Anmeldelse
§16 Systemet er en fantasi
- Log ind for at skrive kommentarer
Hybridværket Dominique af Monia Sander består af 16 tryksager. Poesi, foto, drama, prosa, interview og lovtekst, fordeler sig på forskellige medier. Genremæssigt er det eksperimenterende og ambitiøst, og resultatet er vellykket. Mannequindukken Dominique optrådte sidst i Dødens Triumf på Det Kongelige Teater i 1971, og følger man henvisningen til hjemmesiden kan man opleve hende på scenen. Sander skriver Dominique ind i en ny konstellation, hvor forfatter og dukke spejler sig i hinanden.
Værket præsenteres for læseren i en æske af tillokkende udseende. Man får straks fornemmelsen af at være kommet i besidelse af nogens dagbog, en privat skat. Et tyndtvævet klæde er foldet omkring en bunke papier i forskellige format og materiale. Indpakningen er inspireret af bogbinderkunstens oprindelige materialer, og udtrykket er på én gang rustikt og feminint på grænsen til romantisk. Det samlede produkt er i overhængende fare for at blive lidt for pæn og nysselig, men æskens fredsommelige udseende udfordres heldigvis af indholdets mere skarpe udtryk. Værket giver indtryk af at være et kunststykke som endnu ikke er færdigt, og blot venter på at blive samlet. Det kan være svært at få øje på værkets litterære kvalitet, idet værkets tekstmæssigt er ret begrænset. Men der er ingen tvivl om at der udtryksmæssigt er tale om et ganske unikt koncept, der rent æstetisk er smukt eksekveret.
Værkets forskellige elementer kan opleves uden hensyn til kronologi. Alligevel bør man begynde med den sammenrullede lovtekst, som findes øverst i kassen. Her bydes læseren velkommen og en række paragraffer informerer om værkets præmisser. Selvom der ikke er tale om decideret læsevejledning, giver denne første tekst indblik i hvilke regler læser og tekst må følge. Selve systemet er, som Sander skriver, en fantasi.
Poesi og drama, bliver hos Sander, konkretiseret igennem værkets form. At læse Dominique kræver aktiv handling fra læseren der først skal pakke ud, føle på produktet, og dernæst læse, lytte, se og forstå. Det er således en meget sanselig oplevelse hvor man konstant bliver mindet om værkets fysiske udformning. Folder, tekstrulle, unummererede akter, løsblade, hjemmeside med lyd og levende billeder skaber tilsammen en mosaik, gjort af brudstykker fra det samme oprindelige billede. De forskellige delelementer har hvert sit udtryk, men bevæger sig alligevel synkront inden for historiens ramme. Grænsen mellem Sander og Dominique er flydende og karakterens dobbelte udtryk viser sig især i interviewet, hvor der bliver spurgt og svaret med én stemme.
Selvom Sanders poesi stedvist producerer kultur – og samfundskritik, forbliver oplevelsen af værket overvejende introvert og personligt. Det humoristiske får heldigvis også lov til at spille en rolle hist og her, og det fungerer:
»§10 Landet frabeder sig spekulanter af enhver art, heriblandt feminister, racister, liberalister, anarkister, facister, socialister, militarister, kommunister, nazister, ekstremister, nationalister, kolonister, populister, utopister, ateister, islamister, nihilister, avant-gardister, mandschauvinister, prosaister, imperialister, havarister, ekspressionister, modister, motionister, modernister, artister, statister, turister, dadaister, surrealister, rødgardister, impressionister, lingvister, journalister, buddhister, baptister, terrorister, nudister, hinduister, sadister, guitarrister, cykelister, sofister, billister, register, filister, mister bister, klister, medister, bæster samt lister«.
De tre informationsfoldere er formet som indlægsseddelen i medicinpakker, men selve oplysningerne har karakter af sygejournal. Teksterne giver identiske svar men fra varierende perspektiv. Jeg, Dominique og patienten benytter alle samme terminologi, men intimiteten i jegs udtryksform er hos patienten reduceret til klinisk distance. Den indre/ydre fremstilling af samme tekst bliver en små-skizofren oplevelse, og betydningsmæssigt illustrerer de værkets samlede udtryk og fortælling. Sanders leg med form og udtryk er elegant og eksperimenterende, og selvom der er tale om en række meget forskellige elementer er der en tydelig tematisk sammenhæng.
