Anmeldelse
Så længe jeg lever – en biografi om John Mogensen af Henrik Vesterberg
”Der er noget galt i Danmark”, sang John Mogensen første gang i 1971. Men der var også fut i fejemøget. Mød en mangefacetteret musiker, som både levede for og på trods af sin kunst.
Uanset hvilken musikgenre man rent smagsmæssigt måtte bekende sig til, er der ikke mange voksne mennesker i Danmark, som ikke kan genkalde sig John Mogensens røst. Måske er det hans karakteristiske stemme, måske er det er ordene og teksterne, der har lagret sig i vores fælles hukommelse. Ét er i hvert fald sikkert: Mogensens tid på jord og hans virke i den tid er væsentlig set i et dansk, musikhistorisk perspektiv.
Det er en både sober og velskrevet biografi om musikeren og mennesket John Mogensen, Henrik Vesterberg har begået i samarbejde med Frank Toft-Nielsen, der også tidligere har skrevet om John Mogensen. Den er dejligt fri for snagen i og svælgen omkring privatlivet – sandsynligvis fordi Mogensens hustru gennem mange år, Ruth, altid har været diskret i sine udtalelser om livet med den folkekære sanger. Og det helt fint, for det er vel efterhånden alment kendt, at John nok var lidt hård ved sig selv (læs: Drak nooooooget mere end de anbefalede fjorten genstande om ugen), og den høne er der for så vidt ingen grund til at koge mere suppe på.
Biografien strækker sig fra Mogensens fødsel i 1928 til hans pludselige død i 1977. Allermest er der gjort ud af hans musikalske op- og nedture, samarbejderne som for eksempel tiden med de elskelige Four Jacks samt livet som musiker i det hele taget. Blandt andet fortælles der om, hvor voldsomt den store entertainer rent faktisk led af sceneskræk – og det lader også til, at det er heri størstedelen af forklaringen på John Mogensens drikkeri skal findes. Som udøvende og optrædende musiker er det gevaldig nemt at få en tår over tørsten, men Mogensens forbrug kan lige så vel betragtes som en form for medicinering. Han var rystende nervøs inden en optræden, og det blev derfor bare så meget nemmere at bestige scenen, hvis han, som han selv udtrykker det, lige fik et par stifter først.
Det er på sin vis ulykkeligt, at en kunstner i dén grad må lide for sin kunst. En anden del af processen, som også voldte Mogensen kvaler, var arbejdet med at forfatte tekster. Og derfor skal netop teksten til nummeret ”Hva’ pokker ska’ jeg gøre?” tages helt bogstaveligt. Her synger Mogensen: ”Hva’ pokker ska’ jeg gøre for at løse den forbandede tekst?” Men ser man bort fra det tragiske omkring de kunstneriske kvababbelser, må man nok erkende, at disse er så stor en del af kunstneren, at han slet ikke var den samme kunstner uden dem.
Der er dømt både blokvogn og koncertsale, jazz og Dansktop, i mødet med John Mogensen. Han var både blød og bramfri, og man bliver på en måde så øm overfor det store brød, som gav alt, hvad han havde – så længe han levede… og længere endnu, for der er (stadig) noget galt i Danmark.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
”Der er noget galt i Danmark”, sang John Mogensen første gang i 1971. Men der var også fut i fejemøget. Mød en mangefacetteret musiker, som både levede for og på trods af sin kunst.
Uanset hvilken musikgenre man rent smagsmæssigt måtte bekende sig til, er der ikke mange voksne mennesker i Danmark, som ikke kan genkalde sig John Mogensens røst. Måske er det hans karakteristiske stemme, måske er det er ordene og teksterne, der har lagret sig i vores fælles hukommelse. Ét er i hvert fald sikkert: Mogensens tid på jord og hans virke i den tid er væsentlig set i et dansk, musikhistorisk perspektiv.
Det er en både sober og velskrevet biografi om musikeren og mennesket John Mogensen, Henrik Vesterberg har begået i samarbejde med Frank Toft-Nielsen, der også tidligere har skrevet om John Mogensen. Den er dejligt fri for snagen i og svælgen omkring privatlivet – sandsynligvis fordi Mogensens hustru gennem mange år, Ruth, altid har været diskret i sine udtalelser om livet med den folkekære sanger. Og det helt fint, for det er vel efterhånden alment kendt, at John nok var lidt hård ved sig selv (læs: Drak nooooooget mere end de anbefalede fjorten genstande om ugen), og den høne er der for så vidt ingen grund til at koge mere suppe på.
Biografien strækker sig fra Mogensens fødsel i 1928 til hans pludselige død i 1977. Allermest er der gjort ud af hans musikalske op- og nedture, samarbejderne som for eksempel tiden med de elskelige Four Jacks samt livet som musiker i det hele taget. Blandt andet fortælles der om, hvor voldsomt den store entertainer rent faktisk led af sceneskræk – og det lader også til, at det er heri størstedelen af forklaringen på John Mogensens drikkeri skal findes. Som udøvende og optrædende musiker er det gevaldig nemt at få en tår over tørsten, men Mogensens forbrug kan lige så vel betragtes som en form for medicinering. Han var rystende nervøs inden en optræden, og det blev derfor bare så meget nemmere at bestige scenen, hvis han, som han selv udtrykker det, lige fik et par stifter først.
Det er på sin vis ulykkeligt, at en kunstner i dén grad må lide for sin kunst. En anden del af processen, som også voldte Mogensen kvaler, var arbejdet med at forfatte tekster. Og derfor skal netop teksten til nummeret ”Hva’ pokker ska’ jeg gøre?” tages helt bogstaveligt. Her synger Mogensen: ”Hva’ pokker ska’ jeg gøre for at løse den forbandede tekst?” Men ser man bort fra det tragiske omkring de kunstneriske kvababbelser, må man nok erkende, at disse er så stor en del af kunstneren, at han slet ikke var den samme kunstner uden dem.
Der er dømt både blokvogn og koncertsale, jazz og Dansktop, i mødet med John Mogensen. Han var både blød og bramfri, og man bliver på en måde så øm overfor det store brød, som gav alt, hvad han havde – så længe han levede… og længere endnu, for der er (stadig) noget galt i Danmark.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer