”Han var undsluppet en næsten ufattelig rædsel, og han var jaget.”
Ovenstående kunne nemt stamme fra en helt nutidig bog – en soldat fra Irak-krigen, fra Afghanistan eller en flygtning fra et diktatur. Men citatet er fra Hans Lyngby Jepsens tredje roman, der udkom i 1949.
Albert er, som søn af en tysk far og en dansk mor i Sønderjylland, tvunget med i anden verdenskrig på tysk side. Han hader det, men et enkelt positivt aspekt er, at han får en ven: Heinrich. Som barn var han ensom og venneløs, et mobbeoffer med sin blandede baggrund. Derfor bliver desperationen ekstra stor, da Heinrich dræbes i krigen. Da Albert kort tid efter selv såres, får han sin første orlov. En orlov, der er blevet ham nægtet tidligere, da værnemagten har frygtet desertation. En ganske begrundet frygt viser det sig, for det er det eneste, der står ham i hovedet. Det lykkes, og han ender i Sverige – kun for at blive mobbeoffer der. Det er selvfølgelig ikke bare lykken at havne i Sverige. For hvorfor flygtede du? Hvad havde du lavet? Sandheden er svær at skjule, og livet der bliver også et helvede.
Det er en sort bog, Lyngby Jepsen har skrevet, men den er rigtig god til at ramme Alberts valg mellem pest og kolera. Hans uendelige ensomhed, og de nemme hurtige domme over en som ham. Den ender meget grumt, men desværre helt logisk, når hans absolutte mangel på alt godt i livet bliver åbenbar – og han selv opgiver at kæmpe mere.
Bogens temaer er tidløse. Krig, ensomhed, at være udskudt og anderledes, at være på den forkerte side og fattigdommens mange ansigter. Lyngby Jepsens skildring af moderens store kærlighed til sin søn er hjerteskærende, og Alberts manglende evne til at modtage og gengælde den er fortvivlende.
Jeg har set skrivestilen beskrevet som impressionistisk, og det er en rigtig god beskrivelse. Bogen virker helt frisk, på ingen måde gammeldags eller bedaget. Den er spændende og let at læse, og så er den en stemme fra nogle af de allermest udstødtes danmarkshistorie. Den kan jeg kun anbefale!
Kommentarer