Anmeldelse
Tænk ikke på mig
Stærk debutroman er en bevægende fortælling om en pige, der bliver til kvinde, mens hendes mor er uhelbredeligt syg af kræft.
“Jeg er for lille til at hjælpe og for stor til at gå” står der et sted i ‘Tænk ikke på mig’. På fineste vis indkapsler denne lille sætning, hvad det er for problematikker, teenagepigen Vilma gennemgår i denne roman. Vilma er 13 år, da hendes mor får et tilbagefald af brystkræft, som hun desværre også havde, da Vilma var helt lille. Denne gang er kræften uhelbredelig, og familien, som består af Vilma, hendes mor Solveig og hendes lettere excentriske men kærlige, svenske pappa, får at vide, at Solveig har 6-48 måneder tilbage at leve i.
Vilma er både for lille til at være sygehjælper og tage ansvar for sin syge mor, og på samme tid er hun en selvstændig og forholdsvis moden teenager, som bor alene med sin mor og derfor er første vidne til morens gradvise kurs mod døden. Hun står på mange måder med et umuligt ansvar, som et ungt menneske ikke burde stå med.
Bogen består af korte kapitler om livets op og nedture som teenager og samtidig barn af en syg mor. Indimellem er der dagbogsudsnit fra sygdomsperioden og udsnit af Vilmas morbog - en slags dagbog med minder om moren, som hun startede efter morens død. Der er rørende og næsten humoristiske gengivelser af psykologsamtaler, enten kun med psykologens spørgsmål eller blot med Vilmas monologer til psykologen. Endelig er der afsnit kaldet “NU”, hvor Vilma reflekterer over tiden efter sygdomsperioden. Strukturen med de korte afsnit gjorde, at jeg slugte romanen i nærmest ét stykke, og til sidst sad jeg tilbage med tårerne trillende med at kinderne og en mærkelig form for tomhed, præcis som man forestiller sig, Vilma har følt, da Solveig endelig fik fred efter fem års sygdom.
Vilma er både stærk og skrøbelig på samme tid, som en teenager kan være og i dette tilfælde bliver nødt til at være. Det må ikke have været let hele tiden at skulle navigere i sine egne hormonelle udsving og samtidig passe på ikke at tage den sidste tid med sin mor for givet. Det må have været endog meget svært at være i alle de følelser på samme tid - i så lang tid. Forfatteren skriver autobiografisk om sine oplevelser med en utrolig præcision, lethed og helt uden naivitet.
Man siger, at tiden fra man er 13 til 18 år er enormt vigtige for et menneskes udvikling, og i dette tilfælde blev det samtidig Vilmas sidste tid med moren. At få en sådan fortælling serveret i romanform er enormt stærkt, rørende og ikke mindst tankevækkende, fordi det selvfølgelig minder os om livets forgængelighed. Samtidig fik romanen mine øjne op for en virkelighed, som vi, der endnu har været forskånet for kræftens brutale klør, ikke ser.
Vilma både skændes, griner og synger med sin mor. Hun ligger i sin seng og kan høre moren kaste uhæmmet op på badeværelset ved siden af, og skammer sig over sin egen handlingslammelse. Hun har et kærligt og åbent forhold til sin mor lige til det sidste. Alle dele af deres relation går lige i hjertekulen, også fordi forfatteren virkelig formår at skildre kompleksiteten ved ventesorgen og teenagefølelserne.
“Tænk ikke for meget på døden, det smitter” står der på en af det første sider i bogen. Citatet stammer fra en sangtekst fra bandet "Er de sjældne", som forfatterens mor, Solveig Sandnes, havde sammen med forfatteren Lone Hørslev. De otte små ord rammer plet i forhold til romanens budskaber. Bogen står som en brændende fakkel i det mørke, hvor mange børn med en syg forælder befinder sig. ‘Tænk ikke på mig’ aftabuiserer og afmystificerer døden og ikke mindst den såkaldte ventesorg, som de pårørende kan opleve i årevis. Derfor håber jeg, at Vilma Sandnes Johansson vil høste priser og ros for sit mod og skrivetalent, og at denne vedkommende og vigtige roman vil blive læst af mange.
