En poetisk historie om at føle sig hjemløs i et nyt land og i sin familie.
Romanens tre hovedpersoner er en vietnamesisk familie, der består af moren Má, den ældste søn Hieu og den yngste søn, hvis navn ikke nævnes. Familien bor sammen i Jakobstad på den finske vestkyst. Familien er meget forskellige og har en del konflikter. Má vil gerne tjene en masse penge og arbejder på et vaskeri, for at kunne leve "det gode liv". I en kort periode lejer hun desuden vietnamesiske film ud til andre vietnamesere. Hun er optaget af billeder og kompositioner, og dele af historien beskæftiger sig med fotografier og måden, de indfanger motiverne på.
Morens storesøster Tei Tei bor sammen med sin mand ikke langt derfra. Familien bruger også tid med Lan Pham, som har arbejdet som tolk, og sammen med hende elsker moren at sminke sig og gå ud i byen for at betragte og bagtale sine nye landsmænd. Hieu er meget interesseret i de finske piger, men moren forventer sig meget af ham. Den yngste søn er mest optaget af sine resultater i skolen. Han er stræbsom og får gode karakterer og er virkelig god til fodbold, men han har ingen venner. Til gengæld har er hans tanker hele tiden optaget af alt det, han bemærker, både de store og små begivenheder.
Quynh Trans debutroman arbejder med lys og skygge, som dækker over masser af tvetydigheder fortællingen igennem. Familien på tre lever sammen i en lukket verden og omgås ikke nogen af deres nye landsmænd. Historien fortælles gennem den sanselighed, hvormed den yngste søn beskriver sin familie og verden i øvrigt. Hans verden opleves gennem hans følelser, f.eks. hvordan morens hår bevæger sig.
Kapitlerne er korte med overskrifter, der er som taget ud af en gammel s/h-film, hvor en del af dem er i direkte modstrid med handlingen. Fortælleren bruger desuden en del tid på at berette om en tur efter bær, som han ikke selv var med på. Læsningen er distanceret og føles en smule fragmentarisk. Det er særlig måde at lade sig opfange på, når alle begivenheder er filtreret, som de er her i romanen. Læseoplevelsen er ikke ulig at se en stumfilm eller betragte et fotografi. Der er en roman, som giver læseren mulighed for selv at tolke, og hvor sprog og stil efterlader et æstetisk aftryk.
Kommentarer