Anmeldelse
Ru af Kim Thúy
Poetisk og rørende roman om at vokse op som flygtning. Fortællingen gør ondt og godt på samme tid.
’Ru’ er en fortælling om at være flygtningebarn. Om at få revet sin slægtshistorie midt over, om at vokse op mellem to kulturer og om ikke at høre til noget sted. Som barn må hovedpersonen sammen med sin familie flygte i båd fra Vietnam efter den kommunistiske magtovertagelse. Efter et ophold i en malaysisk flygtningelejr under de mest horrible forhold kommer familien til Canada og kan nu endelig bygge deres tilværelse op på ny. Den status de havde som overklassefamilie i Vietnam – grunden til at de måtte flygte fra kommunisterne – har de mistet. Hvordan finder man sig til rette i en ny kultur med en ny identitet?
Romanen er skrevet som en række både smukke og brutale erindringsbrudstykker. Med stor ømhed fortæller Kim Thúy om de mange medlemmer i familien og om forskellige vietnamesiske skæbner, der til sammen danner et nuanceret billede af det land, hun kommer fra. For romanen handler ikke kun om én familie, men også om Vietnams sjæl og grusomme historie. Fra skildringer af de krumbøjede, gamle kvinder i rismarkerne, der bærer landet på deres ryg, til undersøgelser af, hvad de mænd, der køber sig til kærlighed, søger hos de fattige piger. Thúy udpeger ingen skurke, men behandler alle med en nænsom empati. Selv de kommunister der besætter deres hus – også de er bare ludfattige unge fra landet, der aldrig har set en bh før og derfor undrer sig over familiens samling af de mærkelige objekter, der i deres øjne ligner kaffefiltre.
Med en formidabel poetisk kraft nærmest kærtegner Thúy de skæbner, hun tager under behandling. Ind i mellem præsenteres læseren dog også for billeder så grumme, at de føles som et knivstik dybt i maven. Det er lige til at fortvivles over, hvor megen lidelse vi mennesker bliver ved med at påføre hinanden. Heldigvis er romanen også fuld af kærlighed. Flygtningene modtages med en overvældende og rørende omsorg i deres nye land, hvilket fører til morsomme møder mellem kulturerne, som da børnenes canadiske lærerinde slet ikke kan forstå, at familien spiser ris til morgenmad. ”Ru” betyder ”at strømme” på fransk og ”vuggevise” på vietnamesisk, og i stedet for at tale i vrede forsøger romanen at berolige en urolig verden og hele de åbne sår, hvorfra der har flydt mange liter blod. Første skridt i helingsprocessen er at tvinge os til at se direkte ind i sårene.
Romanen er meget aktuel med den store mængde flygtninge på verdensplan, der deler skæbne med denne familie. ’Ru’ er blevet rost af anmeldere verden over og er blevet tildelt flere litterære priser, blandt andet den prestigefyldte Governor General’s Award i Canada. Jeg kan kun sige, at den positive opmærksomhed er aldeles velfortjent. Det var en stor, stor læseoplevelse.
Poetisk og rørende roman om at vokse op som flygtning. Fortællingen gør ondt og godt på samme tid.
’Ru’ er en fortælling om at være flygtningebarn. Om at få revet sin slægtshistorie midt over, om at vokse op mellem to kulturer og om ikke at høre til noget sted. Som barn må hovedpersonen sammen med sin familie flygte i båd fra Vietnam efter den kommunistiske magtovertagelse. Efter et ophold i en malaysisk flygtningelejr under de mest horrible forhold kommer familien til Canada og kan nu endelig bygge deres tilværelse op på ny. Den status de havde som overklassefamilie i Vietnam – grunden til at de måtte flygte fra kommunisterne – har de mistet. Hvordan finder man sig til rette i en ny kultur med en ny identitet?
Romanen er skrevet som en række både smukke og brutale erindringsbrudstykker. Med stor ømhed fortæller Kim Thúy om de mange medlemmer i familien og om forskellige vietnamesiske skæbner, der til sammen danner et nuanceret billede af det land, hun kommer fra. For romanen handler ikke kun om én familie, men også om Vietnams sjæl og grusomme historie. Fra skildringer af de krumbøjede, gamle kvinder i rismarkerne, der bærer landet på deres ryg, til undersøgelser af, hvad de mænd, der køber sig til kærlighed, søger hos de fattige piger. Thúy udpeger ingen skurke, men behandler alle med en nænsom empati. Selv de kommunister der besætter deres hus – også de er bare ludfattige unge fra landet, der aldrig har set en bh før og derfor undrer sig over familiens samling af de mærkelige objekter, der i deres øjne ligner kaffefiltre.
Med en formidabel poetisk kraft nærmest kærtegner Thúy de skæbner, hun tager under behandling. Ind i mellem præsenteres læseren dog også for billeder så grumme, at de føles som et knivstik dybt i maven. Det er lige til at fortvivles over, hvor megen lidelse vi mennesker bliver ved med at påføre hinanden. Heldigvis er romanen også fuld af kærlighed. Flygtningene modtages med en overvældende og rørende omsorg i deres nye land, hvilket fører til morsomme møder mellem kulturerne, som da børnenes canadiske lærerinde slet ikke kan forstå, at familien spiser ris til morgenmad. ”Ru” betyder ”at strømme” på fransk og ”vuggevise” på vietnamesisk, og i stedet for at tale i vrede forsøger romanen at berolige en urolig verden og hele de åbne sår, hvorfra der har flydt mange liter blod. Første skridt i helingsprocessen er at tvinge os til at se direkte ind i sårene.
Romanen er meget aktuel med den store mængde flygtninge på verdensplan, der deler skæbne med denne familie. ’Ru’ er blevet rost af anmeldere verden over og er blevet tildelt flere litterære priser, blandt andet den prestigefyldte Governor General’s Award i Canada. Jeg kan kun sige, at den positive opmærksomhed er aldeles velfortjent. Det var en stor, stor læseoplevelse.
Kommentarer