Anmeldelse
Sort land – fortællinger fra ghettoen
Ahmad Mahmouds personlige beskrivelse af opvæksten i ghettoen Askerød er en rystende og vigtig beretning fra et dansk parallelsamfund.
Velkommen til Askerød, en af de store almennyttige boligbebyggelser på den københavnske vestegn af præfabrikerede betonkomponenter. Udsigten fra lejlighederne er haver fyldt op med ødelagte køleskabe og sofaer med skimmelsvamp. I horisonten kan de yngste beboere skimte kontanthjælp og en hel masse børn.
Forfatteren Ahmad Mahmoud har taget en uddannelse og fået et arbejde som maskinmester. Han forlod den såkaldte ghetto, da han blev voksen og lagde en barndom bag sig med tæsk, tvang og tyranni. Dette er dog ikke hans succeshistorie. Det er en bog om en dansk invanderghetto med egne love og regler og en autoritær og voldelig opdragelseskultur:
”Den handler om ghettoen – om det liv, der leves dér; den kultur, der hersker. Den opretholdes gennem en stram kollektiv kontrol, som forhindrer individuel frihed og personlig udvikling – man ønsker at bevare status quo, at hver generation kopierer den forrige og i hvert fald ikke bryder med kulturen og finder sin egen vej.”
Forfatteren indskærper i forordet, at ’Sort Land’ handler om kultur i bestemte områder – ikke om etnicitet eller religion. Bogen skal ikke misbruges til at skabe fjendebilleder og grave dybere grøfter, end der er i forvejen. Ahmad ønsker derimod at oplyse og udrydde misforståelser. Som for eksempel den udbredte fejlslutning, at medlemmerne af parallelsamfundet ønsker at være en del af det danske samfund. Der er ikke nogen imam eller patriark på forfatterens vej, der har opfordret til sameksistens med de vantro danskere.
Ahmad Mahmoud angriber tillige ”Insha´Allah -Kulturen” og dens ansvarsfralæggelse. Det er Guds ønske, hvis jeg føder ti børn, kører for stærkt eller trækker min kniv. Sidst men ikke mindst retter forfatterens opråb sig mod den voldelige og autoritære opdragelseskultur og machoidealerne i den etniske underklasse. Han stiler sit opråb og oprør til parallelsamfundene, men der ligger også en klar henstilling til det danske samfund om at smide berøringsangsten, gå i dialog og handle for de kommende generationers skyld. Disse budskaber og aftabuiseringer fortjener et stort publikum. Vil man have historien serveret litterært, bør man læse Yahya Hassan.
Ahmad Mahmouds personlige beskrivelse af opvæksten i ghettoen Askerød er en rystende og vigtig beretning fra et dansk parallelsamfund.
Velkommen til Askerød, en af de store almennyttige boligbebyggelser på den københavnske vestegn af præfabrikerede betonkomponenter. Udsigten fra lejlighederne er haver fyldt op med ødelagte køleskabe og sofaer med skimmelsvamp. I horisonten kan de yngste beboere skimte kontanthjælp og en hel masse børn.
Forfatteren Ahmad Mahmoud har taget en uddannelse og fået et arbejde som maskinmester. Han forlod den såkaldte ghetto, da han blev voksen og lagde en barndom bag sig med tæsk, tvang og tyranni. Dette er dog ikke hans succeshistorie. Det er en bog om en dansk invanderghetto med egne love og regler og en autoritær og voldelig opdragelseskultur:
”Den handler om ghettoen – om det liv, der leves dér; den kultur, der hersker. Den opretholdes gennem en stram kollektiv kontrol, som forhindrer individuel frihed og personlig udvikling – man ønsker at bevare status quo, at hver generation kopierer den forrige og i hvert fald ikke bryder med kulturen og finder sin egen vej.”
Forfatteren indskærper i forordet, at ’Sort Land’ handler om kultur i bestemte områder – ikke om etnicitet eller religion. Bogen skal ikke misbruges til at skabe fjendebilleder og grave dybere grøfter, end der er i forvejen. Ahmad ønsker derimod at oplyse og udrydde misforståelser. Som for eksempel den udbredte fejlslutning, at medlemmerne af parallelsamfundet ønsker at være en del af det danske samfund. Der er ikke nogen imam eller patriark på forfatterens vej, der har opfordret til sameksistens med de vantro danskere.
Ahmad Mahmoud angriber tillige ”Insha´Allah -Kulturen” og dens ansvarsfralæggelse. Det er Guds ønske, hvis jeg føder ti børn, kører for stærkt eller trækker min kniv. Sidst men ikke mindst retter forfatterens opråb sig mod den voldelige og autoritære opdragelseskultur og machoidealerne i den etniske underklasse. Han stiler sit opråb og oprør til parallelsamfundene, men der ligger også en klar henstilling til det danske samfund om at smide berøringsangsten, gå i dialog og handle for de kommende generationers skyld. Disse budskaber og aftabuiseringer fortjener et stort publikum. Vil man have historien serveret litterært, bør man læse Yahya Hassan.
Kommentarer