Lad mig skrive det med det samme: ’Sigøjnerstammen’ er en fantastisk bog. En bog, hvor vi får et fascinerende og rystende indblik i en sigøjnerstammes liv i starten af 1940erne i Rumænien.
Her gemmes følelserne ikke inde under tøjet. De leves helt ud, flyver gennem i luften og kastes frem og tilbage. For lige så tæt sigøjnerne lever på naturen, lige så tæt lever de på kanten af livet og døden.
Bogens ramme er 1940ernes Rumænien, hvor general Antonescu og hans facistiske regime styrerede landet med hård hånd. Det betød bl.a., at sigøjnerne blev udsat for en massiv forfølgelse.
I bogen hører vi ikke meget til verden uden for stammen, selv om den har stor indflydelse på dens liv.
For langsomt trænger krigen og den ydre verden sig mere og mere ind på stammen. Og pludselig en dag forviser soldaterne dem til et afsidesliggende område, hvor de går en hård vinter i møde.
Det som bærer historien frem er beskrivelsen af sigøjnerstammens liv. En tilværelse, hvor livet leves heftigt på trods af al elendigheden og sulten, der gnaver i maven. Romanen er skrevet i et fanden-i-voldsk sprog med mange dialoger. Men også med en stor smerte og nænsomhed, der gør, at man berøres dybt af personernes hårde liv.
Zaharia Stancu er en af Rumæniens største forfattere, og "Sigøjnerstammen" regnes for hans hovedværk. Men jeg vil også godt anbefale “Djævelens plovfure” af Stancu om den rumænske arbejderklasses lidelser i starten af det 19. århundrede.
Kommentarer