Anmeldelse
Squeeze play af Paul Benjamin
"Begavet skriveøvelse" skriver en anmelder om denne bog. Men pågældende avisanmelder skrev også, at det var et bud på Paul Austers senere eksistentialistiske overvejelser.
Jeg synes også, at man kan kalde den en meget underholdende pastiche.
Auster var ung og havde en familie at forsørge, da han skrev denne lille historie for at "få smør på brødet". Han udgav den under pseudonymet Paul Benjamin, og den indbragte kun 1000 $, fortæller han i den selvbiografiske bog 'Hand to mouth' fra 1997, som han gav den lidt krukkede undertitel: 'A Cronicle of Early Failure'. Efter et lidt tamt selvbiografisk afsnit finder man 3 eksempler på de omtalte 'fiaskoer'. Nogle absurde skuespil og så denne knaldromanspastiche, som er opkaldt efter et baseball-udtryk.
Men det er en aldeles stilsikker pastiche, det er det rene 'Chandler & Hammett'. Den desillusionerede private-eye Max Klein kontaktes af en forhenværende stjerne-baseballspiller, George Chapman, der har modtaget et trusselsbrev. Brevet hentyder måske/måske ikke til den ulykke, hvor Chapman mistede det ene ben.
Nu skal Klein så finde ud af, om Chapman virkelig er den pletfri person, han fremstår som. Hvorfor ejeren af baseballholdet afskyr ham, hvorfor den smukke enke flirter vildt, og om hun stadigvæk har en affære med en universitetsprofessor. Vi møder også nogle mafiabosser og et par forrygende gorillaer, der havde tænkt sig at gemme vor helt lidt af vejen i en nedlagt grusgrav.
Plottet har det hele, tilmed en 180 graders drejning til allersidst, detektiven er nøjagtigt så cool, blød og melankolsk, som han skal være. En lille trist kærlighedshistorie er der også plads til, Klein elsker stadig sin ex-kone og hun ham. Men han må afvise hende og følge den endegyldige pastiche: "A man's gotta do, what a man's gotta do…"
Den falske kvinde er heller ikke noget for ham, så han står ene tilbage, skubber hatten ned i panden og slår kraven op mod regnen, i overført betydning. "Casablanca" kører lige i reprise på min indre skærm. Alle de rigtige ingredienser er der i den rigtige blanding. Dejlig bog.
Oversat af Jette Røssell. Forlaget Per Kofod, 2003. 250 sider. Kr. 278,-
Anbefaling af Illusionernes bog af Paul Auster
Artikel om New Yorker-melankolikeren Paul Auster
Artikel om Auggie Wrens Julefortælling af Paul Auster
"Begavet skriveøvelse" skriver en anmelder om denne bog. Men pågældende avisanmelder skrev også, at det var et bud på Paul Austers senere eksistentialistiske overvejelser.
Jeg synes også, at man kan kalde den en meget underholdende pastiche.
Auster var ung og havde en familie at forsørge, da han skrev denne lille historie for at "få smør på brødet". Han udgav den under pseudonymet Paul Benjamin, og den indbragte kun 1000 $, fortæller han i den selvbiografiske bog 'Hand to mouth' fra 1997, som han gav den lidt krukkede undertitel: 'A Cronicle of Early Failure'. Efter et lidt tamt selvbiografisk afsnit finder man 3 eksempler på de omtalte 'fiaskoer'. Nogle absurde skuespil og så denne knaldromanspastiche, som er opkaldt efter et baseball-udtryk.
Men det er en aldeles stilsikker pastiche, det er det rene 'Chandler & Hammett'. Den desillusionerede private-eye Max Klein kontaktes af en forhenværende stjerne-baseballspiller, George Chapman, der har modtaget et trusselsbrev. Brevet hentyder måske/måske ikke til den ulykke, hvor Chapman mistede det ene ben.
Nu skal Klein så finde ud af, om Chapman virkelig er den pletfri person, han fremstår som. Hvorfor ejeren af baseballholdet afskyr ham, hvorfor den smukke enke flirter vildt, og om hun stadigvæk har en affære med en universitetsprofessor. Vi møder også nogle mafiabosser og et par forrygende gorillaer, der havde tænkt sig at gemme vor helt lidt af vejen i en nedlagt grusgrav.
Plottet har det hele, tilmed en 180 graders drejning til allersidst, detektiven er nøjagtigt så cool, blød og melankolsk, som han skal være. En lille trist kærlighedshistorie er der også plads til, Klein elsker stadig sin ex-kone og hun ham. Men han må afvise hende og følge den endegyldige pastiche: "A man's gotta do, what a man's gotta do…"
Den falske kvinde er heller ikke noget for ham, så han står ene tilbage, skubber hatten ned i panden og slår kraven op mod regnen, i overført betydning. "Casablanca" kører lige i reprise på min indre skærm. Alle de rigtige ingredienser er der i den rigtige blanding. Dejlig bog.
Oversat af Jette Røssell. Forlaget Per Kofod, 2003. 250 sider. Kr. 278,-
Anbefaling af Illusionernes bog af Paul Auster
Artikel om New Yorker-melankolikeren Paul Auster
Artikel om Auggie Wrens Julefortælling af Paul Auster
Kommentarer