Anmeldelse
Skabelon
- Log ind for at skrive kommentarer
Norsk debutroman er en original og vidunderligt velskrevet blanding af socialrealisme og en mørk, næsten magisk skovstemning, der er som taget ud af et nordisk folkeeventyr.
De sidste par år har vi set flere fremragende, nordiske romaner om omsorgssvigt, der alle tager barnets perspektiv: danske Stine Askovs Katalog over katastrofer, finske Nina Wähäs Testamente og hollandske Marieke Lucas Rijnevelds Aftenens ubehag. Med sin stilsikre og forunderlige debut ’Skabelon’ slutter norske Malin C. M. Rønning sig til denne lille tendens.
’Skabelon’ er en roman om, hvordan verden ser ud for et barn, når forældrene er nærmest ikkeeksisterende. Den skildrer en mærkværdig familie med otte børn, der bor dybt inde i en norsk skov. Faren bor ikke i huset med resten af familien, men i en ombygget bus på tunet, og han er ofte væk for at arbejde med skovfældning. Imens ligger moren skiftevis i badekarret og på sofaen med ryggen til børnene. Fortælleren er pigen Urd, en af de mellemste i flokken, som observerer alt i den børnerige familie. Hun ser både de store og de små begivenheder, når de ældste søskende en efter en flytter hjemmefra, når en enorm og frygtindgydende elg sidder fast i mosen, når myrer begynder at invadere huset, og når en sok forsvinder.
Familien har fjernet sig næsten fuldstændigt fra samfundet, og når de er i situationer, hvor de konfronteres med civilisationens normsæt – til et bryllup, på første skoledag, til en katastrofal legeaftale – står det hjerteskærende klart, hvor dårligt de er i stand til at forstå de uskrevne regler og følge dem.
I stedet er Urd mere hjemme på skovstierne, blandt træer, klipper og alskens væsner. Her udfolder naturens magi sig, livet og døden eksisterer side om side, og pigen observerer naturens cykliske rytme. Det er både brutalt og sært trøstende, når kadavere og træstammer går i forrådnelse for derefter at blive værdifuld næring for andet liv. Der er en mørkt eventyrlig stemning mellem træer og mosekonebryg, og det gør romanen til noget ganske andet end rå og grå socialrealisme.
Pigen nærer omsorg for alt fra planter og flagermus til ræve og biller. Hun er naturens vidne og ligeså sin families vidne. Hun indleder romanen med at fortælle:
”Alt forsvinder før eller senere – gamle stubbe, og grævlinger og fuglereder i mosen […] Dem jeg udveksler ord med, skal også forsvinde – en lærer i skolegården, for eksempel, en bror eller en søster. Men når det gælder alt det der er blevet sagt om min familie, vil jeg alligevel gerne tilføje noget til historien”.
På trods af forældrenes omsorgssvigt nærer Urd en kærlighed til sin familie, hvis ejendommelige livsform hun beretter om. Børnene er på godt og ondt frie og tvunget til at lære at klare sig selv. Det er nemt at dømme familien som en samling ulykkelige skæbner og forældrene som nogle, der aldrig skulle have fået børn, men Urds blik på sin familie er mere nuanceret.
- Log ind for at skrive kommentarer
Norsk debutroman er en original og vidunderligt velskrevet blanding af socialrealisme og en mørk, næsten magisk skovstemning, der er som taget ud af et nordisk folkeeventyr.
De sidste par år har vi set flere fremragende, nordiske romaner om omsorgssvigt, der alle tager barnets perspektiv: danske Stine Askovs Katalog over katastrofer, finske Nina Wähäs Testamente og hollandske Marieke Lucas Rijnevelds Aftenens ubehag. Med sin stilsikre og forunderlige debut ’Skabelon’ slutter norske Malin C. M. Rønning sig til denne lille tendens.
’Skabelon’ er en roman om, hvordan verden ser ud for et barn, når forældrene er nærmest ikkeeksisterende. Den skildrer en mærkværdig familie med otte børn, der bor dybt inde i en norsk skov. Faren bor ikke i huset med resten af familien, men i en ombygget bus på tunet, og han er ofte væk for at arbejde med skovfældning. Imens ligger moren skiftevis i badekarret og på sofaen med ryggen til børnene. Fortælleren er pigen Urd, en af de mellemste i flokken, som observerer alt i den børnerige familie. Hun ser både de store og de små begivenheder, når de ældste søskende en efter en flytter hjemmefra, når en enorm og frygtindgydende elg sidder fast i mosen, når myrer begynder at invadere huset, og når en sok forsvinder.
Familien har fjernet sig næsten fuldstændigt fra samfundet, og når de er i situationer, hvor de konfronteres med civilisationens normsæt – til et bryllup, på første skoledag, til en katastrofal legeaftale – står det hjerteskærende klart, hvor dårligt de er i stand til at forstå de uskrevne regler og følge dem.
I stedet er Urd mere hjemme på skovstierne, blandt træer, klipper og alskens væsner. Her udfolder naturens magi sig, livet og døden eksisterer side om side, og pigen observerer naturens cykliske rytme. Det er både brutalt og sært trøstende, når kadavere og træstammer går i forrådnelse for derefter at blive værdifuld næring for andet liv. Der er en mørkt eventyrlig stemning mellem træer og mosekonebryg, og det gør romanen til noget ganske andet end rå og grå socialrealisme.
Pigen nærer omsorg for alt fra planter og flagermus til ræve og biller. Hun er naturens vidne og ligeså sin families vidne. Hun indleder romanen med at fortælle:
”Alt forsvinder før eller senere – gamle stubbe, og grævlinger og fuglereder i mosen […] Dem jeg udveksler ord med, skal også forsvinde – en lærer i skolegården, for eksempel, en bror eller en søster. Men når det gælder alt det der er blevet sagt om min familie, vil jeg alligevel gerne tilføje noget til historien”.
På trods af forældrenes omsorgssvigt nærer Urd en kærlighed til sin familie, hvis ejendommelige livsform hun beretter om. Børnene er på godt og ondt frie og tvunget til at lære at klare sig selv. Det er nemt at dømme familien som en samling ulykkelige skæbner og forældrene som nogle, der aldrig skulle have fået børn, men Urds blik på sin familie er mere nuanceret.
Kommentarer