Det samlede produkt er smukt udformet og vil vække begejstring hos enhver æstetiker. Men modtageren af Dominique bør nok have en særlig interesse for det sammensatte medie og poetiske virkemidler. Sander arbejder bevidst med det fragmentariske udtryk der illustrerer det grænsepsykotiske som gennemgående tema. Igennem Dominique offentliggøre Sander et meget personligt rum, og det er beundringsværdigt ærligt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Hybridværket Dominique af Monia Sander består af 16 tryksager. Poesi, foto, drama, prosa, interview og lovtekst, fordeler sig på forskellige medier. Genremæssigt er det eksperimenterende og ambitiøst, og resultatet er vellykket. Mannequindukken Dominique optrådte sidst i Dødens Triumf på Det Kongelige Teater i 1971, og følger man henvisningen til hjemmesiden kan man opleve hende på scenen. Sander skriver Dominique ind i en ny konstellation, hvor forfatter og dukke spejler sig i hinanden.
Værket præsenteres for læseren i en æske af tillokkende udseende. Man får straks fornemmelsen af at være kommet i besidelse af nogens dagbog, en privat skat. Et tyndtvævet klæde er foldet omkring en bunke papier i forskellige format og materiale. Indpakningen er inspireret af bogbinderkunstens oprindelige materialer, og udtrykket er på én gang rustikt og feminint på grænsen til romantisk. Det samlede produkt er i overhængende fare for at blive lidt for pæn og nysselig, men æskens fredsommelige udseende udfordres heldigvis af indholdets mere skarpe udtryk. Værket giver indtryk af at være et kunststykke som endnu ikke er færdigt, og blot venter på at blive samlet. Det kan være svært at få øje på værkets litterære kvalitet, idet værkets tekstmæssigt er ret begrænset. Men der er ingen tvivl om at der udtryksmæssigt er tale om et ganske unikt koncept, der rent æstetisk er smukt eksekveret.
Værkets forskellige elementer kan opleves uden hensyn til kronologi. Alligevel bør man begynde med den sammenrullede lovtekst, som findes øverst i kassen. Her bydes læseren velkommen og en række paragraffer informerer om værkets præmisser. Selvom der ikke er tale om decideret læsevejledning, giver denne første tekst indblik i hvilke regler læser og tekst må følge. Selve systemet er, som Sander skriver, en fantasi.
Poesi og drama, bliver hos Sander, konkretiseret igennem værkets form. At læse Dominique kræver aktiv handling fra læseren der først skal pakke ud, føle på produktet, og dernæst læse, lytte, se og forstå. Det er således en meget sanselig oplevelse hvor man konstant bliver mindet om værkets fysiske udformning. Folder, tekstrulle, unummererede akter, løsblade, hjemmeside med lyd og levende billeder skaber tilsammen en mosaik, gjort af brudstykker fra det samme oprindelige billede. De forskellige delelementer har hvert sit udtryk, men bevæger sig alligevel synkront inden for historiens ramme. Grænsen mellem Sander og Dominique er flydende og karakterens dobbelte udtryk viser sig især i interviewet, hvor der bliver spurgt og svaret med én stemme.
Selvom Sanders poesi stedvist producerer kultur – og samfundskritik, forbliver oplevelsen af værket overvejende introvert og personligt. Det humoristiske får heldigvis også lov til at spille en rolle hist og her, og det fungerer:
»§10 Landet frabeder sig spekulanter af enhver art, heriblandt feminister, racister, liberalister, anarkister, facister, socialister, militarister, kommunister, nazister, ekstremister, nationalister, kolonister, populister, utopister, ateister, islamister, nihilister, avant-gardister, mandschauvinister, prosaister, imperialister, havarister, ekspressionister, modister, motionister, modernister, artister, statister, turister, dadaister, surrealister, rødgardister, impressionister, lingvister, journalister, buddhister, baptister, terrorister, nudister, hinduister, sadister, guitarrister, cykelister, sofister, billister, register, filister, mister bister, klister, medister, bæster samt lister«.
De tre informationsfoldere er formet som indlægsseddelen i medicinpakker, men selve oplysningerne har karakter af sygejournal. Teksterne giver identiske svar men fra varierende perspektiv. Jeg, Dominique og patienten benytter alle samme terminologi, men intimiteten i jegs udtryksform er hos patienten reduceret til klinisk distance. Den indre/ydre fremstilling af samme tekst bliver en små-skizofren oplevelse, og betydningsmæssigt illustrerer de værkets samlede udtryk og fortælling. Sanders leg med form og udtryk er elegant og eksperimenterende, og selvom der er tale om en række meget forskellige elementer er der en tydelig tematisk sammenhæng.
Det samlede produkt er smukt udformet og vil vække begejstring hos enhver æstetiker. Men modtageren af Dominique bør nok have en særlig interesse for det sammensatte medie og poetiske virkemidler. Sander arbejder bevidst med det fragmentariske udtryk der illustrerer det grænsepsykotiske som gennemgående tema. Igennem Dominique offentliggøre Sander et meget personligt rum, og det er beundringsværdigt ærligt.
Kommentarer