mora er en ungarsk-tysk forfatter, som er et stort navn i Tyskland. Herhjemme er hun forholdsvist ukendt, men det bliver hun forhåbentlig ikke ved med at være. Novellerne i ’Aliens’ er gode, stemningsfulde portrætter af mennesker, der er endt i ensomme situationer og længes efter ægte menneskelig kontakt. Der er et islæt af melankoli og en vis centraleuropæisk tyngde over novellerne, der udfolder de eksistentialistiske spørgsmål, der melder sig i situationer, vi alle kan komme i: Når en barndomsven dør, og man ikke har haft kontakt med ham i mange år, eller man går på pension og det at arbejde egentlig er det eneste, man har lyst til.
’Aliens’ åbner med historien om en mand, hvis tilværelse rystes, da en ung fyr snupper hans indkøbsnet med nøgler og pung. Det vil i praksis sige, at manden bliver lukket ude af sit eget liv, for uden disse genstande kan han ikke komme ind i sit hjem, han kan ikke identificere sig eller købe de madvarer, han har for vane at spise hver dag. Manden sætter derfor i løb efter tyven, og det bliver en uventet langstrakt jagt, for det er ikke tilfældigt, at han kaldes "maratonmanden" blandt bekendte – at løbe maraton er hans eneste, altopslugende beskæftigelse.
I løbet af jagten bliver det klart, hvor fremmedgjort manden er overfor andre mennesker og livet i det hele taget, og tyven bliver billedet på lykken eller kærligheden, der løber der foran ham, uden for rækkevidde. Den indledende beskrivelse af maratonmanden skildrer ensomheden som en nærmest fysisk tilstedeværelse i hans ansigt:
”Øjne der har været store engang, og en spids hage, nasolabialfurer og kragetæer af den slags som løber ned langs siden af ansigtet som en bæk (vi siger ikke: af tårer) og har gravet en rende i huden. At stryge hen over dem med en blid hånd indtil de forsvinder. Rynker forsvinder aldrig. Alligevel er det aldrig unyttigt at kærtegne, men manden som er ældre end han ser ud til, har ingen, hverken mand eller kvinde, som kærtegner ham.”
Mora skriver med ømhed om sine karakterer, så novellerne bliver som en sådan blid berøring, der kærtegner uanseelige menneskers liv og viser os ensomheden som et grundvilkår, som vi alle må håndtere i løbet af livet.
Andre noveller fortæller om mennesker, der ser deres børn alt for lidt og længes efter dem, og om en mand, hvis natarbejde på et hotel har ødelagt hans parforhold og fjernet ham fra hans vennekreds. Da han bliver tilbudt en forfremmelse, går det op for ham, at de eneste lykkelige tidspunkter i hans dag er, når han kører med den blændende smukke, opadgående eller nedgående sol i bakspejlet til og fra arbejde.
Alle novellerne er en udsøgt fornøjelse at læse; små skatte som bliver længe hos læseren. Novellerne tegner så klare billeder af sine personer, at det føles som om, man har kendt dem.
Bevægende noveller om ensomhedens mange ansigter viser, at mennesker har brug for hinanden.
Terézia Mora er en ungarsk-tysk forfatter, som er et stort navn i Tyskland. Herhjemme er hun forholdsvist ukendt, men det bliver hun forhåbentlig ikke ved med at være. Novellerne i ’Aliens’ er gode, stemningsfulde portrætter af mennesker, der er endt i ensomme situationer og længes efter ægte menneskelig kontakt. Der er et islæt af melankoli og en vis centraleuropæisk tyngde over novellerne, der udfolder de eksistentialistiske spørgsmål, der melder sig i situationer, vi alle kan komme i: Når en barndomsven dør, og man ikke har haft kontakt med ham i mange år, eller man går på pension og det at arbejde egentlig er det eneste, man har lyst til.
’Aliens’ åbner med historien om en mand, hvis tilværelse rystes, da en ung fyr snupper hans indkøbsnet med nøgler og pung. Det vil i praksis sige, at manden bliver lukket ude af sit eget liv, for uden disse genstande kan han ikke komme ind i sit hjem, han kan ikke identificere sig eller købe de madvarer, han har for vane at spise hver dag. Manden sætter derfor i løb efter tyven, og det bliver en uventet langstrakt jagt, for det er ikke tilfældigt, at han kaldes "maratonmanden" blandt bekendte – at løbe maraton er hans eneste, altopslugende beskæftigelse.
I løbet af jagten bliver det klart, hvor fremmedgjort manden er overfor andre mennesker og livet i det hele taget, og tyven bliver billedet på lykken eller kærligheden, der løber der foran ham, uden for rækkevidde. Den indledende beskrivelse af maratonmanden skildrer ensomheden som en nærmest fysisk tilstedeværelse i hans ansigt:
”Øjne der har været store engang, og en spids hage, nasolabialfurer og kragetæer af den slags som løber ned langs siden af ansigtet som en bæk (vi siger ikke: af tårer) og har gravet en rende i huden. At stryge hen over dem med en blid hånd indtil de forsvinder. Rynker forsvinder aldrig. Alligevel er det aldrig unyttigt at kærtegne, men manden som er ældre end han ser ud til, har ingen, hverken mand eller kvinde, som kærtegner ham.”
Mora skriver med ømhed om sine karakterer, så novellerne bliver som en sådan blid berøring, der kærtegner uanseelige menneskers liv og viser os ensomheden som et grundvilkår, som vi alle må håndtere i løbet af livet.
Andre noveller fortæller om mennesker, der ser deres børn alt for lidt og længes efter dem, og om en mand, hvis natarbejde på et hotel har ødelagt hans parforhold og fjernet ham fra hans vennekreds. Da han bliver tilbudt en forfremmelse, går det op for ham, at de eneste lykkelige tidspunkter i hans dag er, når han kører med den blændende smukke, opadgående eller nedgående sol i bakspejlet til og fra arbejde.
Alle novellerne er en udsøgt fornøjelse at læse; små skatte som bliver længe hos læseren. Novellerne tegner så klare billeder af sine personer, at det føles som om, man har kendt dem.
Kommentarer