Stærk debutroman er en bevægende fortælling om en pige, der bliver til kvinde, mens hendes mor er uhelbredeligt syg af kræft.
“Jeg er for lille til at hjælpe og for stor til at gå” står der et sted i ‘Tænk ikke på mig’. På fineste vis indkapsler denne lille sætning, hvad det er for problematikker, teenagepigen Vilma gennemgår i denne roman. Vilma er 13 år, da hendes mor får et tilbagefald af brystkræft, som hun desværre også havde, da Vilma var helt lille. Denne gang er kræften uhelbredelig, og familien, som består af Vilma, hendes mor Solveig og hendes lettere excentriske men kærlige, svenske pappa, får at vide, at Solveig har 6-48 måneder tilbage at leve i.
Vilma er både for lille til at være sygehjælper og tage ansvar for sin syge mor, og på samme tid er hun en selvstændig og forholdsvis moden teenager, som bor alene med sin mor og derfor er første vidne til morens gradvise kurs mod døden. Hun står på mange måder med et umuligt ansvar, som et ungt menneske ikke burde stå med.
Bogen består af korte kapitler om livets op og nedture som teenager og samtidig barn af en syg mor. Indimellem er der dagbogsudsnit fra sygdomsperioden og udsnit af Vilmas morbog - en slags dagbog med minder om moren, som hun startede efter morens død. Der er rørende og næsten humoristiske gengivelser af psykologsamtaler, enten kun med psykologens spørgsmål eller blot med Vilmas monologer til psykologen. Endelig er der afsnit kaldet “NU”, hvor Vilma reflekterer over tiden efter sygdomsperioden. Strukturen med de korte afsnit gjorde, at jeg slugte romanen i nærmest ét stykke, og til sidst sad jeg tilbage med tårerne trillende med at kinderne og en mærkelig form for tomhed, præcis som man forestiller sig, Vilma har følt, da Solveig endelig fik fred efter fem års sygdom.
Vilma er både stærk og skrøbelig på samme tid, som en teenager kan være og i dette tilfælde bliver nødt til at være. Det må ikke have været let hele tiden at skulle navigere i sine egne hormonelle udsving og samtidig passe på ikke at tage den sidste tid med sin mor for givet. Det må have været endog meget svært at være i alle de følelser på samme tid - i så lang tid. Forfatteren skriver autobiografisk om sine oplevelser med en utrolig præcision, lethed og helt uden naivitet.
Man siger, at tiden fra man er 13 til 18 år er enormt vigtige for et menneskes udvikling, og i dette tilfælde blev det samtidig Vilmas sidste tid med moren. At få en sådan fortælling serveret i romanform er enormt stærkt, rørende og ikke mindst tankevækkende, fordi det selvfølgelig minder os om livets forgængelighed. Samtidig fik romanen mine øjne op for en virkelighed, som vi, der endnu har været forskånet for kræftens brutale klør, ikke ser.
Vilma både skændes, griner og synger med sin mor. Hun ligger i sin seng og kan høre moren kaste uhæmmet op på badeværelset ved siden af, og skammer sig over sin egen handlingslammelse. Hun har et kærligt og åbent forhold til sin mor lige til det sidste. Alle dele af deres relation går lige i hjertekulen, også fordi forfatteren virkelig formår at skildre kompleksiteten ved ventesorgen og teenagefølelserne.
“Tænk ikke for meget på døden, det smitter” står der på en af det første sider i bogen. Citatet stammer fra en sangtekst fra bandet "Er de sjældne", som forfatterens mor, Solveig Sandnes, havde sammen med forfatteren Lone Hørslev. De otte små ord rammer plet i forhold til romanens budskaber. Bogen står som en brændende fakkel i det mørke, hvor mange børn med en syg forælder befinder sig. ‘Tænk ikke på mig’ aftabuiserer og afmystificerer døden og ikke mindst den såkaldte ventesorg, som de pårørende kan opleve i årevis. Derfor håber jeg, at Vilma Sandnes Johansson vil høste priser og ros for sit mod og skrivetalent, og at denne vedkommende og vigtige roman vil blive læst af mange.
Kommentarer