Anmeldelse
Slaget om Nordatlanten af John R. Bruning
- Log ind for at skrive kommentarer
2. verdenskrig er normalt fascinerende materiale og læsning. Desværre skuffer Brunings ’Slaget om Nordatlanten’, da der mest af alt er tale om gammel, kedelig vin på nye, men flotte flasker.
Jeg sidder tilbage med en følelse af at være noget skuffet efter at have læst Brunings værk. Bruning er ingen Beevor, Keegan eller Hastings, om end han på sin egen vis er ganske læselig. Hvor de andre herrer oftest bringer nye vinkler eller materiale frem under solen, så refererer Bruning mest af alt blot, hvad andre har skrevet før ham. Når han altså ikke pifter materialet lidt op med dramatiseringer. Der er altså tale om gammel vin på nye flasker.
Der, hvor Bruning for alvor skuffer mig, er nemlig den sært poppede blanding af fiktion i indledningen af kapitlerne og den trods alt mere saglige efterfølgende gennemgang. Vi får eksempelvis at vide, at der er en ung stabsofficer, der brager ind i et lokale og afbryder Dönitz midt i et møde. Lidt vel dramatisk for min smag, samt ganske unødvendig.
Der er heller ikke meget nyt under solen, hvis man kender bare lidt til emnet i forvejen. Som nævnt, så fører Bruning læserne nogenlunde kronologisk gennem søkrigen. Ikke kun i Nordtalenten i øvrigt, men også lidt i Sydatlanten og lidt i Middelhavet og Fjernøsten, når det passer ham, og det gør han egentlig fint nok, men det er ikke særligt struktureret eller dybsindigt. Desværre.
Flowet ødelægges også af indskudte faktabokse og billeder, fx. dukker der en tre siders lang ’boks’ op om Altmark-episode midt i et kapitel om kampene i Sydatlanten. Det er virkelig ærgerligt, da det netop er disse, der er bogens force. I faktaboksene findes nogle af de ting i bogen, der ikke er belyst tilstrækkeligt i så mange andre historiebøger om emnet, nemlig de arktiske konvojers betydning og krigssejlerne fra især Norges ditto. Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at havde Bruning holdt samme niveau i resten af bogen, så havde ’Slaget om Nordatlanten’ været særdeles interessant.
Billedmaterielet er dog i en klasse for sig, og hvis jeg skal pege på en ting, der virkelig er vellykket i Brunings bog, så er det det. Der er et væld af billeder, hvoraf mange ikke – så vidt jeg ved – har været udgivet før.
Bogen er også plaget af nogle oversættelsesfejl. Ubådsesser bliver til trumfer, og de internationale flådepatruljer udfor de spanske kyster under borgerkrigen bliver til ikke-blandingspatruljer. Jeg formoder, det er non-intervention, der er blevet til det løjerlige udtryk, men det gør det ikke just bedre. I det hele taget er der foruroligende mange sære, knudrede formuleringer og svipsere igennem bogen, som man kan spore tilbage til originalsproget, og det til trods for, der er hele to oversættere tilknyttet ’Slaget om Nordatlanten’.
Jeg ville så gerne kunne lide bogen, men det kan jeg ikke. Hvis man ønsker en introduktion til søkrigen i Atlanten, så vil jeg nok holde mig til Andrew Williams ’Slaget om Atlanten’ fra 2003, og lade Brunings bog hvile i fred.
Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
2. verdenskrig er normalt fascinerende materiale og læsning. Desværre skuffer Brunings ’Slaget om Nordatlanten’, da der mest af alt er tale om gammel, kedelig vin på nye, men flotte flasker.
Jeg sidder tilbage med en følelse af at være noget skuffet efter at have læst Brunings værk. Bruning er ingen Beevor, Keegan eller Hastings, om end han på sin egen vis er ganske læselig. Hvor de andre herrer oftest bringer nye vinkler eller materiale frem under solen, så refererer Bruning mest af alt blot, hvad andre har skrevet før ham. Når han altså ikke pifter materialet lidt op med dramatiseringer. Der er altså tale om gammel vin på nye flasker.
Der, hvor Bruning for alvor skuffer mig, er nemlig den sært poppede blanding af fiktion i indledningen af kapitlerne og den trods alt mere saglige efterfølgende gennemgang. Vi får eksempelvis at vide, at der er en ung stabsofficer, der brager ind i et lokale og afbryder Dönitz midt i et møde. Lidt vel dramatisk for min smag, samt ganske unødvendig.
Der er heller ikke meget nyt under solen, hvis man kender bare lidt til emnet i forvejen. Som nævnt, så fører Bruning læserne nogenlunde kronologisk gennem søkrigen. Ikke kun i Nordtalenten i øvrigt, men også lidt i Sydatlanten og lidt i Middelhavet og Fjernøsten, når det passer ham, og det gør han egentlig fint nok, men det er ikke særligt struktureret eller dybsindigt. Desværre.
Flowet ødelægges også af indskudte faktabokse og billeder, fx. dukker der en tre siders lang ’boks’ op om Altmark-episode midt i et kapitel om kampene i Sydatlanten. Det er virkelig ærgerligt, da det netop er disse, der er bogens force. I faktaboksene findes nogle af de ting i bogen, der ikke er belyst tilstrækkeligt i så mange andre historiebøger om emnet, nemlig de arktiske konvojers betydning og krigssejlerne fra især Norges ditto. Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at havde Bruning holdt samme niveau i resten af bogen, så havde ’Slaget om Nordatlanten’ været særdeles interessant.
Billedmaterielet er dog i en klasse for sig, og hvis jeg skal pege på en ting, der virkelig er vellykket i Brunings bog, så er det det. Der er et væld af billeder, hvoraf mange ikke – så vidt jeg ved – har været udgivet før.
Bogen er også plaget af nogle oversættelsesfejl. Ubådsesser bliver til trumfer, og de internationale flådepatruljer udfor de spanske kyster under borgerkrigen bliver til ikke-blandingspatruljer. Jeg formoder, det er non-intervention, der er blevet til det løjerlige udtryk, men det gør det ikke just bedre. I det hele taget er der foruroligende mange sære, knudrede formuleringer og svipsere igennem bogen, som man kan spore tilbage til originalsproget, og det til trods for, der er hele to oversættere tilknyttet ’Slaget om Nordatlanten’.
Jeg ville så gerne kunne lide bogen, men det kan jeg ikke. Hvis man ønsker en introduktion til søkrigen i Atlanten, så vil jeg nok holde mig til Andrew Williams ’Slaget om Atlanten’ fra 2003, og lade Brunings bog hvile i fred.
Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.
Kommentarer