Ny bog om østrigsk komponist og hans fantastiske symfonier er kun for fagfolk.
Uffe Langes nye bog om komponisten Anton Bruckner (1824-1896) zoomer ind på østrigerens fantastiske symfonier, som er blandt romantikkens mest vidunderlige. Gennem grundige analyser belyses rytmikkens betydning for Bruckners musikalske udtryk og udvikling. Det er en interessant bog, som forsøger at gøre op med de mange fordomme om Bruckners musik, men læsere uden musikvidenskabelige forudsætninger og indgående kendskab til musikteori vil næppe få noget ud af den.
En afgørende tanke i 'Rytmikeren Bruckner' er, at Anton Bruckners storslåede symfonier skal ses i forlængelse af den klassiske, symfoniske stil, og især Beethovens berømte 9. symfoni. Uffe Langes hovedfokus er her på metrik og rytmik, og der lægges et omfattende og grundigt musikanalytisk arbejde til grund for hans argumenter. Lange trækker også paralleller til andre af de store komponister, som f.eks. Brahms, Sibelius og vores egen Carl Nielsen, for at klarlægge ligheder og forskelle. Han argumenterer bl.a. for, at sammenhængen mellem musikalske idéer og deres rytmiske udtryk har sit helt eget særpræg hos Bruckner; et særpræg, som ifølge Uffe Lange er blevet overset, fordi musikforskere har haft tendens til at fokusere på harmonik og tematik fremfor rytmik, når de har beskæftiget sig med Bruckners symfonier.
Gyldigheden af forfatterens argumenter må andre med bedre styr på musikteori end jeg vurdere. For den almindeligt interesserede læser vil 'Rytmikeren Bruckner' med al sandsynlighed være for stor en mundfuld, eftersom der er tale om en musikvidenskabelig afhandling og ikke et forsøg på at formidle Bruckners musik til et bredere publikum. Det skal naturligvis ikke lægges Uffe Lange til last. Men de af os, som havde håbet på en biografi om Anton Bruckner i stil med dem, forlaget Multivers allerede har udgivet bl.a. om Jean Sibelius og en række danske komponister, må desværre gå forgæves i denne omgang.
Kommentarer