Anmeldelse
Tangospilleren af Christoph Hein
Lavmælt, men fascinerende fortælling om Dallow, der vender hjem fra 2 år i fængsel. Hvad gør det ved et menneske? Læs Tangospilleren og bliv klogere!
”DDR, 1968. En universitetslærer løslades efter en dom for statsfjendtlig virksomhed, men fængselsopholdet har ødelagt ham både intellektuelt og følelsesmæssigt.”
Sådan står der om bogen i bibliotekets note. Umiddelbart kan det lyde lidt tungt og der er da også en vis tristesse over hele bogen, men det giver god mening. Her er om noget tale om en udviklingsroman, og selvom man kan mærke arven fra Kafka er ’Tangospilleren’ let fordøjelig.
En mand løslades fra fængslet og tager hjem til Leipzig, hvor ingen venter ham. Vi finder først ca. 60 sider inde i bogen ud af, hvad grunden til fængslingen er. At den er absurd, kan man næsten ane, og at manden er desillusioneret er også meget tydeligt. Han magter ikke at finde arbejde og tusser rundt i sin lejlighed og byen på må og få. Han magter dog heller ikke at lave ingenting. ”Det var noget han ikke havde lært, sagde han til sig selv, endog i fængslet havde han arbejdet meget, og det oven i købet til stor ærgrelse for fængselsbetjentene, hvad han med stor tilfredshed noterede.” Han savner trygheden ved hverdagen i fængslet og er i det skjulte og uden at ville indrømme det, plaget af hjemve efter cellen.
Manden er 36 år, men virker meget ældre end det, måske på grund af hans manglende livsvilje.
Hvordan bogen ender,, vil jeg ikke afsløre, men det er en velskrevet roman om en stille eksistens i et overvåget land, hvor der ikke er meget plads til tangospillere.
Efter at have læst denne får jeg stor lyst til at læse andre bøger af Christoph Hein, som helt tydeligt har meget på hjerte.
Lavmælt, men fascinerende fortælling om Dallow, der vender hjem fra 2 år i fængsel. Hvad gør det ved et menneske? Læs Tangospilleren og bliv klogere!
”DDR, 1968. En universitetslærer løslades efter en dom for statsfjendtlig virksomhed, men fængselsopholdet har ødelagt ham både intellektuelt og følelsesmæssigt.”
Sådan står der om bogen i bibliotekets note. Umiddelbart kan det lyde lidt tungt og der er da også en vis tristesse over hele bogen, men det giver god mening. Her er om noget tale om en udviklingsroman, og selvom man kan mærke arven fra Kafka er ’Tangospilleren’ let fordøjelig.
En mand løslades fra fængslet og tager hjem til Leipzig, hvor ingen venter ham. Vi finder først ca. 60 sider inde i bogen ud af, hvad grunden til fængslingen er. At den er absurd, kan man næsten ane, og at manden er desillusioneret er også meget tydeligt. Han magter ikke at finde arbejde og tusser rundt i sin lejlighed og byen på må og få. Han magter dog heller ikke at lave ingenting. ”Det var noget han ikke havde lært, sagde han til sig selv, endog i fængslet havde han arbejdet meget, og det oven i købet til stor ærgrelse for fængselsbetjentene, hvad han med stor tilfredshed noterede.” Han savner trygheden ved hverdagen i fængslet og er i det skjulte og uden at ville indrømme det, plaget af hjemve efter cellen.
Manden er 36 år, men virker meget ældre end det, måske på grund af hans manglende livsvilje.
Hvordan bogen ender,, vil jeg ikke afsløre, men det er en velskrevet roman om en stille eksistens i et overvåget land, hvor der ikke er meget plads til tangospillere.
Efter at have læst denne får jeg stor lyst til at læse andre bøger af Christoph Hein, som helt tydeligt har meget på hjerte.
Kommentarer