Dejlig slægtsroman om den etbenede Sofie, som med et ukueligt livsmod vokser op i 1930’ernes Danmark.
Anbefalet af bibliotekar Jette S. F. Holst, Horsens Bibliotek
Sofie vokser op ved Isefjorden sammen med sin mor, kaldet Malle, der er klog på urter, og faren Sven, der arbejder i skoven og er kendt langt omkring for sit røde skæg og sine stærke meninger. De er langt fra rige, men klarer sig alligevel udmærket med ålefangsten og det, Sven kan skyde i skoven.
Som lille pige mister Sofie det ene ben ved et uheld. Det manglende ben er ikke det store handicap, for hun er en stærk pige, der nok ved, hvad hun vil. Det sætter dog enkelte fysiske begrænsninger, men Sofie er dygtig i skolen, og målet er, at hun skal være skolelærerinde.
Sofies stærke vilje hjælper hende gennem meget. Da nogen af børnene fra mosen ikke vil lege med hende, fordi hendes far ”har skudt en mand”, opsøger hun dem hjemme og får dem alligevel til at acceptere hende, selvom mor Malle egentlig har forbudt hende at gå ned i mosen.
Malle vil gerne lære hende om planterne og deres virkning, men det vil Sofie ikke. Hun interesserer sig ikke for den slags og er næsten bange for planternes magt. Ligeledes har hun svært ved at acceptere, at moderen hjælper unge piger, som er kommet galt af sted. Men det forhindrer hende ikke i at elske moderen meget højt.
Hun elsker også Kristian, nabodrengen. Han er en lang, tynd starut, som hun har leget med, siden hun var ganske lille. De to har fisket ål sammen og gået på krybskytteri efter gæs og meget andet. Efterhånden som de vokser op, begynder de at se på hinanden med andre øjne, og til stor glæde for forældrene finder de også sammen.
”Sofie” er første del af en trilogi, der fortsætter med ”Kristian” og slutter af med ”Mads”. Det er en utroligt dejlig roman, som fortæller en livsbekræftende historie om en ung pige, hvis liv ikke er en dans på roser, men som ved hjælp af sin stærke vilje og store livsglæde alligevel kommer godt i vej.
Det er også en fortælling om Danmark i 1930’erne, hvor det stadigvæk var almindeligt at bruge stalden som lokum, og hvor en radio for de fleste var en uopnåelig drøm.
Ole Frøstrup fortæller overbevisende om hverdagen blandt fattigfolk og arbejdere og giver et troværdigt tidsbillede. Selvom romanen langt fra er rosenrød, får Ole Frøstrup også puttet lidt humor ind. Blandt andet er historien om farfarens begravelse så morsomt beskrevet, at jeg måtte sidde og klukke lidt for mig selv. Ole Frøstrup skriver flydende, og kun dialogerne halter lidt i mine øjne.
Men det opvejes helt af den gode historie. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse næste bind, som foregår under 2. verdenskrig, og tredje bind, der slutter generationstrilogien af i 1970’erne.
Frøstrup, Ole: Sofie. Rosa, 1996. - 346 sider
Links:
Forfatterportræt af Ole Frøstrup
Anbefaling af Ole Frøstrups 'Kristian' på Litteratursiden
Lån bogen på 
eller 
Kommentarer