Anmeldelse
Techno af Niels Henning Falk Jensby
Kaskader af kropsvæsker, hardcore sex og et jeg i opløsning. Debutantprisvinderen er ikke en roman for sarte sjæle, men den er næsten ulideligt smuk.
Techno er musik. Techno er kultur. Techno er mønstre, der gentages, og techno er sammensmeltning af menneske og maskine. Og endelig er ’Techno’ Niels Henning Falk Jensbys debutroman fra 2016, for hvilken han modtog BogForums Debutantpris sidste år.
Titlen, og alt hvad techno som genre og begreb indebærer, er yderst rammende: Der dunker en heftig og alt for hidsig puls gennem den navnløse jegfortællers hårdtprøvede corpus, og som læser mærker man den også. Den slår vedholdende fra første til sidste side.
At fortælleren optræder uden navn er mere end blot et litterært greb i denne sammenhæng. I bogens prolog, hvor jeg´et møder du´et, lyder det som følger:
”Ud flyder dit navn, bliver til fugt i rummet. Jeg svarer med mit eget, men siger, at du må kalde mig, hvad du har lyst til. At jeg kan være så meget. ” Og det viser sig at være ganske bogstaveligt. Jeg´et, en ung, homoseksuel mand, underlægger og hengiver sig fuldkommen til du´et, der heller ikke kan beskrives nærmere. Vi er i København. På bøssebarer og i en park, der næsten må være Ørsteds, selvom heller ikke den optræder ved navns nævnelse.
Endelig viser det korte citat ovenfor også, at her er der væsker i lange baner. Nej, rettelse: Stoffer i lange baner serveret på telefoners displays og sniffet gennem en sammenrullet 50´er, og væsker i kaskader. Så er det sagt. Der er tale om alle de former for væsker, en hankønskrop er i stand til at producere.
I forlængelse af det foregående er jeg nødt til at indskyde, at dette ikke er en roman for de sarte, de sippede eller de snerpede. Der er sex og vold, gerne i kombination, og der er kropsåbninger og lemmer, der kan foretage sig det utroligste. Men når dét er sagt, tjener det alt sammen et højere formål. Det er grænseoverskridende, jovist, og bliver det også for fortælleren, da han på et tidspunkt bliver voldtaget. Men det er ikke sindssyg sex for den sindssyge sex´ skyld. Dén er bare med til at objektgøre fortælleren, og for mig at se er det centrale i romanen netop objektgørelsen og den fuldkomne hengivelse. Det er et billede af en krop, der kun smertefuldt eksisterer i kraft af sig selv – altid har den brug for du´et/en anden til at skabe den. Man skulle tro, det var løgn, men i sidste ende er det næsten ulideligt smukt.
Niels Henning Falk Jensby skriver kort, præcist og stramt (her må gerne associeres), og i skærende kontrast til det udflydende jeg (vær så venlig at associere) står sproget, som på ingen måde slingrer i valsen. Selv ikke, når jeg´et ikke kan holde sig på benene.
Den debutantpris er HELT på sin plads!
Kaskader af kropsvæsker, hardcore sex og et jeg i opløsning. Debutantprisvinderen er ikke en roman for sarte sjæle, men den er næsten ulideligt smuk.
Techno er musik. Techno er kultur. Techno er mønstre, der gentages, og techno er sammensmeltning af menneske og maskine. Og endelig er ’Techno’ Niels Henning Falk Jensbys debutroman fra 2016, for hvilken han modtog BogForums Debutantpris sidste år.
Titlen, og alt hvad techno som genre og begreb indebærer, er yderst rammende: Der dunker en heftig og alt for hidsig puls gennem den navnløse jegfortællers hårdtprøvede corpus, og som læser mærker man den også. Den slår vedholdende fra første til sidste side.
At fortælleren optræder uden navn er mere end blot et litterært greb i denne sammenhæng. I bogens prolog, hvor jeg´et møder du´et, lyder det som følger:
”Ud flyder dit navn, bliver til fugt i rummet. Jeg svarer med mit eget, men siger, at du må kalde mig, hvad du har lyst til. At jeg kan være så meget. ” Og det viser sig at være ganske bogstaveligt. Jeg´et, en ung, homoseksuel mand, underlægger og hengiver sig fuldkommen til du´et, der heller ikke kan beskrives nærmere. Vi er i København. På bøssebarer og i en park, der næsten må være Ørsteds, selvom heller ikke den optræder ved navns nævnelse.
Endelig viser det korte citat ovenfor også, at her er der væsker i lange baner. Nej, rettelse: Stoffer i lange baner serveret på telefoners displays og sniffet gennem en sammenrullet 50´er, og væsker i kaskader. Så er det sagt. Der er tale om alle de former for væsker, en hankønskrop er i stand til at producere.
I forlængelse af det foregående er jeg nødt til at indskyde, at dette ikke er en roman for de sarte, de sippede eller de snerpede. Der er sex og vold, gerne i kombination, og der er kropsåbninger og lemmer, der kan foretage sig det utroligste. Men når dét er sagt, tjener det alt sammen et højere formål. Det er grænseoverskridende, jovist, og bliver det også for fortælleren, da han på et tidspunkt bliver voldtaget. Men det er ikke sindssyg sex for den sindssyge sex´ skyld. Dén er bare med til at objektgøre fortælleren, og for mig at se er det centrale i romanen netop objektgørelsen og den fuldkomne hengivelse. Det er et billede af en krop, der kun smertefuldt eksisterer i kraft af sig selv – altid har den brug for du´et/en anden til at skabe den. Man skulle tro, det var løgn, men i sidste ende er det næsten ulideligt smukt.
Niels Henning Falk Jensby skriver kort, præcist og stramt (her må gerne associeres), og i skærende kontrast til det udflydende jeg (vær så venlig at associere) står sproget, som på ingen måde slingrer i valsen. Selv ikke, når jeg´et ikke kan holde sig på benene.
Den debutantpris er HELT på sin plads!
Kommentarer