Anmeldelse
Smitte gennem hud og luftveje af Emilie Parsbæk Skibdal
Stærk, sikker og poetisk debutroman om moderskab, kræftsygdom, kærlighed, familie, naturen på Femø og en lang række barndomserindringer, der binder fortid og nutid sammen.
Det er barndomsbilleder i erindringsglimt, livet med et spædbarn og den ubærlige besked om modermærkekræft. Registreringer og observationer, der ikke sjældent viser sig at pege frem mod noget, som på daværende tidspunkt ligger ude i fremtiden, og som derved giver det hele en sammenhæng – også når der ingen er.
Romanen spænder tidsmæssigt over ca. et halvt år fra december: Man skærer et modermærke af mig i december. til Skt. Hans: "Næste gang vi kommer til øen, er det blevet sankthans". Øen er nærmere bestemt Femø, der ligger i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Den kvindelige jeg-fortæller har en tilknytning til øen i og med, at hendes mormor og morfar boede her, og hun har derfor tilbragt mange af sin barndoms mindeværdige dage på øen. I fragmentarisk form maner hun en lang række af barndomsminder frem, som på følsom og forunderlig vis knytter sig til det sted i livet, hun er nu. Fx mindes hun at sidde i et træ og skære barken af, så træets "underhud" afdækkes. Og som læser er det svært ikke at kæde dén erindring sammen med det faktum, at hun selv netop har fået fjernet et stykke bark (huden med det syge modermærke.)
Og apropos moder(-mærke): Fortælleren er mor til en lille pige, hvilket selvsagt ikke gør beskeden om kræftsygdommen nemmere at bære: "Hvad fanden er det, du siger? Jeg vil ikke dø fra mit barn. Jeg har lige født hende". Men døden er nærværende, når hun mindes, hvordan hendes morfar på tragisk vis druknede, da han ville sætte ruser ud, og når hun ser for sig, hvordan hendes mor og moster klæder mormorens afsjælede legeme på, da hun er død. Forfaldet og det endelige møder hun også, når hun besøger Femø, hvor tingene lukker ned, skolen fx, og den almindelige nedbrydning og degenerering tager over.
Sprogligt er romanen en sand nydelse, hvor man kan dvæle ved beskrivelser som:
"Rugen var sølv og bølgede som en velourdug over en tørresnor i vinden".
Og
"En sanglærke går ned i kornet. Den synger, mens den flyver, dens sang hænger i noget tid efter den som en serpentin, der pustes ud".
Ind imellem er der næsten blanke sider, hvorpå der kun optræder få ord eller en simpel sætning. Dét, at et kort udtryk får så megen opmærksomhed, giver det så meget desto større vægt, og én af dem, der ramte mig lige i hjertet, var det korte udsagn i begyndelsen af bogen, hvor fortælleren lige har fået sin kræftdiagnose. På side 29 står der bare "Herregud, lille skat". Den omsorg, der ligger i så enkelt et udsagn, som kan komme fra en hvilken som helst forælder til sit (voksne) barn, er næsten ikke til at bære. Og alligevel gør man det – bærer det. For ellers går man glip af en uovertruffen debut, som der er al mulig god grund til både at bære og læse.
Stærk, sikker og poetisk debutroman om moderskab, kræftsygdom, kærlighed, familie, naturen på Femø og en lang række barndomserindringer, der binder fortid og nutid sammen.
Det er barndomsbilleder i erindringsglimt, livet med et spædbarn og den ubærlige besked om modermærkekræft. Registreringer og observationer, der ikke sjældent viser sig at pege frem mod noget, som på daværende tidspunkt ligger ude i fremtiden, og som derved giver det hele en sammenhæng – også når der ingen er.
Romanen spænder tidsmæssigt over ca. et halvt år fra december: Man skærer et modermærke af mig i december. til Skt. Hans: "Næste gang vi kommer til øen, er det blevet sankthans". Øen er nærmere bestemt Femø, der ligger i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Den kvindelige jeg-fortæller har en tilknytning til øen i og med, at hendes mormor og morfar boede her, og hun har derfor tilbragt mange af sin barndoms mindeværdige dage på øen. I fragmentarisk form maner hun en lang række af barndomsminder frem, som på følsom og forunderlig vis knytter sig til det sted i livet, hun er nu. Fx mindes hun at sidde i et træ og skære barken af, så træets "underhud" afdækkes. Og som læser er det svært ikke at kæde dén erindring sammen med det faktum, at hun selv netop har fået fjernet et stykke bark (huden med det syge modermærke.)
Og apropos moder(-mærke): Fortælleren er mor til en lille pige, hvilket selvsagt ikke gør beskeden om kræftsygdommen nemmere at bære: "Hvad fanden er det, du siger? Jeg vil ikke dø fra mit barn. Jeg har lige født hende". Men døden er nærværende, når hun mindes, hvordan hendes morfar på tragisk vis druknede, da han ville sætte ruser ud, og når hun ser for sig, hvordan hendes mor og moster klæder mormorens afsjælede legeme på, da hun er død. Forfaldet og det endelige møder hun også, når hun besøger Femø, hvor tingene lukker ned, skolen fx, og den almindelige nedbrydning og degenerering tager over.
Sprogligt er romanen en sand nydelse, hvor man kan dvæle ved beskrivelser som:
"Rugen var sølv og bølgede som en velourdug over en tørresnor i vinden".
Og
"En sanglærke går ned i kornet. Den synger, mens den flyver, dens sang hænger i noget tid efter den som en serpentin, der pustes ud".
Ind imellem er der næsten blanke sider, hvorpå der kun optræder få ord eller en simpel sætning. Dét, at et kort udtryk får så megen opmærksomhed, giver det så meget desto større vægt, og én af dem, der ramte mig lige i hjertet, var det korte udsagn i begyndelsen af bogen, hvor fortælleren lige har fået sin kræftdiagnose. På side 29 står der bare "Herregud, lille skat". Den omsorg, der ligger i så enkelt et udsagn, som kan komme fra en hvilken som helst forælder til sit (voksne) barn, er næsten ikke til at bære. Og alligevel gør man det – bærer det. For ellers går man glip af en uovertruffen debut, som der er al mulig god grund til både at bære og læse.
Kommentarer