Anmeldelse
Sommerbarn af Kirsten Myers
Gribende, socialrealistisk debutroman om et landbomiljø i 1960’ernes Østjylland, hvor en lille pige udsættes for massivt omsorgssvigt.
Kirsten Myers (1957) er født og opvokset i Danmark og bor i dag i Pennsylvania. ’Sommerbarn’ er hendes forfatterdebut, og det er en hjerteskærende og grum historie, Kirsten Myers fortæller. Det er en historie om massivt omsorgssvigt i en dysfunktionel familie, men det er også en historie om at være barn og gå i skole på landet i 1960’erne. Hovedpersonen Anne, som er bogens fortæller, vokser op på en proprietærgård i Østjylland med far, mor, storebror Troels og farfar. Faren fik gården billigt mod at lade farfaren blive boende. Det var måske en høj pris, for farfaren er en gammel hustyran. Troels er mors dreng, og før Anne kom til verden, havde forældrene fået datteren Vibeke, som døde. Vibeke var fars pige og en lille engel. Anne er ingens barn, og hun ved, at hun aldrig kan blive en erstatning for søsteren.
På overfladen er der tale om en helt almindelig, pæn og velstående landbofamilie, men under overfladen gemmer sig mange hemmeligheder. Både faren og broren har et massivt alkoholmisbrug, moren er sur og tvær og liver kun op, når der skal festes igennem, eller når hun møder andre forældre. Så bliver hun til gengæld til ”Ghita Nørby” med rød mund, stort smil og en helt anden stemme. Troels er beskrevet som en rendyrket psykopat, der kan sno moren om sin lillefinger, mens han piner og plager Anne, når ingen ser det. Han forgriber sig både psykisk og fysisk på Anne og gør livet til et helvede for hende. Når hun en enkelt gang klager til moren over broren, giver moren hende selv skylden. Anne higer efter at opnå sin mors kærlighed, men hun får den aldrig. Hun kaster derfor sin kærlighed på de katte, som Troels altid ender med at slå ihjel.
Jeg håber ikke og tror ikke, at mange familier har været som Annes. Til gengæld genkender jeg fuldstændig beskrivelsen af Annes skoletid i forskolen. Det var en skole præget af snobberi og snæversyn, som fuldstændig accepterede lokalsamfundets hierarki, hvor landarbejdere og tilflyttere var nederst i hierarkiet under husmænd, bønder, proprietærer og godsejere.
Anne er et opvakt og lærenemt barn, så man kan undre sig over, at hun ikke går til sine lærere eller andre voksne omkring overgrebene. Men ville man have troet på hende? Hun kommer jo fra en pæn og velstående familie. Når andre voksne en enkelt gang spørger til hendes velbefindende, lukker hun af, forsvarer sin familie og giver sin klodsethed skylden for alle de blå mærker. Ind imellem tror hun faktisk på, at det er hendes egen skyld. Anne er det, som Erling Jepsen kalder ”Det oversamarbejdende barn”.
Skønt der er tale om en roman, fornemmer jeg, at der må ligge barndomsoplevelser bag Kirsten Myers roman. Det er en barsk roman, og jeg blev så dårlig flere gange under læsningen, at jeg måtte lægge bogen fra mig. Der synes dog at være et håb for fremtiden.
Gribende, socialrealistisk debutroman om et landbomiljø i 1960’ernes Østjylland, hvor en lille pige udsættes for massivt omsorgssvigt.
Kirsten Myers (1957) er født og opvokset i Danmark og bor i dag i Pennsylvania. ’Sommerbarn’ er hendes forfatterdebut, og det er en hjerteskærende og grum historie, Kirsten Myers fortæller. Det er en historie om massivt omsorgssvigt i en dysfunktionel familie, men det er også en historie om at være barn og gå i skole på landet i 1960’erne. Hovedpersonen Anne, som er bogens fortæller, vokser op på en proprietærgård i Østjylland med far, mor, storebror Troels og farfar. Faren fik gården billigt mod at lade farfaren blive boende. Det var måske en høj pris, for farfaren er en gammel hustyran. Troels er mors dreng, og før Anne kom til verden, havde forældrene fået datteren Vibeke, som døde. Vibeke var fars pige og en lille engel. Anne er ingens barn, og hun ved, at hun aldrig kan blive en erstatning for søsteren.
På overfladen er der tale om en helt almindelig, pæn og velstående landbofamilie, men under overfladen gemmer sig mange hemmeligheder. Både faren og broren har et massivt alkoholmisbrug, moren er sur og tvær og liver kun op, når der skal festes igennem, eller når hun møder andre forældre. Så bliver hun til gengæld til ”Ghita Nørby” med rød mund, stort smil og en helt anden stemme. Troels er beskrevet som en rendyrket psykopat, der kan sno moren om sin lillefinger, mens han piner og plager Anne, når ingen ser det. Han forgriber sig både psykisk og fysisk på Anne og gør livet til et helvede for hende. Når hun en enkelt gang klager til moren over broren, giver moren hende selv skylden. Anne higer efter at opnå sin mors kærlighed, men hun får den aldrig. Hun kaster derfor sin kærlighed på de katte, som Troels altid ender med at slå ihjel.
Jeg håber ikke og tror ikke, at mange familier har været som Annes. Til gengæld genkender jeg fuldstændig beskrivelsen af Annes skoletid i forskolen. Det var en skole præget af snobberi og snæversyn, som fuldstændig accepterede lokalsamfundets hierarki, hvor landarbejdere og tilflyttere var nederst i hierarkiet under husmænd, bønder, proprietærer og godsejere.
Anne er et opvakt og lærenemt barn, så man kan undre sig over, at hun ikke går til sine lærere eller andre voksne omkring overgrebene. Men ville man have troet på hende? Hun kommer jo fra en pæn og velstående familie. Når andre voksne en enkelt gang spørger til hendes velbefindende, lukker hun af, forsvarer sin familie og giver sin klodsethed skylden for alle de blå mærker. Ind imellem tror hun faktisk på, at det er hendes egen skyld. Anne er det, som Erling Jepsen kalder ”Det oversamarbejdende barn”.
Skønt der er tale om en roman, fornemmer jeg, at der må ligge barndomsoplevelser bag Kirsten Myers roman. Det er en barsk roman, og jeg blev så dårlig flere gange under læsningen, at jeg måtte lægge bogen fra mig. Der synes dog at være et håb for fremtiden.
Kommentarer