Anmeldelse
Som et muldyr der bringer flødeis til solen
Nigerianske Morayo har levet et langt liv i flere forskellige lande med racisme som ledsager. Romanen er en varm hyldest til mangfoldighed i verden.
Snart fylder Morayo Da Silva 75 år i det farverige kvarter i San Francisco, hvor hun har boet i 20 år. Hun fortæller gerne om sit afrikanske ophav og de afrikanske folks varme. Den smukke og farverige fortælling skildrer en livsnyder og verdensborger, der dog har racismen siddende i hver eneste fiber i kroppen. En mangfoldig verden udfoldet på bare 135 sider, men personerne sidder i kroppen længe efter læsningen.
Morayo har været professor i engelsk litteratur og har lejligheden fuld af bøger og romanfigurer, sine litterære venner, som hun er i stadig dialog med. Det er heller ikke svært at blive litterær ven med romanfiguren Morayo. Hun lever livet fuldt ud og nyder grinende ekstravagante vaner og en hurtig bossa nova. Hun kører rundt i sin gamle Porsche, Smørblomst, flirter med yngre mænd på gaden og elsker den daglige kontakt til folk i hverdagen. Blandt de mange bekendte er den unge veninde Sunshine, den hjemløse Grateful Dead-fan Sage, postbuddet Li Wei og den palæstinensiske Dawud, som er indehaver af en lille butik. Mens hverdagen glider forbi, blander tankerne om hjemlandet og rødderne i Nigeria sig ind i hendes fortælling.
Morayos sprudlende væsen og hendes passion for sit afrikanske ophav fornemmes fra først kapitel, hvor hun løsner sin cornrows og iklæder sig sit hjemlands klædedragt en farverig wrappa, som hun vikler om sig, hvorefter hun vælger et gult stykke stof at vikle om håret. Den selvstændige kvinde er klar til at sætte colorit på endnu en helt almindelig dag.
Men en dag falder Morayo og bliver hofteopereret, og her får hun brug for mere end blot bekendte. Tanker og drømme om sit ophav i Nigeria og hendes tilhørsforhold begynder at trænge sig mere på. Indeni føler hun sig ikke gammel, men meget tyder på, at folk omkring hende har en anden opfattelse af hendes alder. Hun nægter dog at overgive sig:
”Galskab, tænker jeg. Vanvittigt. Alderdommen er som en massakre. Der er ikke plads til tøsedrenge. Der er ikke plads til kærlighedssange.”
Romanen er både fortalt med Morayos sjove og selvironiske stemme og med stemmer fra de mennesker, som omgiver hende. Den flerstemmighed får de vægtige temaer til at træde frem med mange nuancer.
Sarah Ladipo Manyikas roman udfolder en mangfoldighed af mennesker, så de bliver levende og hele - samtidig behandler den tab, brud, ensomhed og en indgående strukturel racisme i en globaliseret verden.
Nigerianske Morayo har levet et langt liv i flere forskellige lande med racisme som ledsager. Romanen er en varm hyldest til mangfoldighed i verden.
Snart fylder Morayo Da Silva 75 år i det farverige kvarter i San Francisco, hvor hun har boet i 20 år. Hun fortæller gerne om sit afrikanske ophav og de afrikanske folks varme. Den smukke og farverige fortælling skildrer en livsnyder og verdensborger, der dog har racismen siddende i hver eneste fiber i kroppen. En mangfoldig verden udfoldet på bare 135 sider, men personerne sidder i kroppen længe efter læsningen.
Morayo har været professor i engelsk litteratur og har lejligheden fuld af bøger og romanfigurer, sine litterære venner, som hun er i stadig dialog med. Det er heller ikke svært at blive litterær ven med romanfiguren Morayo. Hun lever livet fuldt ud og nyder grinende ekstravagante vaner og en hurtig bossa nova. Hun kører rundt i sin gamle Porsche, Smørblomst, flirter med yngre mænd på gaden og elsker den daglige kontakt til folk i hverdagen. Blandt de mange bekendte er den unge veninde Sunshine, den hjemløse Grateful Dead-fan Sage, postbuddet Li Wei og den palæstinensiske Dawud, som er indehaver af en lille butik. Mens hverdagen glider forbi, blander tankerne om hjemlandet og rødderne i Nigeria sig ind i hendes fortælling.
Morayos sprudlende væsen og hendes passion for sit afrikanske ophav fornemmes fra først kapitel, hvor hun løsner sin cornrows og iklæder sig sit hjemlands klædedragt en farverig wrappa, som hun vikler om sig, hvorefter hun vælger et gult stykke stof at vikle om håret. Den selvstændige kvinde er klar til at sætte colorit på endnu en helt almindelig dag.
Men en dag falder Morayo og bliver hofteopereret, og her får hun brug for mere end blot bekendte. Tanker og drømme om sit ophav i Nigeria og hendes tilhørsforhold begynder at trænge sig mere på. Indeni føler hun sig ikke gammel, men meget tyder på, at folk omkring hende har en anden opfattelse af hendes alder. Hun nægter dog at overgive sig:
”Galskab, tænker jeg. Vanvittigt. Alderdommen er som en massakre. Der er ikke plads til tøsedrenge. Der er ikke plads til kærlighedssange.”
Romanen er både fortalt med Morayos sjove og selvironiske stemme og med stemmer fra de mennesker, som omgiver hende. Den flerstemmighed får de vægtige temaer til at træde frem med mange nuancer.
Sarah Ladipo Manyikas roman udfolder en mangfoldighed af mennesker, så de bliver levende og hele - samtidig behandler den tab, brud, ensomhed og en indgående strukturel racisme i en globaliseret verden.
Kommentarer