Anmeldelse
Skyggedanseren af Sara Omar
Fortællingen om pigen Frmesk, der vokser op med social kontrol i kvindeundertrykkende miljøer i Kurdistan og Danmark.
’Skyggedanseren’ er en forfærdelig bog, forstået på den måde, at man som læser er nødt til at lægge den fra sig flere gange under læsningen. Sara Omar fortæller om et mandsdomineret samfund, hvor kvinders eneste berettigelse er at føde sønner, som kan føre slægten videre. Hun beretter om social kontrol, sladder og seksuelt misbrug af små piger, sanktioneret af imamerne.
Sara Omar debuterede med Dødevaskeren, som bl.a. indbragte hende Læsernes Bogpris. I ’Dødevaskeren’ mødte vi for første gang pigen Frmesk, der blev født i 1986. Vi fulgte hende i hendes tidligste barndom i Kurdistan og senere i Danmark, hvor hun i 2016 var indlagt på et hospital i Århus. I ’Skyggedanseren’ får vi historien om de mellemliggende år, hvor Frmesk vokser op hos sine kærlige bedsteforældre, som hun tror er hendes forældre, og senere kommer til Danmark.
Stort set alt i det kurdiske samfund handler om social kontrol overfor piger og kvinder for at undgå, at de bringer skam over deres familier. Mændene er grusomme i al deres religiøse og maskuline selvforståelse, og kvinderne holder sig ikke tilbage, når der sladres i et samfund, der stiltiende accepterer æresdrab. Morfar Darwésh bygger en badstue som frirum for kvinderne, og i badstuen forsøger mormor Gawhar at tale til dem om kvindeundertrykkelse, men badstuen bliver brændt ned.
Selv om Frmesk bor hos sine kloge og gode bedsteforældre, forhindrer det ikke, at hun bliver udsat for seksuelt misbrug i moskeen, hvor imamen, der oven i købet er hendes onkel, arrangerer såkaldte ”glædesægteskaber”. Som han siger til den lille pige, er der tre former for ægteskab: Det normale ægteskab, hvor en imam vier et par for livet, og” glædesægteskaberne”, hvor en imam vier en lille pige til en mand for nogle få timer. Der er to glædesægteskaber, et for shia- og et for sunni-muslimer. Frmesks onkel bedyrer overfor hende, at glædesægteskabet er til glæde for begge parter. Oplevelserne gør, at Frmesk i mange år ophører med at tale og kun udtrykker sig gennem voldsomme tegninger.
Da misbruget kommer for en dag, må Frmesk flygte sammen med sine biologiske forældre. De kommer til Danmark, hvor vi følger Frmesk, mens hun studerer jura og skriver digte. Hun er dog stadig udsat for massiv social kontrol, og af hensyn til familiens ære må hun gifte sig med en tysk- kurdisk mand, som hun har talt med ved digtoplæsninger. Frmesk må flytte til Tyskland, og den kultiverede mand, der kom for at lytte til poesi i Danmark, viser sig at være fuldstændig lige så grusom som mændene hjemme i Kurdistan.
Som kvinde i Vesteuropa kan det være svært at forstå den sociale kontrol, de æresbegreber og det kolossale hykleri, der sætter hele samfund i Mellemøsten skakmat. Man kan ikke undgå at tænke, at Frmesk har mange lighedspunkter med Sara Omer, bl.a. den hvide tot i håret, men forfatteren holder fast ved, at hun skriver fiktion baseret på virkelige hændelser: ”Jeg kæmper for retfærdighed, også for de tavse stemmer”. Sara Omar har et klart budskab med sine bøger, hvor hun kæmper mod kvindeundertrykkelse i islam.
Fortællingen om pigen Frmesk, der vokser op med social kontrol i kvindeundertrykkende miljøer i Kurdistan og Danmark.
’Skyggedanseren’ er en forfærdelig bog, forstået på den måde, at man som læser er nødt til at lægge den fra sig flere gange under læsningen. Sara Omar fortæller om et mandsdomineret samfund, hvor kvinders eneste berettigelse er at føde sønner, som kan føre slægten videre. Hun beretter om social kontrol, sladder og seksuelt misbrug af små piger, sanktioneret af imamerne.
Sara Omar debuterede med Dødevaskeren, som bl.a. indbragte hende Læsernes Bogpris. I ’Dødevaskeren’ mødte vi for første gang pigen Frmesk, der blev født i 1986. Vi fulgte hende i hendes tidligste barndom i Kurdistan og senere i Danmark, hvor hun i 2016 var indlagt på et hospital i Århus. I ’Skyggedanseren’ får vi historien om de mellemliggende år, hvor Frmesk vokser op hos sine kærlige bedsteforældre, som hun tror er hendes forældre, og senere kommer til Danmark.
Stort set alt i det kurdiske samfund handler om social kontrol overfor piger og kvinder for at undgå, at de bringer skam over deres familier. Mændene er grusomme i al deres religiøse og maskuline selvforståelse, og kvinderne holder sig ikke tilbage, når der sladres i et samfund, der stiltiende accepterer æresdrab. Morfar Darwésh bygger en badstue som frirum for kvinderne, og i badstuen forsøger mormor Gawhar at tale til dem om kvindeundertrykkelse, men badstuen bliver brændt ned.
Selv om Frmesk bor hos sine kloge og gode bedsteforældre, forhindrer det ikke, at hun bliver udsat for seksuelt misbrug i moskeen, hvor imamen, der oven i købet er hendes onkel, arrangerer såkaldte ”glædesægteskaber”. Som han siger til den lille pige, er der tre former for ægteskab: Det normale ægteskab, hvor en imam vier et par for livet, og” glædesægteskaberne”, hvor en imam vier en lille pige til en mand for nogle få timer. Der er to glædesægteskaber, et for shia- og et for sunni-muslimer. Frmesks onkel bedyrer overfor hende, at glædesægteskabet er til glæde for begge parter. Oplevelserne gør, at Frmesk i mange år ophører med at tale og kun udtrykker sig gennem voldsomme tegninger.
Da misbruget kommer for en dag, må Frmesk flygte sammen med sine biologiske forældre. De kommer til Danmark, hvor vi følger Frmesk, mens hun studerer jura og skriver digte. Hun er dog stadig udsat for massiv social kontrol, og af hensyn til familiens ære må hun gifte sig med en tysk- kurdisk mand, som hun har talt med ved digtoplæsninger. Frmesk må flytte til Tyskland, og den kultiverede mand, der kom for at lytte til poesi i Danmark, viser sig at være fuldstændig lige så grusom som mændene hjemme i Kurdistan.
Som kvinde i Vesteuropa kan det være svært at forstå den sociale kontrol, de æresbegreber og det kolossale hykleri, der sætter hele samfund i Mellemøsten skakmat. Man kan ikke undgå at tænke, at Frmesk har mange lighedspunkter med Sara Omer, bl.a. den hvide tot i håret, men forfatteren holder fast ved, at hun skriver fiktion baseret på virkelige hændelser: ”Jeg kæmper for retfærdighed, også for de tavse stemmer”. Sara Omar har et klart budskab med sine bøger, hvor hun kæmper mod kvindeundertrykkelse i islam.
Kommentarer