Soldat Varlot af Jacques Tardi

Nøgternt, stilfærdigt og måske derfor så utroligt rædselsfuldt grusomt. Fornem tegneserie om Første Verdenskrigs absurditet i fine detaljer og tykke streger.

Det er en signatur for den franske tegner Jacques Tardi at bruge tyk, tykkere og fedeste streger til at skabe helt utroligt detaljerede, realistiske og ofte historisk korrekte billeder. Det har vi før set i den mesterlige Folkets røst, der i fire bind beretter om de voldsomme dage under Pariserkommunen.

I Soldat Varlot fører Tardi os rundt i Første Verdenskrigs absurde og meningsløse myrderier, hånd i hånd med en fransk soldat, der flere gange mirakuløst slipper uskadt fra bombardementer, der ellers udsletter alle omkring ham så hænder, tarme og andre afrevne lemmer flyver rundt på tegneseriens sennepsgasgule sider. Som et spøgelse eller en søvngænger bevæger Varlot sig flakkende fra skyttegravsangreb gennem bombekrøllet pigtråd, mudder og allestedsnærværende død og ødelæggelse. Fra fronten, via et granatnedslag over et feltlazaret til arresten, hvor rekrutternes ilddåb er at aflive uvillige skyttegravsveteraner og til byen Mons.

Der afleverer han ædelt en kammerats selvmordsbrev og vender så tilbage til fronten gennem ”de løbegrave, der havde været vundet hundrede gange af franskmændene og hundrede gange af tyskerne”. Soldat Varlot er gennemsyret af krigens inerti og afspejler for eksempel elegant Vestfrontens fastlåste stillingskrig ved at lade det samme billede af et granatnedslags totale destruktion være både det første og sidste i tegneserien. Ligeledes viser den, hvorledes den enkelte soldats håb, mod og heltedåd bliver totalt forvansket af krigsmaskinens kværnen.

Der er måske ikke tale om verdenshistoriens største fortælling. I bund og grund er historien om Soldat Varlot blot en lille fortælling, der til trods for konstante øresønderrivende bombenedslag ikke er båret af en stram spændingskurve og tiltagende klimaks. Det er en lille fortælling i den store fortælling om Første Verdenskrig, om skyttegravene, om de hensynsløse befalingsmænd og om de ødelæggende konsekvenser for civilsamfundet. Det er med andre ord en lille fortælling, der rummer den store fortællings livsfornægtende umenneskelighed, fortvivlende meningsløshed og uendelige nytteløshed. En lille fortælling, der helt undseeligt både griber soldatens fatale tilvænning til frontens stadige dødstrussel og hans angst ved mødet med den tomme landsbys tyngende stilhed med udsagn som:

”I måneder og atter måneder havde det været granaternes drøn, der lagde rytmen i hvert sekund af mit liv … I stilheden hørte jeg ikke andet end mit eget blod, som dunkede i ørerne”

Og det er meget, meget fint gjort. Nøgternt, stilfærdigt og måske derfor så utroligt rædselsfuldt grusomt.

Skrevet af Frederik Schøler