Efter 55 år udgiver Harper Lee efterfølgeren til klassikeren ’Dræb ikke en sangfugl’. Det er en både vedkommende, vigtig og vellykket roman, men sin forgængers højder når den desværre ikke.
Med tilbageholdt åndedræt modtog alverdens læsere og litterater i februar 2015 nyheden om, at der nu – efter 55 år – ville komme endnu en bog fra Harper Lees hånd. Harper Lee (f. 1926) tog i 1960 verden med storm, da hendes debutroman ’Dræb ikke en sangfugl’ udkom. Den indbragte hende den prestigefyldt Pulitzerpris og i tilgift en massiv berømmelse, men som sine landsmænd og forfatterkolleger J.D. Salinger (’The Catcher in the Rye’) og Thomas Pynchon (’The Crying of Lot 49’ og ’Mason & Dixon’) har også Lee foretrukket at leve i anonymitet udenfor mediernes søgelys.
Af den grund – samt det ubestridelige faktum, at ’Dræb ikke en sangfugl’ er et hovedværk i amerikansk litteratur – har det været med febril forventning og følelsen af at være vidne til noget virkelig stort, at et enormt antal læsere verden over har åbnet bogen ’Sæt en vagtpost ud’.
De to romaner komplementerer hinanden derved, at man i den første møder den 6-årige pige Jean Louise Finch (i daglig tale og blandt venner og familie kaldet Scout) og hendes familie, hvori særligt hendes far, Atticus Finch, som er sagfører, får en central plads i fortællingen.
I ’Sæt en vagtpost ud’ er der gået 20 år, og Jean Louise er blevet en voksen kvinde på 26, hvilket betyder, at Atticus er en bedaget og gigtplaget herre på 72, som dog stadig virker som advokat. Begge romaner foregår i byen Maycomb, Alabama, og for begges vedkommende gælder det, at raceproblematikken sorte vs. hvide spiller en stor rolle.
I ’Sæt en vagtpost ud’ er den voksne Jean Louise hjemme i Maycomb på 14 dages ferie; til daglig bor hun i New York. I Maycomb ser alt umiddelbart ud til at ligne sig selv: Hun går ud med nabodrengen Hank, der nu i sagens natur er en voksen mand og tilmed hendes kæreste (det mener han i hvert fald – Jean Louise virker mere i tvivl om deres relation.) Faren Atticus, der i moralsk forstand er et forbillede for sin datter og har været det lige siden den legendariske retssag i ’Dræb ikke en sangfugl’, er også sit sædvanlige, rolige jeg, og tanten Alexandra holder hus og opsyn og er tilsyneladende lige så forstokket og konservativ som altid. Alt tyder altså på, at de 14 dage kommer til at gå i vanlig langsom stil uden de store udsving – men sådan kommer det langt fra til at gå. Jean Louise rystes i sin grundvold, da hun pludselig bliver tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved sin fars holdning i racedebatten.
Lever ’Sæt en vagtpost ud’ så op til de tårnhøje forventninger? Næsten… desværre kun næsten. Det er en både vedkommende, vanvittigt vigtig og vellykket roman, men sin forgængers højder når den altså, for mig at se, ikke. Alligevel er det et stykke amerikanske litteratur, man ikke kommer udenom.
Kommentarer