Anmeldelse
Så nær så fjern af André Herzberg
En intens og overraskende familiekrønike om en tysk-jødisk slægt gennem flere generationer.
Forfatteren er oprindeligt kendt som forsanger i det østtyske rockband Pankow. Han debuterede som forfatter i 2000, og dette er første møde med ham på dansk. Og det er et meget interessant møde. Det er en krønike om en tysk-jødisk slægt, og vi træffer dem første gang inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Patriarken Heinrich er frivillig i den tyske hær og med i Rusland alle fem år, som han overlever. Omkring ham vokser den store familie. De jødiske traditioner, de stramme regler og forholdet til menigheden fylder naturligvis meget. Fortællingen er bygget op omkring tre generationer. Efter Heinrich kommer hans børn med vidt forskellige livsholdninger, der fortæller om udviklingen, før vi er fremme ved jeg-fortælleren, der oplever Østblokkens nedbrud på nærmeste hold.
Bogens fortællemåde er fængslende med en særpræget, præcis og tør stil, det er uventet, men man er hooked fra første side. Først da vi når op til jeg-fortælleren, bliver skrivestilen løsere og mere intens og personlig. Og også mere gribende. Det hele handler om at høre til og om relationen mellem fædre og sønner, både universelt og personligt.
Da jeg havde læst cirka halvdelen af bogen, måtte jeg hen og kigge på de tyske anmeldelser, jeg kunne finde frem til. Og ganske rigtigt så fremhævede de også den specielle lakoniske fortællestil, som jeg blev mere og mere bevidst om. Hvordan kan det lade sig gøre, at blive så grebet af en roman med en så "tør" skrivestil? Jeg har ingen forklaring, men det er et faktum, at den fanger. Man føler sig lige midt i den store jødiske familie med strenge Heinrich i spidsen, og man følger de meget forskellige børn i deres oprør. Det er jo nok forfatterens egen slægt, vi hører om, i hvert fald gør han på fremragende vis brug af sin kulturarv i fortællingen.
Fortællingen er allermest gribende, da vi når frem til Østtysklands sammenbrud, og personerne får mulighed for at få informationer fra Stasis arkiver. Hvem var sat til at holde øje med hvem? Og da en af personerne meget hjerteskærende udbryder: "Jeg vil ikke have et nyt liv! Jeg vil have mit gamle liv tilbage".
Det var en god og uventet stor læseoplevelse. Mon ikke vi får andre af denne forfatter på dansk?
En intens og overraskende familiekrønike om en tysk-jødisk slægt gennem flere generationer.
Forfatteren er oprindeligt kendt som forsanger i det østtyske rockband Pankow. Han debuterede som forfatter i 2000, og dette er første møde med ham på dansk. Og det er et meget interessant møde. Det er en krønike om en tysk-jødisk slægt, og vi træffer dem første gang inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Patriarken Heinrich er frivillig i den tyske hær og med i Rusland alle fem år, som han overlever. Omkring ham vokser den store familie. De jødiske traditioner, de stramme regler og forholdet til menigheden fylder naturligvis meget. Fortællingen er bygget op omkring tre generationer. Efter Heinrich kommer hans børn med vidt forskellige livsholdninger, der fortæller om udviklingen, før vi er fremme ved jeg-fortælleren, der oplever Østblokkens nedbrud på nærmeste hold.
Bogens fortællemåde er fængslende med en særpræget, præcis og tør stil, det er uventet, men man er hooked fra første side. Først da vi når op til jeg-fortælleren, bliver skrivestilen løsere og mere intens og personlig. Og også mere gribende. Det hele handler om at høre til og om relationen mellem fædre og sønner, både universelt og personligt.
Da jeg havde læst cirka halvdelen af bogen, måtte jeg hen og kigge på de tyske anmeldelser, jeg kunne finde frem til. Og ganske rigtigt så fremhævede de også den specielle lakoniske fortællestil, som jeg blev mere og mere bevidst om. Hvordan kan det lade sig gøre, at blive så grebet af en roman med en så "tør" skrivestil? Jeg har ingen forklaring, men det er et faktum, at den fanger. Man føler sig lige midt i den store jødiske familie med strenge Heinrich i spidsen, og man følger de meget forskellige børn i deres oprør. Det er jo nok forfatterens egen slægt, vi hører om, i hvert fald gør han på fremragende vis brug af sin kulturarv i fortællingen.
Fortællingen er allermest gribende, da vi når frem til Østtysklands sammenbrud, og personerne får mulighed for at få informationer fra Stasis arkiver. Hvem var sat til at holde øje med hvem? Og da en af personerne meget hjerteskærende udbryder: "Jeg vil ikke have et nyt liv! Jeg vil have mit gamle liv tilbage".
Det var en god og uventet stor læseoplevelse. Mon ikke vi får andre af denne forfatter på dansk?
Kommentarer