Cilkas rejse

Rystende biografisk roman om Cilka, som overlevede både Auschwitz og Vorkuta Gulag i Sibirien, er samtidig en historie om kærlighed og medmenneskelighed.

Heather Morris har fået mange læsere i Danmark for Tatovøren fra Auschwitz, hvor Lale Sokolov fortæller om sin tid i Auschwitz, og hvordan han overlevede takket være Cilka: ”Hun var det tapreste menneske, jeg nogensinde har mødt, ikke den tapreste pige, men det tapreste menneske”.

Som 16-årig kom Cilka til Auchwitz-Birkenau i 1942, hvor hun var indtil lejren blev befriet af den sovjetiske hær. I juli 1945 blev hun idømt 15 års strafarbejde for at have samarbejdet med fjenden, for prostitution og for spionage, og hun blev igen sat på en kreaturvogn, denne gang var kursen mod nord.

Historien gentager sig, hårdt arbejde med for lidt og for dårlig mad, kulde, fysiske overgreb og voldtægter, men der er dog forbedringer. Fangenummeret bliver ikke tatoveret, det skal sys fast på tøjet, hver fange har sin egen seng, og i hytten er en brændeovn, og der er intet krematorium. På skiltet ind til gulaglejren står der: "Arbejde i USSR handler om Hæder og Ære” og ”Med jernnæve vil vi lede menneskeheden mod lykke”.

Størstedelen af Cilkas rejse fortæller om hendes liv i Vorkuta med korte tilbageblik til opholdet i Auschwitz. Cilka forsøger at bruge nogle af sine erfaringer fra det andet sted: ”Blikket i gulvet, ikke skille sig ud”, men det lykkes hende ikke. Hun kommer til at arbejde på hospitalet, og senere bliver hun ambulanceredder, hun hjælper sine medfanger og får mange veninder, men hendes forbedrede stilling skaffer hende også fjender, blandt andet en af kvinderne, som hun kende fra Auschwitz, og hun afpresser Cilka.

Efter Stalins død bliver forholdene langsomt bedre, og i 1955 bliver det endelig muligt for Cilka at vende tilbage til Slovakiet sammen med en mand, hun har truffet i Vorkuta.

Cilka døde i 2004, så Heather Morris har ikke kendt hende, hun har stykket hendes historie sammen af Lale Solokovs beretninger om hende og forskellige vidnesbyrd fra andre overlevende, hun har talt med, for eksempel naboer til Cilka i Slovakiet. Ligesom i 'Tatovøren fra Auschwitz' er nogle personer inspireret af virkelige personer, mens andre er opdigtede.

I et efterord er det en kort beskrivelse af det sovjetiske gulagsystem, og dette kapitel har inspireret mig til, at nu skal jeg altså have læse den vel mest berømte bog om Gulag: 'Gulag Øhavet' af Aleksandr Solsjenitsyn fra 1973.