Anmeldelse
Termin af Henrik Nor Hansen
Med sine 85 sider er romanen umiddelbart en overskuelig lille sag. Men den er som kviksølv: Et giftigt spejl i dråber med langt større massefylde, end man først lige tror.
Henrik Nor Hansens roman, der er blandt de nominerede til Nordisk Råds litteraturpris, bærer undertitlen ”en fremstilling af vold i Norge”. Åbningen for det hele er netop den meningsløse voldshandling, som bliver begået mod den dengang 26 årige Kjetil Tuestad umiddelbart efter, han er flyttet med sin kone til Hommersåk, en forstad til oliebyen Stavanger.
Kjetil kommer sig fysisk efter overfaldet, men er ødelagt for altid. Bogen beskriver hele hans triste vandring ind i ensomheden og hans psykiske eftervirkninger i et distanceret, afrapporterende sprog med mange fodnoter og kolde fakta, der kan læses som et rynket øjenbryn til en manglende empati i det moderne samfund, som i denne passage, hvor Kjetil genser sin kone, Ann Elisabeth, som han er flyttet fra:
”Ann Elisabeth ville vide, om han havde kontaktet kontoret for voldsoffererstatning. Jo da, sagde han, det skulle han nok gøre. Kjetil skulle på dette tidspunkt have set på hende”.
Kjetil distancerer sig langsomt mere og mere fra en verden, der heller ikke kan forholde sig til ham længere. Han bliver en sær eremit der mister evnen til at agere socialt. Det er ikke Erlend Loes ’Doppler’, det her. Snarere Cormac McCarthys.
Selv om det er Kjetil, romanen handler om, er den egentlige hovedperson på sin vis det byområde, det foregår i. Stednavne og datoer fylder meget, og bag fortællingen om Kjetil ligger en tyk strøm af uhyrlig, umotiveret vold mod mennesker og dyr, som efterhånden får forstaden Hommersåk til at ligne den mexicanske grænseby Santa Teresa, fra Roberto Bolaños roman ’2666’: En by hvis puls er vold for voldens egen skyld. Hvis historier om steder er med til at farve vores oplevelse af dem, sådan som al forskning tyder på, kan ’Termin’ næsten kaldes en anti-touristbrochure for Stavanger og i særdeleshed for Hommersåk. Og det har jeg det lidt blandet med, for hidtil har det været et rart sted at besøge.
Jeg er selv halvt norsk, og i forbindelse med min læsning, var jeg i kontakt med min norske del af familien for at høre om de havde læst bogen, og i så fald hvad deres mening om den var. Min fætter, som i dag bor på Hommersåk, sagde, at han havde læst den to gange. Første gang var han blevet irriteret over det ”reporteragtige sprog” og kunne ikke se, hvorfor sådan noget skulle udgives. Anden gang var han nået frem til en anerkendelse af den som et skarpt tidsbillede med den følelsesmæssige distance, som beskrives i både form og indhold.
Om det er en særlig Stavanger-ting, eller om den rammer ned i en generel tendens i sin beskrivelse af empatiens forfald, vil jeg lade de (forhåbentlig) mange kommende læsere vurdere for sig selv.
Med sine 85 sider er romanen umiddelbart en overskuelig lille sag. Men den er som kviksølv: Et giftigt spejl i dråber med langt større massefylde, end man først lige tror.
Henrik Nor Hansens roman, der er blandt de nominerede til Nordisk Råds litteraturpris, bærer undertitlen ”en fremstilling af vold i Norge”. Åbningen for det hele er netop den meningsløse voldshandling, som bliver begået mod den dengang 26 årige Kjetil Tuestad umiddelbart efter, han er flyttet med sin kone til Hommersåk, en forstad til oliebyen Stavanger.
Kjetil kommer sig fysisk efter overfaldet, men er ødelagt for altid. Bogen beskriver hele hans triste vandring ind i ensomheden og hans psykiske eftervirkninger i et distanceret, afrapporterende sprog med mange fodnoter og kolde fakta, der kan læses som et rynket øjenbryn til en manglende empati i det moderne samfund, som i denne passage, hvor Kjetil genser sin kone, Ann Elisabeth, som han er flyttet fra:
”Ann Elisabeth ville vide, om han havde kontaktet kontoret for voldsoffererstatning. Jo da, sagde han, det skulle han nok gøre. Kjetil skulle på dette tidspunkt have set på hende”.
Kjetil distancerer sig langsomt mere og mere fra en verden, der heller ikke kan forholde sig til ham længere. Han bliver en sær eremit der mister evnen til at agere socialt. Det er ikke Erlend Loes ’Doppler’, det her. Snarere Cormac McCarthys.
Selv om det er Kjetil, romanen handler om, er den egentlige hovedperson på sin vis det byområde, det foregår i. Stednavne og datoer fylder meget, og bag fortællingen om Kjetil ligger en tyk strøm af uhyrlig, umotiveret vold mod mennesker og dyr, som efterhånden får forstaden Hommersåk til at ligne den mexicanske grænseby Santa Teresa, fra Roberto Bolaños roman ’2666’: En by hvis puls er vold for voldens egen skyld. Hvis historier om steder er med til at farve vores oplevelse af dem, sådan som al forskning tyder på, kan ’Termin’ næsten kaldes en anti-touristbrochure for Stavanger og i særdeleshed for Hommersåk. Og det har jeg det lidt blandet med, for hidtil har det været et rart sted at besøge.
Jeg er selv halvt norsk, og i forbindelse med min læsning, var jeg i kontakt med min norske del af familien for at høre om de havde læst bogen, og i så fald hvad deres mening om den var. Min fætter, som i dag bor på Hommersåk, sagde, at han havde læst den to gange. Første gang var han blevet irriteret over det ”reporteragtige sprog” og kunne ikke se, hvorfor sådan noget skulle udgives. Anden gang var han nået frem til en anerkendelse af den som et skarpt tidsbillede med den følelsesmæssige distance, som beskrives i både form og indhold.
Om det er en særlig Stavanger-ting, eller om den rammer ned i en generel tendens i sin beskrivelse af empatiens forfald, vil jeg lade de (forhåbentlig) mange kommende læsere vurdere for sig selv.
Kommentarer