Anmeldelse
Søtrolden
En underholdende og fantasifuld tegneseriebog, der kan læses højt fra ca. 5 år, og som de lidt større børn vil have stor fornøjelse af at læse selv.
'Søtrolden' er den anden fortælling om brødrene Pi og Peder, der som de fleste søskende ikke altid er enige. De har dog en ubændig eventyrlyst til fælles, og denne gang leder deres nysgerrighed dem helt ned til havets bund i selskab med en talende kat og en oldefar med krudt i.
Forfatter Bjørn Ousland er god til at ramme den rette balance af hygge og uhygge, noget han har demonstreret i flere billedbøger og senest i det fantastiske første bind om brødrene Pi og Peder, der hedder Drømmetræet. Denne nye fortælling om de to drenge kan læses uafhængigt af den første, og har et andet fokus end denne. Hvor første bind handlede om den nok meget almindelige men samtidig tabubelagte fantasi om at slippe af med en irriterende lillebror eller lillesøster, er denne historie på en eller anden måde mere fri og vild, og der er ikke en tydelig morale på samme måde.
Denne gang lægger Ousland sit fantasifulde tæppe af ideer ned over en lidt kedelig familieferie. Mor og far og to drenge er taget på ferie i et gammelt hus på en ensomt-beliggende ø. Dette hus var engang børnenes oldefars hus, og da det knirker og knager i træværket, fortæller forældrene, om den forsvundne oldefar, der måske hjemsøger huset. Den nysgerrige Pi er straks fyr og flamme og sammen med sin lillebror og katten Mons, der lige pludselig kan tale, går han på opdagelse på loftet. Her finder de tre et kort og en kikkert, der leder dem hen til en mystisk plet på det øde hav, hvor mysteriet om den forsvundne oldefar bliver opklaret dybt under havets overflade. Bogen ender selvfølgelig godt, og drengene vender sikkert hjem til øen uden at forældrene overhovedet har fattet, hvad der er foregået.
Bogen minder mig en smule om den elskede klassiker ’Min morfar er sørøver’ af Jan Lööf, både fordi oldefaren her er en vaskeægte sømand med træben, men især fordi børnene og oldefaren deler det her spændende eventyr, som ikke inkluderer børnenes forældre. Forældrene ænser ikke den magi og det eventyr, der er omkring dem, mens der er en intuitiv forståelse og et bånd mellem børnene og den piberygende oldefar, som i årevis har været fange hos den frygtindgydende søtrold. Søtrolden og dens hjælper kæmpeblæksprutten er lige tilpas mørkt og uhyggeligt tegnede, men inden læseren bliver alt for bange, fortæller oldefaren os heldigvis, hvordan han har undgået at blive ædt af monsteret. Den skrækindjagende søtrold elsker simpelthen at blive kløet på ryggen.
Handlingens blanding af relativt almindelige børn som Pi og hans lillebror Peder og fantasifulde mytologiske væsner som søtrolde og kæmpeblæksprutter fungerer helt perfekt. Og sammen med de farverige tegninger af undervandsvæsner som myldrende krabber og brandmænd med deres slimede tråde vil historien sætte gang i de fleste børns fantasi.
En underholdende og fantasifuld tegneseriebog, der kan læses højt fra ca. 5 år, og som de lidt større børn vil have stor fornøjelse af at læse selv.
'Søtrolden' er den anden fortælling om brødrene Pi og Peder, der som de fleste søskende ikke altid er enige. De har dog en ubændig eventyrlyst til fælles, og denne gang leder deres nysgerrighed dem helt ned til havets bund i selskab med en talende kat og en oldefar med krudt i.
Forfatter Bjørn Ousland er god til at ramme den rette balance af hygge og uhygge, noget han har demonstreret i flere billedbøger og senest i det fantastiske første bind om brødrene Pi og Peder, der hedder Drømmetræet. Denne nye fortælling om de to drenge kan læses uafhængigt af den første, og har et andet fokus end denne. Hvor første bind handlede om den nok meget almindelige men samtidig tabubelagte fantasi om at slippe af med en irriterende lillebror eller lillesøster, er denne historie på en eller anden måde mere fri og vild, og der er ikke en tydelig morale på samme måde.
Denne gang lægger Ousland sit fantasifulde tæppe af ideer ned over en lidt kedelig familieferie. Mor og far og to drenge er taget på ferie i et gammelt hus på en ensomt-beliggende ø. Dette hus var engang børnenes oldefars hus, og da det knirker og knager i træværket, fortæller forældrene, om den forsvundne oldefar, der måske hjemsøger huset. Den nysgerrige Pi er straks fyr og flamme og sammen med sin lillebror og katten Mons, der lige pludselig kan tale, går han på opdagelse på loftet. Her finder de tre et kort og en kikkert, der leder dem hen til en mystisk plet på det øde hav, hvor mysteriet om den forsvundne oldefar bliver opklaret dybt under havets overflade. Bogen ender selvfølgelig godt, og drengene vender sikkert hjem til øen uden at forældrene overhovedet har fattet, hvad der er foregået.
Bogen minder mig en smule om den elskede klassiker ’Min morfar er sørøver’ af Jan Lööf, både fordi oldefaren her er en vaskeægte sømand med træben, men især fordi børnene og oldefaren deler det her spændende eventyr, som ikke inkluderer børnenes forældre. Forældrene ænser ikke den magi og det eventyr, der er omkring dem, mens der er en intuitiv forståelse og et bånd mellem børnene og den piberygende oldefar, som i årevis har været fange hos den frygtindgydende søtrold. Søtrolden og dens hjælper kæmpeblæksprutten er lige tilpas mørkt og uhyggeligt tegnede, men inden læseren bliver alt for bange, fortæller oldefaren os heldigvis, hvordan han har undgået at blive ædt af monsteret. Den skrækindjagende søtrold elsker simpelthen at blive kløet på ryggen.
Handlingens blanding af relativt almindelige børn som Pi og hans lillebror Peder og fantasifulde mytologiske væsner som søtrolde og kæmpeblæksprutter fungerer helt perfekt. Og sammen med de farverige tegninger af undervandsvæsner som myldrende krabber og brandmænd med deres slimede tråde vil historien sætte gang i de fleste børns fantasi.
Kommentarer