En lille bog, der tager livtag med skyggerne, det underfulde, og med dyb indsigt, sproglig elegance og stor respekt formidler, hvordan det underfulde i glimt kan opleves i den store kunst.
Wivel skriver i sit korte forord til denne lille perlerække af essays om kunsten – både billedkunsten og litteraturen – og det underfulde, at det netop er i skyggen, kunsten af og til i de store øjeblikke kan finde og gengive underets lys:
"(...) Bogen tager i de enkelte selvstændige tekster udgangspunkt i det uudryddelige paradoks, at kunsten som udtryk for livet selv – og for den enkeltes selv – henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunst er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den i en intrikat pagt. Men i de bedste øjeblikke kan kunsten illuminere mørket og give skyggen et omrids af lys".
Ja, så smukt, renset og intenst kan Wivel skrive. Værket er fra start til slut en oplevelse – også sprogligt – af de helt sjældne. Det kræver sin mand at skrive så tæt, klart og rent og samtidig få det store budskab igennem til enhver læser.
Uden at gå kronologisk til værks følger Wivel dog en vis linje fra et udgangspunkt i ældre kunst og frem mod moderne kunstnere. Meget af bogens stof er billedanalyser af kunstværker, der gengives, så læseren kan billed-læse med, om man så må sige. Wivel lægger ud med Jean-Léon Gérômes mesterlige og foruroligende maleri "Golgotha, Consumatum Est" fra 1867, hvor korsfæstelsen af Jesus og røverne kun fornemmes som skygger på jorden – og som det, de bortdragende, og vi efterfølgende, nu må forholde sig til. Det som herfra med Wivels ord må "følge dem ud i verden". En meget fin billedtolkning. Og fornemme billedtolkninger er der, man fristes til at sige selvfølgelig, mange af værket igennem. Fra Caravaggios "Jesus i Getsemane", 1602, over Goyas "Kronos", 1820-23, til fx et mildt sagt langt mindre kendt værk som Harald Moltkes "Nordlys. 22 februar, 1901, kl. 18.40", som er det lille magiske maleris nærmest pedantiske titel, og til ikoniske værker som Paul Klees "Angulus Novus", 1920.
Men et værk om netop skyggen kan jo næppe komme uden om det helt centrale litterære værk om skyggen, H. C. Andersens mesterfortælling i eventyrets form, ’Skyggen’ fra 1847. Og heldigvis placerer Wivel sin fremragende analyse af Andersens værk på en central plads i bogen. Han skriver her bl.a.:
"Når den lærde mand opfordrer sin skygge til at gå egne veje og finde ind til det skjulte rum, hvorfra musikken strømmer, farverne gløder, og jomfruen åbenbarer sig i al sin blændende skønhed, så ophører den normale verden med at eksistere. (…) Adkomsten til det interessante og fantastiske, der transcenderer vor viden, lukker for evigt døren til det almindelige liv og de tempererede rum, hvor skyggen ligger som en trofast hund ved sin herres fødder."
Og den "trofaste hund" er da et vidunderligt billede!
Det er i det hele taget så stærkt og så smukt, en underfuld lille bog af store dimensioner, så meget lys i skyggen. En bog at vende tilbage til.
Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.
Kommentarer