Anmeldelse
Se en sidste gang på alt smukt
Kristin Vego skaber stemningsbilleder i øjeblikke, hvor intet længere kan være det samme og sætter ord på tiden mellem ung og voksen, hvor livet former sig, uden man opdager det.
I Kristin Vegos prisbelønnede debut møder vi igennem ni noveller om kvinder det skelsættende i det hverdagslige. Værket centrerer sig om relationer – at stå udenfor dem – og hvad der sker, når de ikke er, som man troede. I ’Se en sidste gang på alt smukt’ løfter livet sig fra hverdagen.
Samlingen åbnes med novellen 'Vinter' om Marie, der er taget til England for at flygte fra sin ufrivillige abort og sit iturevne forhold. Hun opsøger sin gamle kollegieveninde, som hun ikke har set i flere år, der på én gang er fuldkommen forandret og forblevet lige så genkendelig. Marie kommer tættere på naturen og tættere på sig selv i overgangen til livet efter aborten, og i ensomheden genformes et kvindevenskab, hvor det er nok bare at være i verden sammen.
”De står på række nede i bunden af indhegningen. Deres kroppe peger mod den magnetiske nordpol i vindstille vejr. Forskere har kigget på satellitbilleder, der ser man dyrene, over flere kontinenter og på alle tidspunktet af døgnet, gøre det samme. De tre her på engen er del af et større fællesskab, gad vide om de ved det?”
Vego skriver fint om det ubemærkede øjeblik i livet, der viser sig at være skillevejen. Som når Anna og Louis i "Åbning" kører rundt i Wales efter et sted at overnatte, og Anna mærker usikkerheden presse på i deres forhold. Følelsen af at være utilstrækkelig, at forholdet til Louis’ ekskæreste spøger, at Anna er tilovers, der afbrydes ved et bogstaveligt ophold i køreturen forårsaget af en gruppe køer på vejen. En hånd om Annas nakke og ordene: ”[…] jeg synes, vi skal lave en baby […].”, der med ét forandrer turen og ikke mindst deres forhold.
Sekundet, hvor øjeblikket bliver afgørende, selvom det er ét af mange. Hvor alting er det samme, men alligevel fuldkommen forandret. Dét formår Vego at gøre par excellence: At skrive det højtidelige frem i det banale, men banal er også, hvad novellesamlingen til tider bliver. Ikke fordi det hele er hverdagsligt, som "Akvarium" der minder om en forskruet dystopisk science fiction-udgave af coronaepidemien, men fordi karaktererne ikke løfter sig fra papiret og samtidig synes for tænkte.
Vego brillerer med afslutningsnovellen "Alt smukt" om 14-årige Julie, der er på ferie med sin mor, morens kæreste og morens veninde. Hun opdager, at der foregår noget imellem veninden og kæresten, der på eminent vis kædes sammen med den første menstruation og skridtet fra barn til voksen og sætter mærker i Julies eget moderskab.
Vegos novellesamling beskriver de øjeblikke, der ikke gør et væsen ud af sig, men som præger livet. Det er fine beskrivelser af det simple, men afgørende i livet. Kristin Vego modtog for ’Se en sidste gang på alt smukt’ både Tarjeu Vesaas’ debutantpris og Bogforums debutantpris.
Kristin Vego skaber stemningsbilleder i øjeblikke, hvor intet længere kan være det samme og sætter ord på tiden mellem ung og voksen, hvor livet former sig, uden man opdager det.
I Kristin Vegos prisbelønnede debut møder vi igennem ni noveller om kvinder det skelsættende i det hverdagslige. Værket centrerer sig om relationer – at stå udenfor dem – og hvad der sker, når de ikke er, som man troede. I ’Se en sidste gang på alt smukt’ løfter livet sig fra hverdagen.
Samlingen åbnes med novellen 'Vinter' om Marie, der er taget til England for at flygte fra sin ufrivillige abort og sit iturevne forhold. Hun opsøger sin gamle kollegieveninde, som hun ikke har set i flere år, der på én gang er fuldkommen forandret og forblevet lige så genkendelig. Marie kommer tættere på naturen og tættere på sig selv i overgangen til livet efter aborten, og i ensomheden genformes et kvindevenskab, hvor det er nok bare at være i verden sammen.
”De står på række nede i bunden af indhegningen. Deres kroppe peger mod den magnetiske nordpol i vindstille vejr. Forskere har kigget på satellitbilleder, der ser man dyrene, over flere kontinenter og på alle tidspunktet af døgnet, gøre det samme. De tre her på engen er del af et større fællesskab, gad vide om de ved det?”
Vego skriver fint om det ubemærkede øjeblik i livet, der viser sig at være skillevejen. Som når Anna og Louis i "Åbning" kører rundt i Wales efter et sted at overnatte, og Anna mærker usikkerheden presse på i deres forhold. Følelsen af at være utilstrækkelig, at forholdet til Louis’ ekskæreste spøger, at Anna er tilovers, der afbrydes ved et bogstaveligt ophold i køreturen forårsaget af en gruppe køer på vejen. En hånd om Annas nakke og ordene: ”[…] jeg synes, vi skal lave en baby […].”, der med ét forandrer turen og ikke mindst deres forhold.
Sekundet, hvor øjeblikket bliver afgørende, selvom det er ét af mange. Hvor alting er det samme, men alligevel fuldkommen forandret. Dét formår Vego at gøre par excellence: At skrive det højtidelige frem i det banale, men banal er også, hvad novellesamlingen til tider bliver. Ikke fordi det hele er hverdagsligt, som "Akvarium" der minder om en forskruet dystopisk science fiction-udgave af coronaepidemien, men fordi karaktererne ikke løfter sig fra papiret og samtidig synes for tænkte.
Vego brillerer med afslutningsnovellen "Alt smukt" om 14-årige Julie, der er på ferie med sin mor, morens kæreste og morens veninde. Hun opdager, at der foregår noget imellem veninden og kæresten, der på eminent vis kædes sammen med den første menstruation og skridtet fra barn til voksen og sætter mærker i Julies eget moderskab.
Vegos novellesamling beskriver de øjeblikke, der ikke gør et væsen ud af sig, men som præger livet. Det er fine beskrivelser af det simple, men afgørende i livet. Kristin Vego modtog for ’Se en sidste gang på alt smukt’ både Tarjeu Vesaas’ debutantpris og Bogforums debutantpris.
Kommentarer