Anmeldelse
Syndflodens år af Eduardo Mendoza
- Log ind for at skrive kommentarer
Holder du af klassisk skæbnefortælling? Interesserer du dig for moderne spansk litteratur og Franco-tiden? Så und dig et par timer i selskab med spanske Eduardo Mendoza og hans lille mesterværk af en bog om den modige nonne og don juan’en.
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på 
Vi er i Spanien, anno 1950, i Barcelona-provinsen i Katalonien. Egnen hærges af tørke, civilgardister og oprørere mod Franco-diktaturet.
Her bor den rige godsejer Augusto de Aixelà de Collbató. Han er falangist, samler på middelalderlige billedskærerier og kvinder. En dag får Señoren besøg af priorinden for byens kloster og hospital, den modige og handlekraftige nonne, Søster Consuelo. Der er planer om at bygge et mere tidssvarende hospital, og Søster Consuelo har en vision om at ombygge det forfaldne hospital til alderdomshjem; med stor lidenskab prøver hun at overbevise den rige jordbesidder om projektets værdi og håber, at han vil finansiere ombygningen.
Gentagne møder kulminerer i, at hun forelsker sig i ham, og han forfører hende. Samtidig, og det virker helt symbolsk, resulterer den lange tørkeperiode i et voldsomt skybrud, en ren syndflod overskyller landskabet.
Men da den fromme Consuelo vil ofre alt for kærligheden, griber skæbnen ind. Skæbnen i skikkelse af en ædel bandit i bjergene forindrer hende i at forlade alt og opsøge sin godsejer. Som stikker af og afsløres som den egoistiske libertiner, han hele tiden har været. Den ugudelige røver derimod donerer, af ægte omsorg for de fattige, hele sin formue til hospitalets ombygning.
Priorinden dør 30 år efter, udslidt, på sit eget plejehjem, der nu er kommunalt. Hun har brugt sit liv i næstekærlighedens tjeneste på med dygtighed at forvandle forældede forsorgshjem til moderne institutioner. Hun forbliver nonne hele sit liv, men fortryder aldrig den lidenskabelige halve time, da hun brød sit kyskhedsløfte på godsejerens sofa. Og det er den erindring, hun har med sig på dødslejet: mindet om den eneste ”synd”, hun begik i sit liv og glæden over, at hun blev elsket.
Det er en fortælling om et på én gang blufærdigt og lidenskabeligt sind. Det er en fabel om landsbyliv og 50ernes sorte og hykleriske Franco-Spanien, hvor man med rette burde frygte for at støde omgivelserne, for at træde forkert, for at bryde normerne. Et samfund, der skabte mennesker, der forstillede sig hellere end de viste, hvad de virkelig følte og ønskede. Noget vi også kan bruge i dag?
Mendoza har gjort det så smukt, beskrevet så præcist, diskret og usentimentalt – med sikker, maskulin nøgternhed.
Så holder du af klassisk skæbnefortællekunst, vil Mendozas priorinde være én af dem, du husker.
Oversat af Hans Rasmussen. Gyldendal, 1994. 116 sider
- Log ind for at skrive kommentarer
Holder du af klassisk skæbnefortælling? Interesserer du dig for moderne spansk litteratur og Franco-tiden? Så und dig et par timer i selskab med spanske Eduardo Mendoza og hans lille mesterværk af en bog om den modige nonne og don juan’en.
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på
Vi er i Spanien, anno 1950, i Barcelona-provinsen i Katalonien. Egnen hærges af tørke, civilgardister og oprørere mod Franco-diktaturet.
Her bor den rige godsejer Augusto de Aixelà de Collbató. Han er falangist, samler på middelalderlige billedskærerier og kvinder. En dag får Señoren besøg af priorinden for byens kloster og hospital, den modige og handlekraftige nonne, Søster Consuelo. Der er planer om at bygge et mere tidssvarende hospital, og Søster Consuelo har en vision om at ombygge det forfaldne hospital til alderdomshjem; med stor lidenskab prøver hun at overbevise den rige jordbesidder om projektets værdi og håber, at han vil finansiere ombygningen.
Gentagne møder kulminerer i, at hun forelsker sig i ham, og han forfører hende. Samtidig, og det virker helt symbolsk, resulterer den lange tørkeperiode i et voldsomt skybrud, en ren syndflod overskyller landskabet.
Men da den fromme Consuelo vil ofre alt for kærligheden, griber skæbnen ind. Skæbnen i skikkelse af en ædel bandit i bjergene forindrer hende i at forlade alt og opsøge sin godsejer. Som stikker af og afsløres som den egoistiske libertiner, han hele tiden har været. Den ugudelige røver derimod donerer, af ægte omsorg for de fattige, hele sin formue til hospitalets ombygning.
Priorinden dør 30 år efter, udslidt, på sit eget plejehjem, der nu er kommunalt. Hun har brugt sit liv i næstekærlighedens tjeneste på med dygtighed at forvandle forældede forsorgshjem til moderne institutioner. Hun forbliver nonne hele sit liv, men fortryder aldrig den lidenskabelige halve time, da hun brød sit kyskhedsløfte på godsejerens sofa. Og det er den erindring, hun har med sig på dødslejet: mindet om den eneste ”synd”, hun begik i sit liv og glæden over, at hun blev elsket.
Det er en fortælling om et på én gang blufærdigt og lidenskabeligt sind. Det er en fabel om landsbyliv og 50ernes sorte og hykleriske Franco-Spanien, hvor man med rette burde frygte for at støde omgivelserne, for at træde forkert, for at bryde normerne. Et samfund, der skabte mennesker, der forstillede sig hellere end de viste, hvad de virkelig følte og ønskede. Noget vi også kan bruge i dag?
Mendoza har gjort det så smukt, beskrevet så præcist, diskret og usentimentalt – med sikker, maskulin nøgternhed.
Så holder du af klassisk skæbnefortællekunst, vil Mendozas priorinde være én af dem, du husker.
Oversat af Hans Rasmussen. Gyldendal, 1994. 116 sider
Kommentarer