Biografisk roman om Lale Solokov, som tilbragte tre år i Auschwitz, er en grusom beskrivelse af livet i lejren, om ondskab, sult og fornedrelse, men også om medmenneskelighed, venskab og kærlighed.
Det synes næsten umuligt, men det er stadig muligt at komme med nye aspekter på og nye historier, fortalt af personer, som overlevede de umenneskelige forhold i koncentrationslejrene, her specifikt i Auschwitz og Birkenau.
”Jeg vil ikke kunne elske dig, hvis du gjorde det” (glemme de døde familiemedlemmer). Jeg ved godt, at det lyder underligt, men du vil ære dem ved at holde dem i live, overleve dette sted og fortælle verden, hvad der er sket her.”
Lale Solokov er født i Slovakiet i en jødisk familie, og i 1942 får familien besked på, at den skal aflevere et barn på mindst 18 år, som skal arbejde for tyskerne. Derfor befinder Lale sig i en kreaturvogn og endemålet er Auschwitz. Lale bliver lejrens tatovør, og han skal sammen med en medhjælper tatovere fangenummeret på alle nytilkomne. Via sit arbejde får han kontakt til en smuk kvinde, Gita, og selv om det synes umuligt, bliver de forelskede i hinanden, og deres umulige kærlighed er med til at holde modet oppe hos dem begge.
Lale får organiseret en form for byttehandel, arbejdere udefra skaffer ham små rationer af mad mod at de til gengæld får smykker og ædelstene, som kvinder, der arbejder med at sortere tøjet fra de nyankomne, giver til Lale. På grund af sit arbejde har Lale nogle privilegier, og dem benytter han sig af til at hjælpe mange medfanger, og Lale skaffer sig mange venner på den måde.
Kærlighedshistorien er en vigtig del af romanen, den står i skærende kontrast til beskrivelserne af vagternes ondskab, den nedværdigende behandling af fangerne, hvor et forkert blik eller ord fører til at de bliver myrdet. Sult, kulde og sygdom er allestedsværende, og at blive kastet i fangehullet, er den sikre død. Lales personlige fangevogter udtaler, ”Jeg har aldrig oplevet, at nogen er slupper levende ud af straffebarakkerne, så hatten af for det.” At han slipper levende derfra, kan han takke en meget modig kvinde, Cilka, for.
Heather Morris mødte Lale Solokov i Melbourne i 2003, og efter 3-4 års ugentlige samtaler og et voksende venskab, skriver hun hans historie. Lale, Gita og Cilka er historiske personer, mens Heather Morris har skabt andre personer sat sammen af flere, og selv om en del møder og samtaler er opdigtede, er forfatterens oplysninger og fakta baseret på fakta og research. Formen er den biografiske roman, og romanen er oprindeligt skrevet som filmmanuskript, så der er mange dialoger, og sproget flyder let på trods af set tunge emne.
Kommentarer