Skumringstimen af Johan Theorin

Stilhed. Tåge. Skumringstid. En lille dreng i sandaler alene ved havet. Stilheden brydes et kort øjeblik, og drengen er væk. Kun tågen er tilbage.

Tiden er 1976, en lille dreng forsvinder på Øland. Hele øen er med i eftersøgningen af ham men uden held. Hans mor, Julia, er dybt fortvivlet, og vi hører først om hende igen i 1990’erne. Hendes liv er gået helt i stå, hun er langtidssygemeldt og forsøger at dulme smerten med rødvin.

Hendes far som stadig bor på Øland, kontakter hende, fordi der er et nyt spor i sagen. Hun vender tilbage til øen og langsomt opbygger hun et tåleligt forhold til faderen, samtidig med at hun opnår større fred med sig selv og efterhånden formår at tilgive og komme videre.

Nils Kant, en person som levede på Øland i 1960’erne, og som siden hen forsvandt efter blandt andet et politimord, har også en central rolle i romanen. Romanen skifter i tid over krigstid, til 1960’erne og helt frem til 1990’erne. Der går mange historier om Kant på Øland, og der er til stadighed tvivl om han er død eller ej. Når der sker noget uforklarligt eller mystisk, falder talen altid på Nils Kant.

Johan Theorins debutroman er den første i en trilogi af "Ølandsfortællinger", og han har modtaget prisen for årets bedste svenske krimidebut. Og han har gjort det godt. Fortællingen handler om dyb sorg og længsel. Theorin mestrer personbeskrivelserne til UG, og man får en fin indsigt i både følelser, tanker og reaktionsmønstre. Det betyder, at personerne fremstår meget levende, og man får også et godt gys indimellem. Begrebet tåge har fået en helt anden betydning efter læsningen af ”Skumringstid”

Der er flere temaer i romanen, men far-datter temaet er mest fremtrædende, især fordi den lille drengs forsvinden måske kunne være undgået, hvis og hvis ... Her skinner det også tydeligt igennem, at Theorins interesse er for de efterladte som står tilbage med længslen og sorgen.

Oversat fra svensk af Karin Bang efter 'Skumtimmen'. Lindhardt og Ringhof, 2008. 413 sider.